UgensErhverv.dk

EU-krav skiller fårene fra

Portprodukter vil falde væk, fordi de ikke kan opfylde nye EU-krav, mener stor portvirksomhed, der har lagt strategi om at blive markedsledende i Danmark

28-05-2008

En række portprodukter vil falde væk, fordi de ikke kan opfylde nye EU-krav, mener stor portvirksomhed, der har lagt strategi om at blive markedsledende i Danmark

Af journalist Jørgen Hansen

Det danske portmarked vil til næste år blive radikalt ændret. EU-krav, vedtaget i 2000, vil endegyldigt slå igennem, og det vil betyde, at fårene blive skilt fra bukkene i portbranchen.

Det er opfattelsen hos salgsdirektør Peter Lassen, der i 1986 var med til at etablere JPH-Porte A/S. I dag hedder virksomheden Hörmann Danmark, da det er et 100% ejet datterselskab af den største europæiske portproducent, tyske Hörmann, der har en halv snes portfabrikker og en årlig omsætning på omkring 750 mio. euro.

- Det er kun de virkelig store portproducenter, der er i stand til at løfte opgaven med at opfylde EU-kravene, i alt fald for alle porttyper, da det kræver voldsomme investeringer. Fremover stilles bl.a. store sikkerhedskrav, som mange af de porte, der i dag er på markedet, slet ikke lever op til.

- Her drager vi fordel af, at Hörmann altid har været på forkant med udviklingen. Når det gælder de seneste EU-krav, blev der investeret i et totalt nyt produktionsudstyr, så vi som den første portproducent allerede i 2001 overholdt de nye krav, fortæller Peter Lassen.
Udover øgede krav til de enkelte porte betyder EU-kravene også en harmonisering. Hvor det tidligere var nødvendigt med en dansk godkendelse, for at en port kunne blive solgt her i landet, er der nu ens EU-regler. Det betyder altså, at en port godkendt i f.eks. Tyskland eller Holland automatisk også er godkendt i Danmark.

Grundlag væk

- Når jeg mener, fårene bliver skilt fra bukkene dels som følge af EU-kravene, dels som følge af stadig større konkurrence, skal det ses med baggrund i, hvordan markedet i dag er.

- Det er ikke så voldsomt mange portvirksomheder, der er landskendte, men der er talrige mindre firmaer, som opererer i de enkelte regioner i landet. Samtidig er branchen kendetegnet ved, at der er import af porte fra adskillige lande. Mange af disse importerede porte vil falde væk i løbet af næste år, og det betyder samtidig, at en del af det grundlag, som en række firmaer har, forsvinder, mener Peter Lassen.

Øget styrke

Det var ikke ligefrem planlagt, at der allerede nu skulle ske et ejerskifte i JPH-Porte, om end der naturligvis på et tidspunkt skulle ske et generationsskifte.

- Det er Hörmanns strategi i alle lande selv at være til stede. Det gælder i de mere end 20 lande, hvor koncernen er repræsenteret, og derfor har det også været naturligt, at tyskerne overtog netop JPH-Porte, da vi lige fra starten har ført deres produktprogram.

- Ejerskiftet har givet os fornyet styrke, da vi udelukkende kan koncentrere os om salg og service. De administrative opgaver lægges ind i modervirksomheden, for hvem landegrænser ikke spiller nogen rolle.

- Det har samtidig betydet, at vi har lagt ny strategi. Hvor vores firmapolitik tidligere var, at det skulle gå stille og roligt, så organisationen på alle led kunne følge med, satser vi nu på, at vi indenfor de næste fem år bliver markedsledende i Danmark.

- Det mener vi er et realistisk mål med den styrke, tyskerne har givet virksomheden, og med det omfattende produktprogram i en meget høj kvalitet, som vi råder over. Vi kan opfylde alle behov, uanset om det gælder erhvervs- eller privatsektoren.

Flere salgskanaler

- Standardprogrammet er virkelig stort, bl.a. fordi hver fabrik har specialiseret sig i en bestemt porttype, så eksempelvis én fabrik producerer omkring 3600 enheder om dagen af de prisbillige stålvippeporte til 2.600-2.700 kr.

- Vi har samtidig hurtig levering. Vi har selv omkring 500 porte på lager, men kan jo hurtigt trække på moderselskabet, der har omkring 80.000 enheder på lager.
Ifølge Peter Lassen er firmaet allerede i dag blandt landets tre største på det danske marked.

- For at blive markedsledende skal vi erobre yderligere markedsandele, og det betyder bl.a., at vi skal have salg gennem endnu flere kanaler. Vi har landsdækkende salg og service, har stort salg via tømmerhandler og til entreprenører, men samtidig også til stadig flere firmaer, som har stort lokalkendskab i de enkelte egne af landet.

Gang i salget

Peter Lassen erkender, at det salgsmæssigt var et temmelig trægt forår, hvilket gjaldt for hele branchen.

- Det var, som om Irak-krigen lagde alt dødt, men efter sommerferien er der atter kommet gang i hjulene. De ser mere lyst på det i entreprenørbranchen, og vi kan med det samme mærke, når entreprenørerne har gang i hjulene, for det er jo os, der ’kommer og lukker efter dem’, dvs. sætter porte i erhvervsbyggerierne.

Ny ledhejseport

Netop i denne tid præsenterer Hörmann en ny ledhejseport i serien LPU 40. Den adskiller sig fra de hidtidige porte fra den tyske producent ved, at den har en silkeglat såkaldt silkgrain-overflade med en fornem matglans finish.

Silkgrain-overfladen giver porten et elegant præg både i udførelserne med sektioner uden profilering og de profilerede portblade. Det er her lykkedes at kombinere den høje kvalitet, der kendes fra moderne serieprodukter, med individuelt design, som især præges af applikationer i rustfri stål og smukke farver, mener Peter Lassen.

Med den attraktive designlinie åbner programmet op for markante muligheder indenfor individuel garageudformning, som også omfatter døre, der er afstemt efter portens design.

Designportene og –dørene leveres som standard med den silkeglatte silkgrain-finish og tilbydes i fire designlinier med 11 standardfarver og i mange farver fra RAL-skalaen. De påsatte pynteelementer på de enkelte port- og dørblade består af slebet rustfri stål og rækker fra diskrete fodlister over segmentbueapplikationer og lodret anbragte gennembrudte bueafsnit til kvadratiske applikationer med store flader og firkantede applikationer med og uden indsat pyntefelt i midten.

Applikationerne i rustfri stål, som alt efter individuelt behov kan anbringes til venstre eller højre på porte og døre, leveres også på de tilhørende indgangsdøre.

billedtekst:
Den ny ledhejseport har en såkaldt silkgrain-overflade, som giver en silkeblank finish.

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

- Lad stivstikkerne være stivstikkere og brug krudtet på dem, der gider

- Lad stivstikkerne være stivstikkere og brug krudtet på dem, der gider

I fredags gav Søren Tscherning fra Tscherning og Thomas Hoff fra Afry deres bud på, hvordan man løser en række konkrete problemer i byggeriet i første afsnit af Brøgger & lederne i byggebranchen. Se eller lyt til programmet her

Miljøministeren prioriterer økonomi over rent drikkevand

Miljøministeren prioriterer økonomi over rent drikkevand

Bureaukratiet bestemmer over skandaler med byggeaffald. Miljøminister Magnus Heunicke (S) lader sig ikke påvirke af de mange ulovlige deponeringer af giftigt byggeaffald

33 procent af dødsulykker i bygge-anlægsbranchen rammer udlændinge

33 procent af dødsulykker i bygge-anlægsbranchen rammer udlændinge

Af 36 dødsulykker i bygge- og anlægsbranchen i årene 2018-2024 havde 12 af de omkomne et andet statsborgerskab end dansk

Konkurser i byggeriet (Uge 7/2025 -1)

Konkurser i byggeriet (Uge 7/2025 -1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger