UgensErhverv.dk

Sommerhuse med energispare-potentiale

Solvarme i sommerhuset luner godt i budgettet

14-04-2009

Der kan spares mange penge, hvis landets 220.000 sommerhuse udnytter den vedvarende energi til opvarmning og brugsvand, viser foreløbige resultater af et nyt forskningsprojekt, som Elsparefonden og Statens Byggeforsknings Institut er i gang med.

Sommerhusfolket har endnu ikke slået dørene op for solvarme og jordvarme for at bringe elregningen ned. Kun otte ud af 691 sommerhusejere, som indgår i Elsparefondens og Statens Byggeforsknings Instituts forskning, har således solceller eller solfangeranlæg.

- Solvarme batter ellers rigtig meget på elregningen, og intet er så godt for klimasamvittigheden som at tage brusebad i solopvarmet vand, siger Michael Reuss, projektleder i Elsparefonden. Han undrer sig over sommerhusejernes ringe udnyttelse af solvarmen, der kræver en investering på 20.000 - 30.000 kr. for et solfangeranlæg inklusiv varmtvandsbeholderen afhængig af anlæggets størrelse.

- Vores beregninger viser, at ejerne af de 35.000 sommerhuse, der bruges intensivt hele året, kan spare op til 70 mio. kr. om året ved at udnytte solvarmen til brugsvand i stedet for at opvarme vandet med el. I klimaregnskabet svarer elforbruget til en samlet CO2-udledning på knap 20.000 ton CO2 — eller udledningen fra 4.000 husstande, siger Michael Reuss.

Endnu ringere viser jordvarme at være slået igennem som opvarmningsform i sommerhuset. Kun to sommerhuse har ifølge forskningsprojektet installeret et jordvarmeanlæg, men det er også en langt større investering end et solfangeranlæg.

”fortsættes…”Mens sol- og jordvarme endnu ikke er blevet et hit i sommerhuset, så har 14 pct. indset, at varmepumpen kan skrue ned for elforbruget.

- Det er glædeligt, at så stor en del af sommerhusejerne har set fornuften i at investere i en varmepumpe, da den giver tre til fire gange mere varme pr. kWh end elradiatorer. Det er også baggrunden for, at Elsparefonden anbefaler varmepumper i sommerhuse, siger Michael Reuss.

På Elsparefondens hjemmeside kan forbrugerne finde de mest energieffektive varmepumper med Elsparemærket.

- Det er vigtigt at huske, at varmepumpen først er rigtig effektiv, efter man har efterisoleret huset. De fleste varmepumper virker også som aircondition, og derfor skal man også huske at slukke pumpen om sommeren. For hvis man bruger den til køling, kan elforbruget hurtigt løbe løbsk, og så kan det i stedet blive en dyr fornøjelse, siger Michael Reuss.

Brændeovnen er populær
Knitrende flammer i brændeovnen er en vigtig del af sommerhuslivet, viser forskningsprojektet. Ikke mindre end 60 pct. af sommerhusene sparer på elforbruget ved at tænde op i brændeovnen. Det er en slags vedvarende energi, og en miljørigtig brændeovn kan erstatte en del af den dyre elvarme med varme fra skovens træer.

Omkring 20.000 sommerhuse bliver brugt som helårsbeboelse eller som familiens andet hjem i ferier og weekender. Det afspejler sig på sommerhusenes samlede elforbrug, der svarer til 75 pct. af forbruget i helårsboligen. Samtidig er elforbruget i sommerhuse, der fungerer som helårsbolig eller bruges intensivt som folks andet hjem, steget igennem de seneste fire år.

Selvom de fleste bruger brændeovnen flittigt, ligger det årlige elforbrug typisk mellem 15.000 og 20.000 kWh om året, viser delresultaterne af Elsparefonden og SBIs forskningsprojekt.

I den type sommerhuse bør ejeren overveje at få installeret en varmepumpe eller et jordvarmeanlæg, hvis huset er godt isoleret.


FAKTA OM ALTERNATIV OPVARMNING:

Solfangeranlæg
Hvis du bruger dit sommerhus intensivt i sommerperioden er et solfangeranlæg et godt alternativ til en elopvarmet varmtvandsbeholder.
Solfangeren kan opvarme 60-70 pct. af dit varme vand, og der følger automatisk en vandvarmer med anlægget. En solfanger på 2-3 kvm. koster ca. 25.000 kr., og de er tjent ind i sparet el på ca. 12 år. Er din nuværende vandvarmer 15-20 år, er det på tide at skifte den ud.

Varmepumpe
En varmepumpe kan hvert år spare mellem 3.000 og 10.000 kr. på elregningen i et almindeligt isoleret sommerhus på 100 kvm. Besparelsen afhænger af, om du blot skal holde huset frostfrit eller bor der hele året.
Husk at se efter Elsparemærket, når du køber en varmepumpe — så er du sikker på, den egner sig til det danske klima og lever op til de strengeste kvalitetskrav. Varmepumpen udnytter varmen i luften — også i minusgrader — og giver tre til fire gange mere varme pr. kWh end elradiatorer.
De mest energieffektive koster ca. 25.000 kr. i anskaffelse.

Brændeovn
En brændeovn er et andet godt supplement til elvarmen, og hvis du fyrer rigtigt, giver det en god brændselsøkonomi. En effektiv forbrænding starter med tørt træ, rigeligt luft og høj temperatur i brændeovnen. Det er først, når de gule flammer dør ud, du skal justere luftspjældene, så der bliver tilført mindre luft. Så brænder de glødende trækul langsommere, og du holder varmen i huset i stedet for at sende den op gennem skorstenen. Husk at skrue op for luften igen, hver gang du lægger nyt brænde på.


tøtte

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Både til gården og til gaden

Både til gården og til gaden

Udstyr er der nok af og også fint med trailervægt på Maxus eTerron 9. Men bilens egenvægt gør, at accelerationen halter, og hvis man smækker den helt store trailer på, går det hurtigt ud over rækkevidden

Konkurser i byggeriet (Uge 39/2026-2)

Konkurser i byggeriet (Uge 39/2026-2)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Stop den bureaukratiske ATP-farce

Stop den bureaukratiske ATP-farce

90 procent af de indbetalte millioner kroner i AFU er brugt på ATP’s egen administration af ordningen

Snyd i 60 procent af skattekontroller mod social dumping

Snyd i 60 procent af skattekontroller mod social dumping

På baggrund af kontrollerne er der sendt skatteopkrævninger for ca. 539 millioner kroner