UgensErhverv.dk

Nyt sikkerhedsrækværk ad bagvejen

Få vil købe det, men reglerne om generelle og personlige værnemidler vil fremme udbredelsen.

11-10-2004

Der er langt mellem nye landvindinger, der sikrer stilladsarbejdere mod en ufrivillig lufttur. Svenske PlusGard er sådan en. Et midlertidigt sikkerhedsrækværk, der monteres inden stilladsets normale rækværk er på plads, og som sikrer stilladsarbejderen i takt med, at stilladset bygges op – eller nedtages. Monteringen er lynhurtig, den giver en hidtil ukendt grad af sikkerhed, en bedre produktivitet og færre slidskader.

Med så mange fordele og til en relativ beskeden pris på godt 15.000 kr. for et femfagselement, skulle man tro, der ville være leveringstid på rækværket. Men sådan er det slet ikke.

- Vi har faktisk ikke solgt et eneste endnu. Derimod er der mange, der har sagt til os, at det er en rigtig god nyhed, men at de først vil købe det, den dag det bliver et lovkrav at bruge midlertidige rækværk, siger Torben Jensen, salgschef hos den danske importør SGD-Bera.
Her har man foreløbig uden held forsøgt at få stilladsfirmaerne til at investere i sikkerhedsudstyret, som er en nyskabelse i særklasse. Da PlusGard fik arbejdsmiljøprisen i forbindelse med Byggmaskiner 2003 på Svenska Mässan i Göteborg, var det således første gang nogensinde, at juryen enstemmigt pegede på et produkt.

Hos SGD-Bera tvivler man nu ikke på, at systemet nok skal blive udbredt indenfor en overskuelig fremtid. Dels arbejder man på at få systemet ind i uddannelsen af nye stilladsarbejdere, så de tidligt vænner sig til at tænke i sikkerhed, og dels er der en håndsrækning på vej i form af reglerne for arbejde i højden.

- Reglerne siger, at man skal etablerer generelle sikkerhedsværn, hvis det kan lade sig gøre, og først derefter bruge individuelle sikkerhedsværn som f.eks. faldsele. Derfor kommer stilladsfirmaerne til at bruge enten PlusGard eller noget lignende, selvom de ikke er klar over det i øjeblikket, siger Torben Jensen.
Med PlusGard er der altså pludselig kommet et produkt på markedet, der gør, at stilladsfirmaerne nu for første gang kan etablere generelle værnemidler, og så kræver loven også, at de gør det frem for at bruge faldseler.

Historien bag opfindelsen
Også i hjemlandet Sverige vil EU-direktivet få positiv betydning for PlusGard, for end ikke i Volvos hjemland kræver stilladsarbejderne ekstraordinær tryghed på arbejdspladsen – snarere tværtimod.

- Det har måske noget med kulturen i branchen at gøre. Man er lidt stolt over at have et job, der er farligt. Der er nok en machoeffekt ved at være stilladsarbejder. Det påvirker også tankegangen omkring sikkerhed: ’Andre behøver måske ekstra sikkerhed, men jeg gør i hvert fald ikke’, siger Harry Wallther, der er daglig leder i PlusOtte og selv har 35 år i stilladsbranchen.
Det var ham, der fik ideen til PlusGard og udviklede det færdige system.

- I Sverige er der i gennemsnit et dødsfald om året pga. fald fra stilladserne, og der er faktisk ingen andre brancher, hvor en gruppe mennesker dagligt er så udsat for svære skader og risiko for invaliditet. Ofte arbejder man helt ubeskyttet, og selv ved brug af faldsele er der stor risiko for at blive svært skadet, enten fordi man slår sig i selve styrtet, eller fordi man sidder fast, hvis stilladset vælter. Jeg begyndte derfor at tænke på, hvordan man kunne lave et midlertidigt rækværk, der ville være hurtigt og simpelt i brug, siger Harry Wallther, der gennem tre år testede på sin opfindelse for at få den rette kombination af enkelhed og holdbarhed.
Og med en monteringstid på blot 15 sekunder per fag og dimensioneret til at klare i hvert fald 12.000 monteringer over en 10-årig periode er det mål nået.
Foruden den forøgede sikkerhed ligger der også andre gevinster i systemet ifølge dets opfinder.

- Vi mener, at produktiviteten også øges og slidskaderne mindskes. Jo højere man kommer op, jo mere forsigtig bliver man ubevidst. Man går tættere på muren og bærer anderledes og mere akavet, fordi man føler sig mere udsat. Når der er et sikkert og stærkt rækværk, vil man automatisk arbejde mere afslappet og med en bedre ergonomi, siger Harry Wallther, der netop har bygget en del af firmaets renomme på sikkerhedsdetaljerne i produkterne.

- Da vi for 22 år siden sendte vores stillads, PlusOtte, på markedet, var det udviklet for at give bedre ergonomi og mindske slidskader ved arbejdet. Det tog lang tid, før det vandt indpas, men ifølge en undersøgelse peger de svenske stilladsarbejdere i dag på netop det stillads, som det bedste at arbejde med, siger en stolt Harry Wallther og henviser til resultatet af et eksamensprojekt indenfor stilladsbranchen.

- Helt så lang tid går der forhåbentlig ikke, før vores ideer i PlusGard slår igennem, griner Harry Wallther.

- I dag er der også en anden fokus på sikkerhed hos bygherrer og entreprenører. Og jeg tror også, at flere og flere stilladsfirmaer vil bruge netop sikkerheden som et salgsargument, når de skal afgive tilbud på opgaver, siger Harry Wallther.


Uddrag af Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 727 af 29. juni 2004
6.1 Ved midlertidigt arbejde i højden skal der altid vælges det tekniske hjælpemiddel, som er bedst egnet, og som sikrer ergonomisk hensigtsmæssige forhold.
6.2 Det tekniske hjælpemiddel skal være dimensioneret under hensyn til arbejdets karakter, således at det kan modstå forudsigelige påvirkninger, og således at de ansatte kan arbejde og færdes i sikkerhed.
6.3 Tekniske hjælpemidler, der anvendes til midlertidigt arbejde, ophold eller færdsel i højden, skal være egnet og tilpasset hertil, så anvendelsen er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Dette skal ske under hensyn til de forhold, hvorunder det skal anvendes, samt de risici der måtte opstå ved anvendelsen af det pågældende hjælpemiddel.
6.5 Foranstaltninger til kollektiv beskyttelse skal gå forud for foranstaltninger til individuel beskyttelse.
6.6 Under hensyn til den type tekniske hjælpemiddel, der vælges, fastlægges det, hvilke forholdsregler der bedst kan minimere de risici, arbejdstagerne udsættes for, når de bruger denne type udstyr. Om nødvendigt må arbejdsgiveren kun lade arbejdet udføre, såfremt der installeres sikkerhedsforanstaltninger. Disse sikkerhedsforanstaltninger skal være indrettet på en sådan måde og have den fornødne styrke til, at de kan hindre eller standse fald fra højder og så vidt muligt forebygge, at de ansatte kommer til skade.

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

ID-kort gør det sværere at snyde med asbest

ID-kort gør det sværere at snyde med asbest

I de seneste år er reglerne om asbest i arbejdsmiljøet skærpet med blandt andet autorisationsordningen

Hverdag igen: Regeringen giver boligpolitik lav prioritet

Hverdag igen: Regeringen giver boligpolitik lav prioritet

I valgkampen og regeringsgrundlaget fyldte boligpolitik en hel masse – i regeringens nye arbejdsprogram fylder det bogstaveligt talt ingenting

Større tilskud til almene boliger i Storkøbenhavn

Større tilskud til almene boliger i Storkøbenhavn

For at bane vej for flere almene boliger i højprisområder hæves maksimumsbeløbet med yderligere ti procent

Harald Blåtands Trelleborg vækkes til live

Harald Blåtands Trelleborg vækkes til live

Det begyndte med Dannevirke, men Harald Blåtand gav os ikke bare Jellingstenen, men også ringborge rundt om i landet. Trelleborg er den mest velbevarede og cementerede Danmark som et rige