UgensErhverv.dk

Havarikommission bør se på ulykker

Konstruktørforening vil have åbenhed om årsagerne til tagkollapset på Siemens Arena i Ballerup.

28-05-2008

Konstruktørforening vil have åbenhed om årsagerne til tagkollapset på Siemens Arena i Ballerup.


Af journalist Jørgen Hansen

Offentligheden bør være sikret størst mulig indsigt, hvis der i fremtiden kommer en sag i stil med tagkollapset på Siemens Arena i Ballerup. Det kan ske ved, at ulykker på eller ved bygninger i en vis risikoklasse undersøges af en ’havarikommission’.

Faglig sekretær, bygningskonstruktør Jacob Ravn Thomsen, Konstruktørforeningen, mener, at en syns- og skønsforretning kan være et glimrende instrument i forbindelse med sager i almindelighed, hvor der er et økonomisk udestående som følge af en byggefejl eller lign. parterne imellem.

Men når der som i Ballerup er tale om en ulykke, som kunne have kostet adskillige menneskeliv, bør sagen belyses hurtigt og åbent, og det kan ske via en ’havarikommission’.

Han var hurtigt ude med en kritik af, at Erhvervs- og Boligstyrelsen i første omgang ikke ville nedsætte en kommission til at kigge på tagkollapset, før en syns- og skønsrapport forelå. Ifølge styrelsen var det ikke en myndighedsopgave at lave opklaringsopgave.

- Heri var vi i Konstruktørforeningen fuldstændig uenige. Vi finder således, at det bør være i myndighedernes interesse at opklare årsagerne til en ulykke, som kunne have kostet menneskeliv. Havde hallen været fyldt, da ulykken skete, kunne man godt allerede fra starten have forestillet sig en større politisk interesse for sagen, siger Jacob Ravn Thomsen.

Hurtig undersøgelse
Han peger på, at det eksempelvis burde være i samfundets og dermed Erhvervs- og Boligstyrelsens interesse at få undersøgt, om fejlen skyldes en fejl i samarbejdet – eller ansvarsforholdet - mellem rådgivere, producenter og entreprenører.

- Måske var det anledningen til at få kigget på de problemer, som ligger i, at rådgivere – arkitekt- og ingeniørfirmaer - overlader beregnings- og projekteringsarbejdet til entreprenører og producenter, som forventer, at ordregiverens statiker kontrollerer og koordinerer.

Desuden finder han, det er i samfundets interesse hurtigst muligt at få besvaret spørgsmålene omkring det byggetekniske og konstruktionsmæssige – om der er fejl i de normer og tekniske forskrifter, som man har beregnet og bygget efter.

- De involverede parter bør også have krav på en hurtig undersøgelse: Ikke så meget for at få placeret ansvaret, men især for at få frikendt de uskyldige, fastslår Jacob Ravn Thomsen.

Konstruktørforeningen skrev til økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) for at få fremskyndet arbejdet med at udrede årsagerne til ulykken – af uvildige parter og i fuld offentlighed.

- Vi vil have besked nu, lød det fra foreningen til ministeren.

Det kom der i første omgang ikke så meget ud af, men Konstruktørforeningen bad desuden hele Folketingets Boligudvalg tage stilling til sagen samtidig med, at der gennem hele forløbet har været stor medieinteresse omkring tagkollapset.

By og Byg på sagen
Efter at have været beskyldt for at være passiv og skubbe ansvaret fra sig foretog Bendt Bendtsen en kovending – eller et buesving om man vil - da han besluttede at inddrage By og Byg (Statens Byggeforskningsinstitut) i arenaundersøgelsen.

- Det drejer sig om at komme til bunds i det så hurtigt som muligt. By og Byg skal deltage i arbejdet, så vi ikke risikerer, at noget lignende sker igen, og at vi helt præcist får klarlagt, hvad der gik galt, fremhæver Bendt Bendtsen.

Det bliver forskningsleder Jørgen Nielsen, By og Byg, der skal deltage i opklaringsarbejdet.
Han fulgte fra starten sagen på nærmeste hold, idet han straks efter tagstyrtet beså skaderne. Hans umiddelbare reaktion var:

- Der skal nok være én hovedforklaring på kollapset, men jeg er overbevist om, at omfanget kan forklares med, at en række andre fejl har spillet med ind.

Parterne har - efter forslag fra Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed - godkendt civilingeniør Peter Thorup fra det rådgivende ingeniørfirma Esben Kirkegaard i Vedbæk som leder af syns- og skønsarbejdet. Hans opgave er altså at besvare de spørgsmål, som arenaens ejer, Ballerup Superarena Fonden, og de øvrige parter har stillet ham.
Det er dette arbejde, Jørgen Nielsen nu skal følge.

Fuld offentlighed
- Nu er By og Byg sat på sagen, for vi har alle en interesse i at lære noget af dette her, siger Bendt Bendtsen, men slår samtidig fast, at det ikke er en ny undersøgelse eller kommission, han har nedsat, men at der derimod er tale om, at en forsker skal følge med på sidelinjen.

Det er Jacob Ravn Thomsen umiddelbart tilfreds med.

- Nu skulle der være sikret fuld offentlighed omkring sagen. Det kunne være frygtet, at hele sandheden aldrig kom frem, hvis de enkelte involverede parter alene skulle afgøre, hvor meget der til sin tid skal offentliggøres.

- Vi har ikke fået opfyldt ønsket om en ’havarikommission’, men vi synes nu stadig, det er en god ide. Sådan er det faktisk i Sverige, for her går en havarikommission ind i undersøgelsesarbejdet, uanset om det er en ulykke i forbindelse med et fly, skib eller bygning, og en sådan ordning kunne vi også godt tænke os i Danmark.

- Nu er der efterhånden kommet stor politisk interesse omkring Arena-sagen i Ballerup, men det er jo ikke sikkert, det i en lignende fremtidig sag vil være tilfældet. Med en ’havarikommission’ vil vi være sikret fuld offentlighed uanset den politiske interesse i den pågældende sag, siger Jacob Ravn Thomsen.

Brochurer

Konkurser i byggeriet (Uge 40/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 40/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Sværere at fuske med asbestprøver

Sværere at fuske med asbestprøver

Deling til medarbejderne af prøveresultater skal forhindre svindel med asbestprøver fra årsskiftet

Opgradering af Fiskeri- og Søfartsmuseet skal minde om danskernes samspil med havet

Opgradering af Fiskeri- og Søfartsmuseet skal minde om danskernes samspil med havet

Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg står foran den største fornyelse siden åbningen i 1968. Arkitektfirmaet Cubo skal danne grundlag for omdannelsen til Danmarks museum for havet - et museum, der bringer de besøgende helt tæt på havet

Københavns Lufthavn tester filtre mod luftforurening

Københavns Lufthavn tester filtre mod luftforurening

CPH Air Lab vil undersøge, om filtre kan fange ultrafine partikler midt i den travle flytrafik. Dermed udvider lufthavnen sin indsats fra at reducere udledninger til også at undersøge, om partikler kan fjernes fra luften