UgensErhverv.dk

Motion giver motivation

20-06-2008

På gangen indenfor i virksomheden Hellerup Byg i Gentofte flyver drilske, men godmodige bemærkninger igennem luften. Det er nemlig ’store måledag’, hvor godt 60 af de 80 ansatte får målt fedtprocent, kondital og kommer på vægten, og der er gået sport i at have forbedret sine tal siden sidst.

I Hellerup Byg har man nemlig besluttet at give medarbejdernes sundhed og motionsvaner et spark i den rigtige retning ved at tilknytte coachingvirksomheden reason.dk, der i et kombineret program med personlige samtaler og måling af konditions- og kropslig tilstand motiverer folk til at leve sundere – på de vilkår, de nu har at gøre med.

Folk er motiverede
Projektet har været i gang i en måneds tid, og startede med et ’kickstart-møde’, et foredrag om sund kost og motion, som blev afholdt af Lasse Larsson Träff fra reason.dk. Efterfølgende tilmeldte mere end 60 af Hellerup Bygs 80 medarbejdere sig til projektet. En tilslutning, direktør i virksomheden, Klaus Peitersen er meget begejstret for:

- Projektet har virkelig mødt stor velvilje, og folk virker meget motiverede. Det har været vigtigt for os ikke at presse noget ned over hovedet på de ansatte, og det kan være en af grundene til, at de har taget så godt imod tilbudet. De gør det for at forbedre deres personlige sundhedstilstand, og øge deres eget velvære. Det er motion på den enkeltes præmisser, siger han.

Skal forebygge
Det er dog ikke fordi, sundhedstilstanden hos medarbejderne hænger i laser, at initiativet er kommet i gang:

- Jeg tror, vi er lidt overrepræsenterede med hensyn til folk der ryger, men de andre myter om håndværkere som nogle der drikker lidt for meget, holder ikke her, og der er heller ikke mange, der er meget overvægtige. Men tanken er jo også, at vi gerne vil forebygge, og give folk lyst til at dyrke nogle sunde vaner, siger Klaus Peitersen.

Han mener, at projektet kan betegnes som en win-win-situation.

- Mere motion giver mere energi, og hvem vil ikke gerne have energiske medarbejdere, der er godt tilpas? I sidste ende giver det måske mindre sygefravær og ligefrem højere produktivitet, og så giver det samtidigt også vores ansatte en fornemmelse af, at de gør noget godt for sig selv, og at der faktisk skønnes på deres velbefindende, siger direktøren.

Godt i kampen om medarbejdere
Klaus Peitersen er ikke i tvivl om, at sundhedsfremmende initiativer på arbejdspladser bliver mere populære i fremtiden.

- Konkurrencen på gode medarbejdere bliver benhård i de kommende år, og vores branche er ingen undtagelse. Stagnationen i byggeriet og de lave fødselsårgange kommer til at betyde, at der skal noget ekstra til at holde på folk, og der er et initiativ som dette oplagt, siger han.

Det siger de ansatte:
Martin Bertelsen er 35 år og tømrersvend i Hellerup Byg. Han var ikke sen til at springe på ’sundhedsvognen’, da chancen bød sig.

- Jeg synes det er et rigtig godt initiativ, specielt med den personlige samtale. Han (coach Lasse Larsson Träff, red.) går én lidt på klingen, spørger hvad man har lavet før, og hvad man kunne tænke sig. Det er ret motiverende, siger Martin Bertelsen.
For Martins vedkommende er han sammen med Lasse kommet frem til, at hans målsætning er at cykle 20-25 minutter derhjemme på sin kondicykel tre-fire gange om ugen.

- Jeg er ikke så god til at løbe, og nu har jeg den cykel, der bare ’står og kigger’ derhjemme. Så det var det mest nærliggende for mig, siger han.

Der er også en anden sund vane, Martin gerne vil tilegne sig; nemlig at holde op med at ryge. Men han tager en ting ad gangen.

- En af de ting, vi også talte om til coachingen, var, at det også skal være realistiske mål, man sætter sig. Og hvis det er alt for meget på én gang, kan det hele risikere at falde til jorden. Jeg er før holdt op med at ryge, og vil om nogle måneder tage et rygestopkursus, men i første omgang fokuserer jeg altså på at komme i form, siger han.

Mikkel Dam er trådt op på den kondicykel, der til dagens måling er sat op til test, og mens han tramper i pedalerne, fortæller han, at han faktisk er aktiv normalt, men så seminaret som en mulighed for at komme af med et par overflødige kilo.

- Jeg løber og windsurfer normalt, men skal jo have en snak om, hvad jeg kan gøre for at slippe af med mit ’korkbælte’, siger han og peger på sine sideben. Det kan godt være, det kommer til at betyde lidt anderledes kostvaner, og det er også OK. Så længe jeg må blive ved med at drikke rødvin, smiler han.

Fakta:
- Seminaret er sammensat af coachingvirksomheden reason.dk

- Det kaldes RFM, der står for Reason For Motivation – Grund til Motivation

- Seminaret består af et introducerende foredrag om motion og sunde kostvaner, motiverende samtaler med coach om personlige målsætninger, og opfølgning i form af test af kondital, fedtprocent og vejning

- Når forløbet er slut, tilbydes deltagerne et gratis medlemskab i fitness.dk. Dette forudsættes dog af, at man mindst besøger fitnesscenteret 50 gange på et år.

tibu@odsgard.dk

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Ingen grøn omstilling uden teknik

Ingen grøn omstilling uden teknik

Kemp & Lauritzen har ambitionen om at være det driftssikre støttepunkt i den grønne omstilling og en aktiv del af den danske byggebranche, når det gælder om at være teknisk operatør

Næsten 1.000 bilister snuppet i fartkontroller syd for Vejlefjordbroen

Næsten 1.000 bilister snuppet i fartkontroller syd for Vejlefjordbroen

995 bilister i høj fart på Østjyske Motorvej E45 kan se frem til at modtage en bøde efter tre kontroller syd for Vejlefjordbroen. Vanvidsbilist taget om natten med 229 km/t

Asbestplader smidt i naturen

Asbestplader smidt i naturen

Midt- og Vestsjællands Politi har ganske god beskrivelse af det køretøj, der blev anvendt ved henkastning af asbestplader

Administrative byrder hæmmer vækst og effektivitet

Administrative byrder hæmmer vækst og effektivitet

Ikke mindre end 77 procent af TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder svarer i undersøgelse, at de administrative byrder er stigende. Det hæmmer både vækst, effektivitet og konkurrenceevne