UgensErhverv.dk
EDC nyt værktøj til lettere domicil-søgning

EDC nyt værktøj til lettere domicil-søgning

Et nyt it-redskab fra EDC Erhverv gør det muligt at få et hurtigt overblik over befolkningssammensætningen i et geografisk område.

05-08-2008

Det er en stor hjælp for virksomheder, der skal placere sig optimalt i forhold til kunder og ansatte.

Et nyt it-redskab vil gøre det endnu lettere, hurtigere og billigere for virksomhederne at skabe sig et overblik over et geografisk område, f.eks. med henblik på placering af butik eller domicil.
Bag det nye tilbud til de danske virksomheder står EDC Erhverv, som netop har lanceret den nye analysemulighed, som kaldes EDC Detailanalyse eller EDC Domicilanalyse.
Redskabet er primært tiltænkt virksomheder, der ønsker at sammenligne forskellige steder eller områder - hvis man f.eks. står foran at skulle vælge mellem to eller flere alternative steder til placering af sin forretning eller virksomhed.
Analysen leverer i rapport-form et hurtigt overblik over en lang række parametre, der har betydning, hvis man skal placere sig optimalt i forhold til kunder og ansatte.
Rapporten kan f.eks. indeholde detaljeret information om befolkningen fordelt på køn, antallet af husstande inden for en vis afstand, husstandsindkomster, personindkomster, fordelingen af husstande på énfamilieejendomme og flerfamilieejendomme, og så videre.
Oplysninger af den type er af største vigtighed for mange virksomheder - ikke mindst i detailhandelen. Her er det afgørende for en butiks overlevelse, at man placerer sig korrekt i forhold til sin målgruppe - f.eks. børnefamilier, ældre, studerende eller velhavere.

Moderne it-redskab

Beregningsmotoren bag rapporten hedder BusinessAnalystOnline og er udviklet af it-virksomheden Informi GIS A/S, mens rapportens statistiske nøgletal leveres af Danmarks Statistik. Virksomhedsdata samt kort og vejdata leveres af Krak.
EDC Erhverv har indgået en aftale med de involverede parter og er derfor ene om at kunne tilbyde denne form for detail- eller domicilanalyse til en yderst favorabel pris.
Hos EDC Erhverv Poul Erik Bech ser erhvervsdirektør Jørgen Jørgensen, der er formand for erhvervsdivisionen hos EDC, frem til at anvende det nye redskab i praksis.
"Der er jo ikke noget nyt i at lave demografisk analyse, når man skal placere sin virksomhed. Ikke mindst blandt detailhandelskæder er det almindeligt at analysere et område grundigt, inden man placerer sig," siger Jørgen Jørgensen.
"Det nye er, at det ny kan gøres langt hurtigere og mere effektivt end hidtil. Med de metoder man hidtil har anvendt, kan det let koste op til 40.000 kr. at gennemføre en fuld demografisk analyse. Nu kan vi ved hjælp af det nye it-værktøj bringe prisen ned på en brøkdel. Det betyder sandsynligvis, at flere virksomheder end hidtil vil anvende det."

Placeringen vigtig

Jørgen Jørgensen forklarer, at EDC Erhverv med lanceringen af det nye værktøj imødekommer et stort ønske fra mange virksomheder, der efterlyser sådanne analyser - uden at være klar til at ofre masser af tid og store summer på analysearbejdet.
"Uanset hvilken form for virksomhed, der er tale om, er det vigtigt at placere sig det rigtige sted. Det kan være, at man vil bo tæt på de ansatte, eller måske er det vigtigt at placere sig i gåafstand til kunderne. Sælger man legetøj, er det vigtigt at placere sig i en by med mange børnefamilier, og så videre. Alt dette kan den demografiske analyse hjælpe med at afdække."
"Det er vigtigt at understrege, at det nye redskab er et supplement til alt det, vi ellers rådgiver om. Vi skal naturligvis ikke leve af at lave analyser, men vi ser det som en naturlig del af vores virksomhed, at vi også på dette område kan hjælpe kunderne," siger Jørgen Jørgensen.
Han tilføjer, at analyseredskabet er uhyre detaljeret. For eksempel kan man også få at vide, hvor stor en del af befolkningen i et område, som henholdsvis overnatter i området eller arbejder i området. Det kalder man i fagsproget natbefolkning og dagbefolkning.
Analysen kan også besvare spørgsmål om køretider - og befolkningssammensætningen inden for henholdsvis 5, 10 eller 20 minutters køreafstand fra lokaliteten.

Domicil-søgning

Da postvirksomheden CityMail for et års tid siden skulle etablere sig i København, skete det med hjælp fra EDC Erhverv. Men dengang havde man ikke det nye redskab. Alligevel lykkedes det at finde en god placering til virksomheden. I dag havde arbejdet været endnu lettere.
Udviklingen kan betyde, at endnu flere virksomheder vil benytte sig af muligheden for at gennemføre en omfattende statistisk analyse, før de placerer sig.
"Jeg forestiller mig, at det vil være en naturlig del af en domicil-søgning, at man kobler en demografisk analyse på søgningen," siger Jørgen Jørgensen.
"Det er vigtigt for enhver virksomhed, der vil etablere sig et nyt sted, at undersøge, om den nødvendige arbejdsstyrke er til stede. I hvilken afstand befinder de potentielle medarbejdere sig fra lokaliteten? Hvor lang køretid kan accepteres? Har arbejdsstyrken den rette uddannelse? Det er den slags spørgsmål, analysen kan besvare - og det tager bare et par dage."
"Det nye tilbud er et udtryk for, at der sker en yderligere professionalisering af branchen, hvor vi som erhvervsmæglere skal kunne løse flere opgaver end tidligere. Vi opfatter os jo selv som professionelle rådgivere i lighed med advokater, revisorer og banker. Og så handler det om at benytte os af de bedste muligheder, som udviklingen byder på," siger han.



Faktaboks:
EDC Detailanalyse eller EDC Domicilanalyse består af en rapport, der er udarbejdet med det formål at give et indblik i erhvervslivets og befolkningens profil i de områder, som analysen dækker.

Analysen kan du bruge til at sammenligne, hvis du skal vælge mellem to eller flere alternative lokaliteter for placering af din virksomhed eller forretning. Analysen kan også give værdifuld information, hvis du skal vurdere en ejendoms potentiale som investering.

Du kan bl.a. se:
- Befolkningen fordelt efter uddannelsesniveau
- Virksomheder fordelt efter antal medarbejdere
- Virksomheder fordelt efter hovedbrancher
- Nat- og dag befolkning
- Antal husstande med bil
- Befolkningen fordelt på erhvervsgruppe
- Arbejdsstyrken
- Befolkningen fordelt på køn
- Antal husstande
- Husstande i hhv. én- og flerfamilieejendomme

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Sværere at fuske med asbestprøver

Sværere at fuske med asbestprøver

Deling til medarbejderne af prøveresultater skal forhindre svindel med asbestprøver fra årsskiftet

Københavns Lufthavn og Aarsleff forlænger samarbejdet

Københavns Lufthavn og Aarsleff forlænger samarbejdet

Aarsleff har genvundet en flerårig rammeaftale med Københavns Lufthavne. Aftalen omfatter både planlagte anlægsprojekter og akutte opgaver, der skal sikre og udvikle lufthavnenes infrastruktur

Første strækning med netto nul CO2-asfalt

Første strækning med netto nul CO2-asfalt

Peab Asfalt og Herning Kommune anlægger i øjeblikket en 2,9 kilometer lang asfaltstrækning på Sebbesandevej med bl.a. andet genbrugsasfalt, bioolie, grøn energi og elektriske maskiner

Aalborg Forsyning vælger Sweco som energirådgiver

Aalborg Forsyning vælger Sweco som energirådgiver

Sweco har vundet udbud som ny rådgiver på Aalborg Forsynings energiområde, hvor arkitekt- og ingeniørrådgiveren skal bidrage til den fortsatte udvikling og fremtidssikring af energiinfrastrukturen i Aalborg