Hjertet i hammerværket banker endnu

Danmarks sidste værk renoveres og indstilles til fredning.

16-12-2004

Der kan stadig høres dumpe bankelyde, når hamrene slår mod stålet, inde fra Danmarks sidste hammerværk. Det ligger i Godthåb, ca. ni kilometer sydvest for Aalborg, og er et af de tidligste danske industrianlæg. Siden 1858 har man smedet, hamret og presset jern til grebe, skovle, river, økser og leer på det vandkraftdrevne værk, og samtidig er skæfterne til redskaberne blevet fremstillet og monteret.

Det var på dette værk, at man helt op til 1988 producerede de velkendte Zinck redskaber og værktøjer. Smedning af jern og monteringen er ophørt nu, men der foregår stadig produktion af skæfter på stedet, og det meste af året kan man stadig opleve det gamle maskineri slide og mase.

Det foregår i den gamle del af værket, der nu drives som museum, og som Kulturarvsstyrelsen lige har indstillet til fredning.
De gamle produktionsbygninger er efterhånden så nedslidte, at der i dag er oparbejdet et renoveringsbehov på godt tre millioner kroner.
Fonden Realdania har doneret 868.000 kr., som skal bruges til udbedringer af kullageret og tagene samt finansiering af fiskepassagen i åen.
Yderligere midler skal findes til at udbedre tæringer i smedehallens bærende ståldragere og nogle af skorstene, som hælder slemt.

Gravede 800 meter lang kanal
Hammerværket blev grundlagt af smed Christian Zinck, som overtog en gammel papirmølle på stedet, der udnyttede vandet fra Guldbækken.
Ti år senere købte han en anden mølle tæt ved og fik eneret på vandkraften.
Så lod han grave en 800 m lang kanal over til hammerværket, der fik øget vandets faldhøjde fra to til otte meter.
Det gav kraft til at erstatte det gamle vandhjul med en effektiv turbine, der kunne drive et større maskineri.
I turbinetårnet strømmer 526 liter vand gennem i sekundet eller knapt 190 kubikmeter i timen. Det er nok til, at turbinen kan lokke 43 hestekræfter ud af vandet, og selv om det ikke lyder af meget i dag, var det nok til at drive en pressehammer, tre fjederhamre, en stansepresse med en kraft på 75 tons og et lille savværk foruden nogle klippemaskiner og sliberedskaber.

Hele maskineriet er forbundet og drevet med læderremme, der går på kryds og tværs mellem maskinerne, og der var blus på 14 esser, når der var fuld fart på produktionen.

Værket er bygget op omkring adgangen til vandet. De mest energikrævende maskiner blev placeret tættest på vandkraften, de lettere træforarbejdningsmaskiner blev placeret lidt længere væk og lagerbygningerne alleryderst. De ældste dele ligger under vandspejlet, og det var med datidens standard for gulve. De var lerklinede og tørrede aldrig ud takket være den fugtige undergrund, men stod med et fugtigt grønt skær.

Tidligste danske industri
Vandkraften gav stødet til, at der opstod en lille by på stedet i kraft af den produktionsmæssige niche.

- I Godthåb boede vel 3-400 mennesker omkring århundredeskiftet, og på værket arbejdede mange af byens mænd, kvinder og børn. I 1920 startede en af de ansatte fra hammerværket, Anders Andersen, sin stålvarefabrik, så det ’sorte fag’ var dominerende her på egnen, fortæller Willy Gregersen, formand for støtteforeningen der driver Godthåb Hammerværk.

Chr. Zinck havde lobbyet godt for at få jernbanen til byen, og fra 1899 kunne den lille by ’eksportere’ sine produkter til det ganske land via skinner. I det år producerede værket 162 forskellige typer værktøj og sendte hele 30.000 skovle, 6000 spader, 6000 plovskær, 5400 grebe og forke, 4000 hakkelsesknive mm. ud fra Godthåb.

- mir