Efter en økonomisk knockout er Junckers tilbage med fokus på gulve og gulvmaterialer.
18-10-2004
Efter en økonomisk knockout er Junckers tilbage med fokus på gulve og gulvmaterialer.
Af Lars Solberg
Hele den danske byggebranche var rystet, da gulvgiganten Junckers Industrier A/S i vinter faldt omkuld med en akut betalingsstandsning og truende død. Men efter overtagelse af ny ejer og en gennemført redningsplan ser det ud til, at kæmpen har rejst sig, og at der også langt ud i fremtiden kan lægges gulve fra Junckers.
Regnskabet for første halvår i år viser, at selv om omsætningen er faldet, blev det til et overskud.
En del af forklaringen er, at der er blevet skåret til benet med heftige og tvungne besparelser, som blev vedtaget i redningsplanen. Blandt andet har det medført, at virksomheden nu fokuserer på produktion af de gulve, som den er kendt for over hele jorden.
Køge-virksomheden producerer gulve i mange træsorter blandt andet eg og ask. Fælles for produkterne er, at de er lavet i massivtræ af høj kvalitet. Produktionen af tilhørende olier og lakker er også fortsat.
Junckers salg af trægulve er dog faldet, men det forklarer kommunikationschef Søren Staf Hansen med mindre salg generelt på dette område.
Han glæder sig over, at der alligevel er overskud i forretningen, og ifølge kommunikationschefen skyldes det flere forskellige besparelser og opstramninger.
170 afskediget
- Vi var tvunget til at afskedige 170 medarbejdere. Det har medført færre udgifter. Samtidig har betalingsstandsningen medført, at gælden er blevet mindre, og at renteudgiften er faldet. Og så har vi minimeret produktionen, fortæller han.
Minimeret produktion betyder, at der bliver produceret færre ting. Således er produktionen af borde droppet, hvilket har lukket det ældste savværk med utidssvarende maskineri.
- Det var meget svært at konkurrere på bordpladeområdet. Vi kunne simpelthen ikke holde prisen nede på det niveau, der var påkrævet, så det er opgivet, fortæller han.
Endelig er den traditionelle brug af træflis til MDF-plader og papirmasse stoppet for lang tid siden. I dag bliver alt deres flis solgt til energiselskabet E2, der producerer brændselspiller af flisen på et område, der tidligere var ejet af Junckers.
Alt i alt er Junckers Industrier A/S kommet på ret kurs med en kraftig trimning, hvor kniven er ført med hård hånd af ejeren, investeringsvirksomheden Axcel A/S, der overtog den slagne kæmpe 30. marts.
Svært at bevare pessimismen
Første maj begyndte Lars Hermansen som ny adm direktør. Efterfølgende er der oprettet en helt ny ledergruppe og en ny bestyrelse med en række af dansk erhvervslivs spidser. Så det er svært at bevare pessimismen.
- Vi er på rette vej, mener kommunikationschef Søren Staf Hansen, som nu tør love kunderne, at de også fremover kan bestille den mængde gulv, de har behov for.
- Der har jo været perioder, hvor vi ikke turde svare på, om vi kunne levere om et halvt år. Men det er historie nu. Gulve fra Junckers er tilbage med fuld kraft, siger Søren Staf Hansen.
Men gulvproducenten har lært en lektie, der ikke bliver glemt.
Junckers var et globalt kendt varemærke - der ligger utallige gulve ´Made in Køge´ i boliger og prestigebyggerier over hele verden - fra Tate Gallery i London til Den Sorte Diamant i København. Men alligevel gik virksomheden ned med et brag.
Det må ikke ske igen, slår Søren Staf Hansen fast.
Fem ledetråde
- Hen over sommeren er vores marked blevet afdækket, og det har ført til en strategi, som vores adm. direktør Lars Hermansen netop har præsenteret for vores medarbejdere i form af fem såkaldte ledetråde, fortæller kommunikationschefen.
De fem ledetråde skal få virksomheden godt igennem de næste to år.
Punkterne er:
- Udvidelse af produktsortimentet. Junckers skal udnytte sit gode brand til at udbyde et dybere og bredere sortiment inden for massive parket- og plankegulve.
- Junckers skal lytte mere til kundernes behov og have en kortere gennemløbstid fra friskt træ til færdigt parketgulv.
- Mere markedsføring.
- Være bedre til at engagere medarbejderne i hele virksomheden.
- Fokus på et større overskud - satse på de umiddelbare indtægtskilder.
Loyale ansatte og kunder
Medarbejderne har taget godt imod den nye plan. I dag er der 625 ansatte på fabrikken i Køge – 25 i en produktion i Nørre Alslev på Falster og endelig 100 på salgskontorer i Danmark og udlandet. I alt er der omkring 750 ansatte.
Søren Staf Hansen fortæller, at der gennem hele perioden har været en stor loyalitet og forståelse hos medarbejderne, og at det ikke mindst er deres skyld, Junckers i dag stadig producerer og har gjort det gennem hele den svære proces.
En anden grund til, at virksomheden som noget ganske usædvanligt overlevede en betalingsstandsning, er ifølge kommunikationschefen, at mange aftagere har troet på dem og gennem hele forløbet har holdt fast i produkterne fra Junckers.
Læs september 2023 udgaven her
Markedsledende i afvandingsteknik
Arbejdsbelysning til professionelle håndværkere
Læs november 2023 udgaven her
Læs det nyeste om vinduer. Udgives i samarbejde med VinduesIndustrien
Står det til 3F, skal det være nemmere for myndighederne at gennemføre entreprenørsop på byggepladserne
Det vigtigste skridt mod en grønnere byggebranche bliver at bygge meget færre nye kvadratmeter, fremhæver danske forskere
Danskerne betalte sidste år i gennemsnit mere end 20.000 kroner for meget til staten i skatter og afgifter. Der har i alt i perioden 2010-2024 været et fejlskøn på 832 milliarder kroner ekstra til statskassen
Dertil kommer 6199 ton asbestholdig jord. Intet reelt overblik omkring den endelige regning