UgensErhverv.dk

Bare bryster ’brander’ bedre

Angsten for faglig impotens fik fagforeningen TIB til at lave kampagne med nøgenmodeller.

28-05-2008

Angsten for faglig impotens fik fagforeningen TIB til at lave kampagne med nøgenmodeller, og det gav det ønskede resultat - opmærksomhed.

Af journalist Lars Solberg

’Rejs jer, fordømte her på jorden’. Første linie i Internationale – den faglige kampsang - får en helt erotisk klang ved synet af den unge kvinde, der i uge 40 på helsides annoncer i aviser og blade viste sine åbenbare talenter frem under overskriften ’Side 9 - snedkeren - hende med knasten’.
Den smukke kvinde med værkstøjsbæltet var fagforeningen TIB’s første annonce i en landsdækkende kampagne i aviser og radio. Kampagnen til en million kroner skulle gøre ukendte TIB kendt. Fagforeningen skulle brandes, som det hedder på nudansk. Og det lykkedes. I dag kender mange flere navnet TIT…. undskyld TIB.

Kampagnen har været pengene værd, mener forbundsformand Arne Johansen.

- For én million har vi fået reklameværdi og omtale, der ifølge eksperter er otte millioner kroner værd. Så jeg har ikke fortrudt noget, siger formanden, der dog var lidt overrasket over den offentlige modtagelse af kampagnen, der blev udråbt som sexistisk og plat.

Der lød et brøl af forargelse, da den nøgne kvinde tonede frem blandt andet på side otte i Ekstra Bladet. Mange - fra glemte rødstrømper til såkaldte kommunikationseksperter og endda TIB’s gamle frontsøster KAD - var ude med riven. Fagforeningen TIB blev skældt ud for at være en gammel gris.

Ikke kedelige
Men kritikken er skudt helt over målet, mener Arne Johansen.

- Vi var lidt overraskede over voldsomheden i kritikken. Vi blev blandt andet beskyldt for at seksualisere det offentlige rum. Men det kan næsten ikke lade sig gøre, det er vist så seksualiseret som muligt. At vi fik kritik, var dog forventet. Da vi planlagde kampagnen, var vi helt klar over, at den ville give debat. Og vi spurgte os selv, om vi kunne tillade os det. Men så blev vi enige om, vi i TIB ikke er så kedelige, og så sagde vi ja. Men det er da klart, at det er at gå lige til stregen og måske endda lidt over, siger Arne Johansen.

Men hvorfor gå til yderligheder og bringe nøgne damer?

- Vores oplevelse i TIB var, at vi har skabt en god fagforening, der målbevidst og effektivt skaber resultater for vores medlemmer. Men på trods af det havde vi ingen gennemslagskraft i medierne. Vi fik ikke den opmærksomhed, som vi mener, at TIB er berettiget til.

Hvorfor er det så vigtigt med opmærksomhed?

- Det er vigtigt, at man som fagforening er i folks bevidsthed, så de er klar over, at der er en organisation, som kæmper for deres rettigheder og arbejdsvilkår. Og uden den ville det se skidt ud. Igennem de senere har vi mærket en lille afmatning i vores medlemstal, og LO-forbundene generelt har mistet mange medlemmer. Mange arbejdere mener, at det er for dyrt at være medlem af en fagforening. Så de melder sig ud og nøjes med at være med i A-kassen. Det betyder, at fagbevægelsen mister noget kraft, og det vil medføre dårligere vilkår på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi gøre opmærksom på os selv.

Men var det ikke bedre at fortælle om jeres faglige sejre?

- Desværre har det jo vist sig ikke at være nok. Pressen vil ikke skrive om det. Og så bliver vi nødt til at prøve noget andet, siger forbundsformanden.

Illegal arbejdskraft
TIB har i dag omkring 71.000 tømrere og snedkere som medlemmer. Det tal skal fastholdes og endda helst stige, siger Arne Johansen, der mener, at behovet for fagforeninger er lige så stort, som det altid har været.

- Arbejdsmarkedet forandrer sig meget i øjeblikket. Konkurrencen spidser til, og det er vigtigt hele tiden at kæmpe for at bevare et ordentligt arbejdsmiljø, siger han.
Endvidere er der kommet nye problemer på arbejdsmarkedet.

Han peger blandt andet på det stigende antal illegale arbejdere fra de baltiske og andre østeuropæiske lande.

TIB været med helt fremme og samarbejdet med både arbejdsgiverforeninger, politi og Told & Skat for at afsløre illegale byggepladser, hvilket er sket i flere tilfælde.

- På dette område er det vigtigt at være på forkant. Jagten på de fribyttere, der udnytter folk på den måde, er meget vigtig. Hvis den kamp ikke vindes, vil der ske et fagligt skred, som kan ramme vores medlemmer hårdt, siger Arne Johansen.

For at kunne kæmpe slag som disse skal der opbakning til. Og derfor er det vigtigt, at TIB er kendt, mener Arne Johansen.

- Tiden må vise, om vores kampagne giver flere medlemmer. Men vi har i hvert fald fået opmærksomhed, hvilket giver os nogle nye muligheder for at få større gennemslagskraft, siger forbundsformanden.

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Konkurser i byggeriet (Uge 25/2024)

Konkurser i byggeriet (Uge 25/2024)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Aarhus næstthøjeste bygning er på plads

Aarhus næstthøjeste bygning er på plads

Råhuset står færdigt, tagkonstruktionen er monteret, og dermed har Akson rundet en vigtig milepæl. Det 114 meter høje business tower på Sydhavnen i Aarhus skal danne rammen om arbejdslivet for cirka 1900 medarbejdere

Vil have afsat milliarder til forebyggelse af klimaskader

Vil have afsat milliarder til forebyggelse af klimaskader

Udgifterne til oprydningsarbejde, når der har været skybrud og stormflod, stiger for hvert år. Derfor efterspørger F&P – forsikrings- og pensionsbranchen, at der afsættes flere penge til klimasikring og forebyggelse af klimaskader

Totalrenovering af stort bibliotek giver kulturen nyt liv på Amager

Totalrenovering af stort bibliotek giver kulturen nyt liv på Amager

Nyt indgangsparti, stort aktivitetsrum, bedre brandsikring og nye tekniske installationer - entreprenøren Pihl & Søn har afsluttet en gennemgribende renovering af Solvang Bibliotek, og Urbanplanen har nu fået et flot og tidssvarende bibliotek