UgensErhverv.dk

Kørekort til lavenergihuset

Beboerne har svært ved at få indeklimaet til at fungere i det nye hus, derfor skal der følge god brugervejledning med, påpeger ny rapport

11-02-2011

Når man køber et lavenergihus, bør der følge en god brugervejledning med. Men det har hidtil været en mangelvare, og derfor går det ofte galt med både indeklima og varmeforbrug i en række nyopførte lavenergihuse.

Det fremgår af en ny rapport, hvor forskere fra bl.a. Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet har kortlagt indeklimaet og energiforbruget via en spørgeskemaundersøgelse blandt beboerne i 40 nyopførte lavenergihuse i Herfølge syd for Køge.

Mange klager over, at husene er alt for varme om sommeren, og en del klager over kulde og svingende temperaturer om vinteren i deres nye lavenergihuse. En vigtig grund til problemerne er, at beboerne ikke har fået tilstrækkelig vejledning i, hvordan de indstiller husets varmesystem og regulerer indeklimaet.

Undersøgelsen afslørede samtidig, at husene ikke lever op til det forventede lave energiforbrug. Husene brugte i gennemsnit 30 pct. mere energi, end det var beregnet. Afvigelserne skyldes først og fremmest et større varmeforbrug, end der kunne forventes ud fra den energiramme husene skulle overholde.

Gulvvarme er problematisk
- Da der ikke er fundet væsentlige fejl i selve den konstruktive udførelse af husene, er det overraskende, at flere beboere oplyser, at indendørstemperaturen om vinteren er for lav og tit meget svingende. Husene er velisolerede og udstyret med rigelig kapacitet til at kunne levere en tilfredsstillende temperatur. Det peger på, at varmeanlæggene enten ikke har været indstillet korrekt, eller at beboerne ikke selv har været i stand til at ændre indstillingerne, eller begge dele, siger seniorforsker Torben Valdbjørn Rasmussen fra SBi, der har undersøgt udførelsen i ni af husene.

Små 70 pct. af husejerne oplyser da også, at de har haft indkøringsproblemer med boligens tekniske installationer, især i vinterperioden. De nævner især gulvvarmens langsommelige regulering som et problem.

Fortsættes ...- Årsagen kan være et konstruktionsproblem, men er nok snarere et spørgsmål om information om, hvordan varmeanlægget fungerer. Gulvvarme, der står alene, kan synes at være en dårlig løsning i lavenergihuse, da den er konservativ i sin natur, med stor varmekapacitet i tunge materialer, og derfor ikke kan reguleres op og ned i takt med, at de moderne vinduer yder deres bidrag, f.eks. ved skiftende skydække, siger seniorforsker Ole Michael Jensen fra SBi, der ligeledes har deltaget i undersøgelsen.

De høje indendørstemperaturer om sommeren skyldes husets udformning med store, sydvendte vinduer, der bidrager positivt til varmeregnskabet om vinteren, men let kan føre til overtemperaturer om sommeren. Således kunne indeklimaet forbedres betydeligt, hvis beboerne havde bedre mulighed for solafskærmning.

Keep it simple!
Der er tydeligvis et problem med den information, ejerne har fået stillet til rådighed fra de enkelte leverandører af husene.

- Vi anbefaler derfor, at man ved projektering af lavenergihuse fremover skal være meget opmærksom på at installere robuste og brugervenlige installationer, som beboerne fra dag 1 er i stand til at bruge og styre uden kurser og komplicerede manualer. Og der bør derfor som minimum installeres et simpelt måleudstyr, så komponenterne i lavenergihusenes komplekse energisystem løbende kan kontrolleres og reguleres, så fejl minimeres. Så ud over at give beboerne en bedre brugervejledning, kan vi kun opfordre til, at man følger det gamle visdomsord ”Keep it simple!", siger seniorforsker Henrik N. Knudsen fra SBi, der har stået for spørgeskemaundersøgelsen.

SBi har gennemført undersøgelsen Erfaringsopfølgning på lavenergibyggeri klasse 1 og 2 – med &Fremtiden parcelhuse& som eksempel i samarbejde med Det Grønne Hus og Energitjenesten.

- mir

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Tossede barrierer for solceller fjernes

Tossede barrierer for solceller fjernes

Folketinget har vedtaget en ny lovgivning, der fjerner væsentlige forhindringer for kommuner og regioner, der vil etablere solceller på offentlige bygninger.

Lov om udenlandsk arbejdskraft med ført 3F-hånd

Lov om udenlandsk arbejdskraft med ført 3F-hånd

Folketinget vedtog fredag den overenskomstbaserede beløbsordning for udenlandsk arbejdskraft, også kaldet ”certificeringsordningen”. Krifa advarer om, at ordningen træder demokratiske rettigheder under fode

EjendomDanmark smider Peter Stenholm på porten

EjendomDanmark smider Peter Stenholm på porten

Der er brug for en profil, oplyser EjendomDanmark i en kort pressemeddelelse

Tyske elinstallationer har dobbelt beskyttelse mod stød og brand

Tyske elinstallationer har dobbelt beskyttelse mod stød og brand

I Danmark er der ingen garanti for fejlbeskyttelse, hvis en plug-in-solcelle tilsluttes direkte i en stikkontakt