UgensErhverv.dk

Vækstfest for træhusene

Potentiale for yderligere fremgang hvis producenterne udvikler arkitekturen.

11-10-2004

Af Michael Rughede

I Træbranchens Oplysningsråd (TOP) sidder man og kniber sig i armen. Flere og flere danskere bygger drømmehuset i træ. På bare seks år er træhusene gået fra en markedsandel på mindre end fem til forrygende 25% indenfor nybyggede parcelhuse i 2003, ifølge TOP. Indenfor boligbyggeriet opføres enkelte af træ og i langt flere indgår træelementer i dele af byggeriet.
Men hvor længe kan den udvikling egentlig vare ved, og er der ikke snart et mætningspunkt i sigte?

- Vi har indtryk af, at træhusenes position fastholdes, men vi er også meget spændte på at se udviklingen for i år. Kan det virkelig blive ved, eller er træhusene blot et modefænomen. Samtidig er hele markedet vokset kraftigt, så det kan måske blive svært at fastholde en så stor markedsandel, siger direktør Bjarne Lund Johansen, TOP. Han må vente med at få udløst spændingen til januar næste år, hvor TOP atter holder ’mandtal’ over branchens byggeaktiviteter i det forløbne år, men han tror på, at der er basis for yderligere fremgang i træhusbyggeriet.

Fra Pipi til moderne tider
Fra midt-90’erne kom de svenske træhuse for alvor buldrende over sundet. Der var recession i Sverige og i særdeleshed på det svenske træhusmarked, så svenskerne måtte sælge huse til naboerne for at få brød på bordet.
Den svenske træindustri analyserede nogle af markederne og endte med at anbefale de svenske husproducenter at se nærmere på Danmark og Tyskland.

- De svenske huse var billige pga. af den devaluerede svenske krone, og de var udført i den traditionelle svenske byggetradition. Det gav nogle problemer de første år, med syn- og skønssager pga. forkert eller for spinkelt materialevalg. Men det blev rettet, så husene nu er tilpasset det danske klima, siger Bjarne Lund Johansen.
De danske producenter, der sprang på vognen, havde derimod den fornødne viden om byggeskik, så de kom ikke på samme måde i problemer. Gradvist kom der også et andet udtryk i husene.

- Der var noget Pipi Langstrømpe over de tidlige svenske huse. Dem er der selvfølgelig stadig et marked til, men svenskerne har tilpasset husene mere til den danske smag, som de danske producenter står for, siger Bjarne Lund Johansen.
Gennem årene har også forbrugernes købsmotiver ændret sig. I dag er det ikke kun miljø- og omkostningsbevidste unge på jagt efter træhusenes nærmest sagnomspundne gode indeklima, der investerer i træhuse.

- Det er i ligeså høj grad de ældre, der flytter i et træhus i dag. Og priserne for et nyt træhus er efterhånden på niveau med andet nybyggeri. I dag vælger mange træhuset, fordi det ligger mere i tiden at vælge noget, der udtrykker noget anderledes, siger Bjarne Lund Johansen og peger på nogle af de nye forbrugertrends, som også slår igennem i byggeriet.

Livsstil i husvalget
- Vi vil i fremtiden komme til at se flere nye koncepter indenfor husbyggeriet. Folk vil væk fra det traditionelle typehusbyggeri, der kunne være lidt kedeligt og ensformigt, og i stedet vælge noget, der udtrykker, hvem de er. Forbrugerne er meget mere segmenterede i deres forbrugsmønster i dag, og det giver plads til en differentiering i husmarkedet, siger Bjarne Lund Johansen, der således tror på en endnu lysere fremtid for de danske træhuse, hvis man forstår at tilbyde forbrugerne de rigtige produkter.
Det er nemlig gennem vores forbrug, at vi signalerer til omverdenen, hvem vi er, og hvad vi står for.
Karakteristisk for den moderne forbruger er et meget mere varieret forbrugsmønster end tidligere. Det går også igen i valget af hus, og derfor er der efterspørgsel på mange flere varianter af huse.

- De danske producenter skal arbejde med arkitekturen og prøve at finde et moderne udtryk. Man skal ikke efterligne typehusarkitekturen, men skabe sin egen stil. Kan de således markere sig kraftigere, vil de kunne skabe yderligere vækst for træhusene, slutter Bjarne Lund Johansen.

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

ID-kort gør det sværere at snyde med asbest

ID-kort gør det sværere at snyde med asbest

I de seneste år er reglerne om asbest i arbejdsmiljøet skærpet med blandt andet autorisationsordningen

Hverdag igen: Regeringen giver boligpolitik lav prioritet

Hverdag igen: Regeringen giver boligpolitik lav prioritet

I valgkampen og regeringsgrundlaget fyldte boligpolitik en hel masse – i regeringens nye arbejdsprogram fylder det bogstaveligt talt ingenting

Større tilskud til almene boliger i Storkøbenhavn

Større tilskud til almene boliger i Storkøbenhavn

For at bane vej for flere almene boliger i højprisområder hæves maksimumsbeløbet med yderligere ti procent

Harald Blåtands Trelleborg vækkes til live

Harald Blåtands Trelleborg vækkes til live

Det begyndte med Dannevirke, men Harald Blåtand gav os ikke bare Jellingstenen, men også ringborge rundt om i landet. Trelleborg er den mest velbevarede og cementerede Danmark som et rige