UgensErhverv.dk

Frisk luft får ny og bedre standard

Standarden for ventilation i bygninger revideres i år. Dansk Ventilation har store forventninger til de nye regler

14-02-2011

Standarden for ventilation i bygninger revideres i år. Der sættes fokus på lavere energiforbrug og bedre indeklima - kort sagt, frisk luft med mindre energiforbrug. Dansk Ventilation har store forventninger til de nye regler og den virkning, de vil få for danskernes helbred, velbefindende og produktivitet.

For de fleste kan det virke en anelse uvedkommende, at standarden for ventilation i bygninger skal revideres i år. Og når man nævner standardens tekniske betegnelse, DS 447, fornemmer mange nok en vis træthed i kæbemusklerne. Hvad kommer det os ved?

Jo, den reviderede udgave af DS 447 kan bidrage væsentligt til et lavere og mere miljøvenligt energiforbrug i boliger, på arbejdspladser og i institutioner. Og DS 447 vil for mange danskere være nøglen til et behageligere og sundere indeklima både i hjemmet og på jobbet, fordi standarden bliver en del af byggelovgivningen og skal følges, når man projekterer og installerer ventilationsanlæg.

Direktør i brancheforeningen Dansk Ventilation, Christen Galsgaard, siger, at den nye standard vil fokusere skarpt på et lavt energiforbrug og høje krav til indeklimaet i de bygninger, hvor anlæggene sættes i drift.

- Det er ikke i sig selv modsigende, at energiforbruget skal være lavt og indeklimakvaliteten høj. Løsningen ligger i de integrerede varme- og ventilationsanlæg med varmegenvinding, regulering af rumtemperaturen og partikelfiltre til rensning af luften, såkaldt aktiv ventilation. Aktiv ventilation er en tvingende nødvendighed i tætte og velisolerede bygninger, når indeklimaet skal være godt og sundt, siger Christen Galsgaard og fortsætter:


- For vore medlemsvirksomheder består udfordringen ikke i at efterleve de nye krav i DS 447. Det svære er i virkeligheden at få bygherrer over hele landet til at forstå, at det betaler sig at købe disse velfungerende, integrerede anlæg i stedet for at vælge den nemmeste og billigste løsning, som måske opfylder alle minimumskrav, men som hverken med hensyn til energiforbrug eller indeklimakvalitet er det optimale. Varme- og ventilationsanlæg skal helst hverken ses eller høres, og der er en tendens til, at så kan man lige så godt vælge en discountløsning og i stedet investere ekstra i et flot indgangsparti eller dyre møbler, siger Christen Galsgaard.

- Den rigtige varme- og indeklimaløsning med aktiv ventilation vil ofte på blot lidt længere sigt vise sig at være en rigtig god forretning for bygherren og for samfundet, fordi hver eneste af de dyre varmekalorier udnyttes til det yderste – og fordi vores sundhed, trivsel og indlæringsevne i meget høj grad afhænger af indeklimaet.

Det er dokumenteret af danske indeklimaforskere, at vi menneskers produktivitet øges markant, når vi opholder os i et sundt og behageligt indeklima. Vi befinder os bedre, koncentrerer os bedre og producerer mere. Modsat kan et dårligt indeklima føre til luftvejslidelser og andre former for sygdomme, som kan koste fravær fra arbejdspladsen og skolen.

- I Dansk Ventilation har vi store forventninger til den nye udgave af DS 447, fordi den bedre vil motivere bygherrerne til at installere energirigtige og sunde løsninger, både i nybyggeri og renovering, siger Christen Galsgaard.

- mir

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Tossede barrierer for solceller fjernes

Tossede barrierer for solceller fjernes

Folketinget har vedtaget en ny lovgivning, der fjerner væsentlige forhindringer for kommuner og regioner, der vil etablere solceller på offentlige bygninger.

Lov om udenlandsk arbejdskraft med ført 3F-hånd

Lov om udenlandsk arbejdskraft med ført 3F-hånd

Folketinget vedtog fredag den overenskomstbaserede beløbsordning for udenlandsk arbejdskraft, også kaldet ”certificeringsordningen”. Krifa advarer om, at ordningen træder demokratiske rettigheder under fode

EjendomDanmark smider Peter Stenholm på porten

EjendomDanmark smider Peter Stenholm på porten

Der er brug for en profil, oplyser EjendomDanmark i en kort pressemeddelelse

Tyske elinstallationer har dobbelt beskyttelse mod stød og brand

Tyske elinstallationer har dobbelt beskyttelse mod stød og brand

I Danmark er der ingen garanti for fejlbeskyttelse, hvis en plug-in-solcelle tilsluttes direkte i en stikkontakt