Træ er temaet på HI-messen - 4 hektiske dage med nyheder og messefeber.
31-08-2004
Det er 25. gang, at HI messen for byggeri og håndværk slår portene op og byder fagfolk, aktører, interessenter og almindeligt byggeinteresserede indenfor til den ’brede’ udstilling for branchen. Men selv om der er et jubilæum i luften, er det nu ikke, fordi det fejres på pompøs facon med selvlysende balloner og gratis karrypølser til de første 2000 gæster. I stedet holder man på sindig jysk facon fokus på det, det hele handler om – udstilling i lange baner, men med et par nyheder omkring udstillingens rammer og naturligvis en ny temaudstilling.
Herninghallernes hal M på 10.000 kvm. blev taget i brug i april i år og er omdrejningspunktet for bl.a. temaudstillingen og en anden af Herning Messecenters egne store attraktioner. I hal M kan man møde arkitekten, entreprenøren og leverandørerne til det store nybyggeri lige ved siden af: det nybyggede FC Midtjylland stadion. Samtidig kan de messegæster, der både interesserer sig for fodbold og store monumentale byggerier, slå to fluer med det berømte ene smæk.
To gange om dagen vil der nemlig være rundvisning på stadion med mulighed for at se mange flere detaljer, end når man blot trasker til og fra sit tilskuersæde bag et af målene.
- Det stadion har virkelig skabt meget opmærksomhed herovre, og vi tror, at der er rigtig mange, der kunne tænke sig at komme ind og se f.eks. VIP-lounge faciliteterne på stadion og komme rundt i byggeriet på en anden måde, end der normalt er mulighed for, siger projektleder Anders Ladefoged Mortensen fra Messecenter Herning, der også står bag det nye stadion.
Men det er ikke kun faciliteter og nye bygningsværker, man vil kunne opleve ved at tage turen til Herning. I lighed med andre år er der en temaudstilling og adskillige ny tiltag og underholdende indslag på messen.
Træ er temaet
Brænder man for træ, er det i Herning, det foregår.
- I de seneste år har der været tradition for, at HI Byggeri & Håndværk sætter fokus på et specielt udvalgt tema. I 2002 var temaet beton, og i år kommer temastanden til at handle om træ som byggemateriale. I den forbindelse har vi indgået samarbejde med Teknologisk Institut, som på en 200 kvm. stor temastand belyser emner som: træ som materiale, vinduer, CE-mærkning, indeklima, indbrudssikring og træhuse, siger projektleder Anders Ladefoged Mortensen.
Valget af træ som tema udspringer af den aktuelle byggetrend. Ud af 4800 opførte parcelhuse i 2003 var de 1173 (ca. 25%) træhuse ifølge Træbranchens Oplysningsråd. Det markerer en rivende udvikling for træhusene, idet husene for blot fem år siden udgjorde marginale 4,5% af de nyopførte parcelhuse. Træhusenes popularitet skyldes bl.a. en god isoleringsevne, godt indeklima og en fin varmeøkonomi.
Udenlandske stjernearkitekter bryder monopol
I Hal M kan man også stifte bekendtskab med en række af tidens store internationale arkitektnavne. Det er Dansk Arkitekturcenter, der lægger vejen forbi Herning med særudstillingen Grænseløs Arkitektur. Her vises 12 udenlandske arkitekter, som har været med til at bryde 250 års dansk eneret på at opføre bygninger i Danmark.
Det er nytænkende og anderledes arkitektur i prestigefulde danske byggerier som bl.a. Norman Fosters elefanthus i Københavns Zoo, Jean Nouvels højteknologiske koncertsal i det nye DR-hus i Ørestaden, Daniel Liebeskind (der vandt konkurrencen om planen for genopbygningen af det ødelagte World Trade Center i New York) med den nye indretning af Dansk Jødisk Museum.
Desuden bliver der mulighed for at se de nye helhedsplaner for Københavns Havn, hvor der skal indrettes flere tusinde nye boliger.
Tag en slentretur i Power Tool Street
En af de ’udstillingstekniske’ nyskabelser er Power Tool Street, som Herning har indført efter inspiration fra en svensk udstillingsmodel.
- Vi har samlet alle de store udbydere af el-værktøj på en udstillingsgang, så man let kan overskue produkterne fra de store producenter på ét sted. Tidligere har de forskellige udstillere blot ligget spredt på messen, siger Anders Ladefoged Mortensen.
Princippet kendes også fra gadebilledet, hvor det ofte ses, at f.eks. tre-fire computerforretninger placerer sig klos op ad hinanden. På den måde kan de nemmere trække kunder til, fordi kunderne ved, at det, de ikke kan finde i én forretning, sandsynligvis er i den næste. Så er de ikke gået forgæves og vil være mere indstillet på at besøge hele området med specialforretninger næste gang, de skal handle.
I Power Tool Street går man nok ikke forgæves, for der er alle de store: Bosch, Makita, Hilti, Dewalt , Metabo og Hitachi.
- På messen vil vi også afholdt et DM for håndværktøj, hvor de besøgende kan prøve de forskellige værktøjer og give dem karakter. Værktøjet, der får flest stemmer, vinder DM, og deltagerne i konkurrencen kan vinde en rejse til Le Mans eller et Formel 1 løb, siger Anders Ladefoged Mortensen, om en populær konkurrence, der også kørte sidste gang.
Og konkurrencer er der masser af på messen. Der er som sædvanlig DM for lærlinge, hvor der skal kåres mestre i otte fag, men denne gang deltager malerne også med seks kvindelige lærlinge, der har kvalificeret sig til finalen. Som noget nyt arrangerer Ruko et uofficielt DM for låsesmede og håndværkerlærlinge.
En messedag mindre
Tendensen i den internationale messeverden med sammenlægninger og nedskæringer er også kommet til Herning. Årets udgave af Byggeri & Håndværk er en dag kortere end sidst.
- Udstillerne har simpelthen bedt om at få lørdagen taget af. De fandt, at der var for få fagfolk på lørdagen, og at udbyttet generelt var for lille i forhold til omkostningerne, siger Anders Ladefoged Mortensen, der bekræfter, at udstillerne generelt er blevet mere bevidste om, hvordan marketingkronerne bruges, når der skal udstilles.
Tendensen er en eftervirkning af de generelt sløje konjunkturer, der har præget de internationale markeder de seneste år og har også kunnet aflæses på de internationale messer. Udstillerne foretrækker generelt at skære ned på udgifterne til messedeltagelse f.eks. ved at koncentrere sig om bestemte messer eller at skære ned på antallet af udstillingsdage.
Det er derfor ikke et udpræget krisetegn for Herning, men viser, at verden hele tiden flytter sig, og det gør messer også.
- Med en dag kortere er vores forventede besøgstal på 25-27.000 gæster, men det er til gengæld de seriøse og professionelle fagfolk, hvor lørdagen godt kunne være præget af familier og ’almindeligt’ nysgerrige forbrugere, der måske havde fået en invitation ad omveje, siger Anders Ladefoged Mortensen.
- mir
Fra Typehus til Drømme Villa
Tagdækkernes faldsikringssystem
Udlejning af containere til opbevaring og flytning
Vinduer, døre, trapper og kviste
Få en robust og loyal samarbejdspartner
Køb VVS online - Fri fragt ved køb over Kr. 599,-
Magasin om bæredygtighed i byggebranchen
Lad os gøre det sammen
Beskytter effektivt mod svamp, skimmel & insekter
Alt i løftegrej, løfteudstyr, kraner, faldsikring mm.
I valgkampen og regeringsgrundlaget fyldte boligpolitik en hel masse – i regeringens nye arbejdsprogram fylder det bogstaveligt talt ingenting
Det begyndte med Dannevirke, men Harald Blåtand gav os ikke bare Jellingstenen, men også ringborge rundt om i landet. Trelleborg er den mest velbevarede og cementerede Danmark som et rige
BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger
Efter at have haft samme ejerkreds i en årrække, slår EMR, Murer & Entreprenør og Entreprenørfirmaet Poul Pedersen pjalterne sammen. Fusionen ændrer ikke den måde, virksomhederne drives på i dag