Herning er den brede messe for fagfolket, og traditionerne holdes i hævd også på dette års messe.
07-09-2004
Herning er traditionelt den brede messe for fagfolket, og traditionerne holdes i hævd også på dette års messe.
Foreløbig har 425 udstillere meldt deres ankomst på HI Byggeri & Håndværk, og de fordeler sig på 70.000 m
Der er med andre ord et utal af nye produkter at kaste sig over, og vi tager et par med her som appetitvækker til messen, der starter i dag og slutter fredag.
Højteknologi i stort og småt
Ny teknologi og messer hører sammen, og i Herning præsenteres flere nyheder. Fra New Instruments kommer et nyt prisbilligt infrarødt termografikamera, der kan måle temperatursvingninger i bygninger, motorer, el-installationer mv. Typisk er varmeudvikling et tegn på snarligt nedbrud eller forkert montering, og ved at tjekke varmeafgivelsen fra emnerne kan man få en indikation på deres ’sundhedstilstand’. Kameraet er på størrelse med et normalt kamera, men er så snedigt indrettet, at det kan kobles direkte på en håndholdt PDA eller til pc’en for hurtig aflæsning/lagring af måleresultaterne eller udarbejdelse af rapporter i den medfølgende software.
Mere højteknologisk isenkram kan besigtiges på Hiltis stand i Power Tool Street, som præsenterer en ny scanner til sporing og lokalisering af armeringsjern, måling af dæklag og diameteren på armeringsjernene. Scanneren arbejder uden ledninger og overfører trådløst scanningsresultater til monitor og siden hen pc.
Men det er ikke kun indenfor apparatur, at det avancerede fremskridt stortrives. Nanoteknologien er taget i brug til noget så tilsyneladende simpelt som fliseklæber. PCI-Nanoligt er 40% lettere end traditionelle fleksmørtler og har angiveligt en fantastisk bæreevne, en utrolig lang åbentid, men hærder ikke desto mindre hurtigt – alt sammen et resultat af nanoteknologisk udvikling, hævder producenten
Cementpartiklerne er simpelthen gjort meget mindre end normalt, så cementen kan ’få fat’ i de allermindste revner og sprækker og dermed hæfte på overflader af f.eks. hårdtbrændt finkeramik, glasur og metal.
Moden siger SPORT
Begrebet mode er kommet for at blive indenfor arbejdstøj og fodtøj. I år er ’sport’ det store modeord, og i Herning vil gæsterne bogstaveligt talt vade i ’sportsnyheder’, for i år har skoene fra Brynje, Puma, og Terra angiveligt hentet inspiration fra sportens verden. Her skal skoene være både solide og komfortable, hvis man f.eks. skal løbe en maraton eller klatre i bjerge.
Ligeså ekstremt er livet for en sko på en byggeplads, hvor løse søm og fedtede stilladser kræver klassepræstationer af skoene - og så skal skoene samtidig se flashy ud med fartstriber og pangfarver.
Og moden hersker naturligvis også indenfor beklædning, men indimellem er der så nogle større nyheder på funktionssiden, som f.eks. knæbeskyttelse fra Snickers.
Et almindeligt problem med knæpuder har været, at de ikke bliver på plads, når man arbejder. Det skyldes blandt andet, at buksebenet vrides, når man knæler, og at puderne glider, når man bevæger sig. Derfor har Snickers Workwear udviklet et nyt patentanmeldt system, hvor buksebenene er drejede, og knælommerne gør det muligt at anbringe knæpuderne i forskellige positioner.
- Alle nye Snickers-buksemodeller med knæpuder er forsynet med KneeGuard. Dette er den største innovation for arbejdsbukser, siden vi lancerede hylsterlommer, siger Per-Henrik Magnusson, der er produktudviklingschef hos Snickers Workwear.
Da knælommerne holder puderne på plads, undgås stropper, der kan stramme og være ubekvemme. Stropperne forringer også blodomløbet i benene. Samtidig er pudematerialet også forbedret.
- Vi har forbedret materialet og gjort knæpuden endnu mere fleksibel. Man kan have den på hele tiden, siger Per-Henrik Magnusson.
Hils på det tunge isenkram
Er man til store maskiner, kan man f.eks. tage turen ud på det udendørs areal og tjekke det tunge entreprenørudstyr ud. Her er bl.a. nye produkter fra den svenske producent af tiltrotatorer til gravemaskiner og rendegravere. Engcon er på få år blevet verdensførende indenfor tiltrotatorer og er bl.a. kåret som gazellevirksomhed i Sverige på baggrund af deres produktudvikling og kvalitetsstyring.
- Vi mærker en stor interesse og efterspørgsel på tiltrotatorer til rendegravere og gravemaskiner op til 32 tons. Tiltrotatoren kan også monteres og betjenes via proportionalstyring, der i dag er standard på mange nye og kommende maskiner siger Henrik Bolting, der er ansvarlig for Engcon i Danmark.
Foruden den komplette serie af tiltrotatorer præsenterer Engcon også hydrauliske hurtigskift til alle maskintyper og sorteringsgrabber, der kan udføre både nedrivning og sorteringsarbejde.
Der er også nyt fra V. Løwener, som medbringer en stærk miniput på standen i hal C, en 1,7 tons minigravemaskine fra Kubota, der har den største gravedybde i sin klasse, har indstillelig sporvidde og nu med større kabine og forbedret beskyttelsesudstyr. Og for den opmærksomme fører er der masser af instrumenter, der fortæller om maskinens driftstilstand – omdrejningstæller, olietryk, driftstimer mv.
De ’bløde’ udstillere
Foruden de produkter man kan røre ved, er der på den brede Herning messe naturligvis også udstillere, som sælger ydelser eller service. I Hal M kan man således hilse på Herning-firmaet FM Bygningsdrift, der sælger alt fra bygherrerådgivning, byggelogistik og – naturligvis – bygningsdrift.
Dertil kommer også muligheden for at deltage i konferencer – hele tre stykker løber af stablen:
Nye samarbejdsformer i byggeprocessen - med fokus på arbejdsmiljø (BAR bygge og anlæg), Samarbejde og Læring i Byggeriet (BygSol) og en konference om Det Digitale Byggeri (Erhvervs- og boligstyrelsen).
Detaljeret info om bl.a. tidspunkter, programmer, udstillere, haloversigt mv. kan findes på hjemmesiden www.hi-byggeri.dk.
-mir
Arbejdsbelysning til professionelle håndværkere
Læs november 2023 udgaven her
Læs september 2023 udgaven her
Læs det nyeste om vinduer. Udgives i samarbejde med VinduesIndustrien
Markedsledende i afvandingsteknik
Færre end tre procent af de 750 virksomheder med asbestautorisation er murerfirmaer. Kun 21 murervirksomheder har autorisation til asbest
Til EuroSkills 2025 i Herning vil elektriker Casper Kærvang Pedersen fra Øgaard A/S i Farsø repræsentere Danmark i faget Electrical Installations
Bygma Gruppen A/S kom ud af 2024 med en nettoomsætning på cirka 10,7 milliarder kroner - indtjeningen faldt
En metroline, en kontorbygning, en park og et dansecenter er alle med i konkurrencen om Publikumsprisen, når Københavns Kommune præmierer årets nybyggerier