UgensErhverv.dk
Bornholms havne udvikles- Grafik/foto: Akademisk Arkitektforening.

Bornholms havne udvikles

EBDBNA Arkitekter vinder konkurrencen ´Fire havne på Bornholm´ med stærk helhedsløsning

01-07-2008

En relativt langsom udvikling, så havnens sjæl kan nå at følge med! Det er grundtanken i flere af de præmierede forslag i idékonkurrencen ”Fire havne på Bornholm”.

I alt indløb 41 forslag til konkurrencen, hvor vinderforslaget kom fra EBDBNA Arkitekter. Forslaget bearbejder alle fire havne og udpeger det unikke ved hver enkelt havn og illustrerer samtidig, hvor lidt der skal til – men gjort med stor omhu – for at skabe en platform for en bæredygtig udvikling.

Bornholms Regionskommune udskrev havnekonkurrencen i januar 2008 med støtte fra Realdania som en offentlig idékonkurrence for at få forslag til en bæredygtig ny udvikling af fire bornholmske havne – Allinge Havn, Hasle Havn, Nørrekås Lystbådehavn og Årsdale Havn.

Et væsentligt aspekt ved konkurrencen har været også at få belyst udviklingsmuligheder, der vil kunne anvendes som eksempler for andre mindre havne i Danmark.

Dommerkomiteen har i sin vurdering af de indsendte forslag valgt at prioritere forslag med en stærk helhed frem for projekter med mange løse ideer. Det samlede resultat af konkurrencen udgør således et idékatalog for både bornholmske og andre havne. De stærkeste forslag er dem, der har kunnet sammenfatte ideerne i en bæredygtig, rumlig helhed.

Ifølge dommerkomiteen peger de bedste forslag på, at havnenes udvikling bør ske relativt langsomt, så havnens sjæl kan nå at følge med. Hvis en havn bebygges uden omtanke og for tæt, risikerer den at miste sin oprindelige atmosfære – det, der tidligere gjorde havnen fascinerende og besøgsværdig.

En vurdering af det samlede materiale viser, at de mere overordnede, nænsomme forslag – der er baseret på en langsigtet planlægningsstrategi – er de mest overbevisende. Dette gælder såvel ud fra et æstetisk som et kulturelt og økonomisk bæredygtighedssynspunkt. Det er de bedste af disse projekter, der rækker ud over den bornholmske sammenhæng, som dommerkomiteen har valgt at præmiere.

Det er derfor med stor tilfredshed, at Bornholms Regionskommune kan konstatere, at de forventninger, man havde til konkurrencen er blevet indfriet. Forslagene har været vidtfavnende og spændende, fra det spektakulære til det mere stille, og vil nu kunne indgå som inspirerende diskussionsemner i den fremtidige planlægning for de mindre havne på Bornholm.

EBDNBA arkitekter fra København ved Nana Diercks, Erik Brandt Dam, Asta Berit Malmquist, June Paaskesen fik 1. præmie på kr. 250.000.

2. præmien på kr. 150.000 gik til Lisbeth Nørskov Poulsen og Claus Bohn, København.

To delte 3. præmier på kr. 50.000 gik til Ole Egelund, Kongpetsak og Egelund Arkitekter og Esben Dannemand Sørensen, København samt Rosalina Wenningsted-Torgard og Johanne Heesche, København.

Derudover gik fire indkøb på kr. 25.000 til:
- Rune Veile og Sara Buhl Bjelke, København.
- Hasløv & Kjærsgaard ved Dan Hasløv, Dennis Larsen, Benni Ulbrink, Karen Marie Langkjer. Carl Bro ved Niels Lykkeberg. DHI ved Karsten Mangor.
- Diplom-Ingeniör Architektin Siw Wrobel, Julia Banerjee, Anja Schomburg, Lübeck.
- Bisgaard Landskabsarkitekter ApS, København, ved Rikke Munck Petersen, Lise Vium, Sara Rönnes, Mette Greve, Steen Bisgaard Jensen.

De præmierede forslag samt de øvrige af de i alt 41 indkomne forslag vil være udstillet på Det Gamle Rådhus i Hasle i perioden fra mandag den 30. juni til fredag den 4. juli 2008, dagligt kl. 16-18 og lørdag den 5. juli kl. 10-14.

- nn

Brochurer

Konkurser i byggeriet (Uge 40/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 40/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Sværere at fuske med asbestprøver

Sværere at fuske med asbestprøver

Deling til medarbejderne af prøveresultater skal forhindre svindel med asbestprøver fra årsskiftet

Ni byggeritalenter fik fornem hæder ved WorldSkills 2026

Ni byggeritalenter fik fornem hæder ved WorldSkills 2026

Ud af 68 lande sluttede Danmark samlet som nummer 8 ved WorldSkills 2026 i Shanghai. Det vidnede om et generelt højt niveau blandt de danske fagatleter, hvoraf 12 ud af 15 blev hædret med en Medal of Excellence. Otte af disse kom fra byggeriet

Wicotec Kirkebjerg på storindkøb i Vestsjælland

Wicotec Kirkebjerg på storindkøb i Vestsjælland

Teknikentreprenøren overtager 100 procent af aktierne i Rent-Tech, som beskæftiger mere end 500 medarbejdere og bl.a. består af selskaberne Multi-Tech og AGJ