Bygninger i det gamle København renoveret med originale materialer og oprindelig mureteknik
27-09-2004
Bygninger i det gamle København renoveret med originale materialer og oprindelig mureteknik.
Af journalist Lars Solberg
På en gråvejrsdag med støvregn er der ikke meget, der får de forbipasserende til at hæve blikket fra de våde brosten på gaderne i København. Men på Frederiksholms Kanal lige ved Christiansborg drejer ansigterne sig automatisk op mod en gammel bygning, der med dens brændende okkergule farve giver lidt varme i kroppen.
Den ligger lige ud til kanalen og er en gammel materielgård fra 1771. Den består af flere bygninger og var bygget af staten til civile formål. I dag hører den under Slots- og Ejendomsstyrelsen, der har fået sat de bevaringsværdige bygninger i stand, så de gør sig godt i gadebilledet.
I dag rummer de boliger og institutionen Selskabet for Kirkelig Kunst, der fremstiller tekstiler som messehagler og brudetæpper og andre kirkeartikler til den danske folkekirke.
Renoveringen har stået på de seneste to år. Og der er ikke tale om en modernisering.
Tværtimod er husene så vidt muligt ført tilbage til den oprindelige form og udseende. Både materialer og byggeteknik er valgt, så de ligner de oprindelige så meget som muligt.
Ekspertise
Det er arkitektfirmaet Fogh & Følner A/S, der som kongelig bygningsinspektør har været totalrådgiver på renoveringen.
Projektlederen fra Fogh & Følner, Thomas Kirchhecker, hyrede renoveringsafdelingen hos MT Højgaard til at stå for murerarbejdet. MT Højgaard Renovering har opbygget en ekspertise på restaureringsområdet. Firmaets projektleder ved materielgården, Ib Thykjær Ditlefsen, har nydt opgaven.
- Det har været en sand fornøjelse. Vi holder liv i gamle håndværkertraditioner og har brugt materialer, som dem man benyttede for flere hundrede år siden. Det har været en stor udfordring, siger Ib Thykjær Ditlefsen, der har beskæftiget sig med denne metier i mange år.
Den første store renoveringsopgave, han medvirkede til, var restaureringen og genopbygningen af Christiansborg Slotskirke. Den historiske kirke blev slemt tilredt ved en brand i 1992, der opstod grundet en vildfaren raket under det årlige karneval.
Istandsættelsen blev udført af entreprenørfirmaet Larsen & Nielsen, der senere blev overtaget af MT Højgaard.
- Arbejdet med Slotskirken var utroligt spændende og krævede en række færdigheder, som gav alle en stor professionel tilfredsstillelse, siger han.
Siden har der været mange interessante opgaver, hvilket den seneste ved Frederiksholms Kanal også har været.
Kulturarv
Det er Slots- og Ejendomsstyrelsen, der bestilte den komplicerede renovering. Bygningen er karakteriseret som kulturarv, der skal stå til de kommende generationer som eksempel på byggeri fra slutningen af 1700-tallet.
Derfor skulle alle materialer være så tæt på de oprindelige som muligt.
Det betød, at for eksempel pudsningen skulle ske med gamle mørteltyper som kulekalksmørtel fra Rødby, der har været lagret i kuler i jorden i mindst to år.
Farven på facaden, der giver den sidste afgørende effekt, er en kalkblanding lavet på oprindelige opskrifter.
- Blandingen er kalk iblandet jernvitriol. Det giver en helt unik effekt. Når jernvitriol kalkes på, er farven grøn. Senere bliver den brun og til sidst gul. Denne proces sker i løbet af fem minutter. Er underlaget meget fugtigt, kan jernvitriol blive rødgul – rusten, siger Ib Thykjær Ditlefsen.
Før i tiden var det en meget anvendt farve især til militært relaterede bygninger som blandt andet Nyboder.
- Hvis folk søger en ensartet farveflade, kan de godt glemme at bruge jordfarver som kalk med jernvitriol. Den skifter hele tiden i nuancen, alt efter hvilket vejr, det er. Men det er netop det, der gør den så spændende, fortæller projektlederen.
Oprindeligt håndelag
At finde frem til de rigtige materialer var kun én del af opgaven.
Slots- og Ejendomsstyrelsen krævede også, at de blev anvendt på den oprindelige måde - rent håndværksmæssigt.
Pudsningen skulle ske med en særlig teknik, hvor mørtelen ikke må trækkes på, men blev kastet på.
- Håndelaget til opgaver som disse er ikke noget, alle murere har. Men gennem tiden har vi fået samlet en række, der mestrer de gamle metoder. Og naturligt nok er de fleste ældre murere, der har lært det, da de selv for mange år siden var i lære, fortæller Ib Thykjær Ditlefsen.
Men afdelingen prøver også at få flere unge ind, der så kan lære håndelaget. Men det er ikke altid let at få fat i de unge.
- Mange unge murere er mere interesseret i at arbejde på de store bygninger med kæmpe facader, hvor de kan tjene flere penge ved at arbejde på akkord. Hos os er det på timeløn, men til gengæld er det professionelt mere tilfredsstillende, siger han.
Et godt maleri
På spørgsmålet om bygningerne ikke lige så godt kunne være restaureret med moderne materialer og nutidige metoder, ryster han på hovedet.
- I arbejdet med ældre bygningsværker bliver man mere og mere bevidst om detaljernes store betydning. Hver enkelt lille ting bidrager til helheden. Det er ligesom, hvis man har et godt maleri hængende derhjemme. Hver gang man går forbi, ser man nye ting – man ikke har set før. Sådan er det også med bygninger, der er udført med det oprindelige håndelag. Der er altid noget, der fanger øjet. Bygningen er levende, siger Ib Thykjær Ditlefsen.
Verificeret og cloud-baseret miljødokumentation - EPD
Online leasing af varebiler med ét klik.
Udlejning af containere til opbevaring og flytning
Alt i container, køb, leje, brugt, isoleret etc
Lad os gøre det sammen
Ford vans og pickupper – et erhvervskøretøj til ethvert job
Miljøsanering, PCB, asbest, skimmel mm.
Beskytter effektivt mod svamp, skimmel & insekter
Fra Typehus til Drømme Villa
Køb VVS online - Fri fragt ved køb over Kr. 599,-
I de seneste år er reglerne om asbest i arbejdsmiljøet skærpet med blandt andet autorisationsordningen
I valgkampen og regeringsgrundlaget fyldte boligpolitik en hel masse – i regeringens nye arbejdsprogram fylder det bogstaveligt talt ingenting
For at bane vej for flere almene boliger i højprisområder hæves maksimumsbeløbet med yderligere ti procent
Det begyndte med Dannevirke, men Harald Blåtand gav os ikke bare Jellingstenen, men også ringborge rundt om i landet. Trelleborg er den mest velbevarede og cementerede Danmark som et rige