UgensErhverv.dk

Til kamp for kvalitetstræ på gulvet

Trælastindkøbere er prisfikserede og undervurderer kunders kvalitetssans, mener gulvproducent.

07-10-2004

Trælastindkøbere er prisfikserede og undervurderer kunders kvalitetssans, mener gulvproducent.


Af journalist Lars Solberg


89 kr. for én kvadratmeter plankegulv er et af de tilbud, der for tiden dumper ind af forbrugernes brevsprækker. Og flere og flere bider på krogen, mener gulvproducent Gunner Skovsby, der finder det deprimerende. Ifølge ham er kvaliteten blevet gidsel for den evige jagt på rabatter og laveste pris.

- Der er gang i en trist udvikling på gulvområdet. I dag sælges der mange gulve, som ikke er gode nok. Især for indkøberne hos tømmerhandlere og indkøbsforeninger handler det kun om laveste pris. Men udviklingen kan vendes af blandt andet mestre og håndværkere, der kommer ud til kunderne. Jeg er overbevist om, at slutbrugeren ønsker kvalitet, når han får den rigtige vejledning, siger Gunner Skovsby.

Han mener, at gulve lagt hos private og enkelte virksomheder og kontorer gennem de seneste fire-fem år er faldet i kvalitet. Og han har en vis erfaring med gulve. Hans virksomhed Gunner Skovsby A/S i Glamsbjerg har produceret gulve i 20 år, men nu er afsætningen faldet, og han kan se, at markedet i stedet bliver oversvømmet af billige træplankegulve.

Især fyrgulve
Firmaet har selv 13 typer trægulve på lager i fyr, pitsch-pine og douglas, men det er især inden for fyrgulve, han oplever det store kvalitetsdyk.

- I stigende grad bliver der solgt de billige fyrplanker, som stammer fra hurtigvoksende svenske træer. Og det er simpelthen umuligt at konkurrere på med prisen, hvis du bare producerer en rimelig kvalitet, siger han.

Han egne produkter stammer fra nordsvenske og finske træer, der kan være op til 100 år gamle. De billige planker stammer fra meget yngre træer. Ifølge Gunner Skovsby er der da også stor forskel på de to produkttyper inden for blandt andet fyrområdet.

- Vores træmateriale er tætvokset og indeholder en stor mængde harpiks. Begge ting skyldes, at træerne er så gamle. Det gør gulvene hårdere, og det store indhold af harpiks betyder, at der ikke kan komme råd eller svamp i det. Vores gulve kan holde i 200 år, siger han.

Ifølge Gunner Skovsby står det i skærende kontrast til de billige gulve.

Mærker fra hundekløer
- De billige er bløde og tynde. At de er bløde medfører, at der meget hurtigt kommer mærker i det. Et stykke tabt legetøj giver et hul – endda kløer fra en jagthund kan ses i træet. Endvidere sælges de ofte kun i tynde planker på 20 mm. Og det er et stort problem, når de er skrammede. Hvis de efterfølgende skal pudses et par gange, er der ikke mere at pudse af. De bliver for tynde og bøjer for meget, når man går på dem, siger han.

Gunner Skovsby mener, denne udvikling har medført nedgangen i produktion hos dem. I dag producerer firmaet i størrelsesordenen 3-400 m2 gulv pr. gang, hvor det før producerede i 1000 m2. Der produceres en del til specialopgaver som gulve i kirker og museer, men de typiske standardgulve til blandt andet private er gået tilbage.

Paradoksalt nok mener han ikke, at det skyldes, at slutkunderne er nærige og ikke vil betale prisen.

- Der findes selvfølgelige mange, der går ind i Silvan og Bauhaus, som kun lader sig styre af prisen - det kan vi ikke lave om på. Men det er min erfaring, at kunderne ønsker kvalitet og også er klar til at betale for det, når de bliver oplyst om trægulvenes forskellighed, siger han.

Ifølge Gunner Skovsby er de skyldige de store indkøbsforeninger for byggemarkeder og trælasthandlerne.

- Indkøberne fokuserer kun på pris. De må jo mene, at det er den eneste måde, der kan konkurreres på. Og det betyder, at det er de billige trægulve, der bliver indkøbt og markedsført.

Tager fejl
Gunner Skovsby er overbevist om, at indkøberne tager fejl.

- Vi befinder os i en tid, hvor der fra alle sider lyder krav om bedre kvalitet. Private ønsker at indrette deres hjem med ordentlige materialer. Se bare med køkkener, hvor folk ønsker kvalitet og er klar til at betale for det. Det er også min egen erfaring, at mange ønsker kvalitet, der ikke er slidt ned efter nogle få år. Folk skal bare oplyses om det, siger Gunner Skovsby.


Kvalitet på køkkengulvet er blevet en sjældenhed, hvilket blandt andet er indkøberens skyld mener gulvproducent.






Brochurer

Nyt netværk for kvindelige entreprenører

Nyt netværk for kvindelige entreprenører

Produktionschef i LM Byg, Anna Lind Esmarch, og Christine Cecilie Olsen, afdelingschef hos Holbøll har skabt et netværk for kvindelige entreprenører

Transportdirektører til ledelse i MTH

Transportdirektører til ledelse i MTH

MT Højggaard Holding vil på en ekstraordinær generalforsamling have valgt to nye medlemmer ind i bestyrelsen - en CEO fra Københavns Lufthavne og en VP fra DSV

Konkurser i byggeriet (Uge 28/2025 -2)

Konkurser i byggeriet (Uge 28/2025 -2)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Der mangler lærlinge til teknik-virksomhederne

Der mangler lærlinge til teknik-virksomhederne

Knap halvdelen af teknik-virksomhederne vil derfor ansætte flere lærlinge – men der er ikke nok at tage af, lyder det fra TEKNIQ