UgensErhverv.dk

Skoforhandlere får sparket

Leverandør træt af avancer til forhandlerne – sælger direkte til forbrugere over nettet.

28-05-2008

Leverandør af sikkerhedsfodtøj trætte af avancer til forhandlerne – vil nu sælge direkte til forbrugere over nettet til billigere priser

Af journalist Lars Solberg

Hvis du vil have et fordyrende mellemled, kan vi dyppe dem i chokolade’, er et af de slogans, der er på en ny reklamekampagne fra sikkerhedsfodtøjsvirksomheden LeBock. Firmaet har droppet alle sine forhandlere og vil fremover sælge billigere sko direkte til brugeren blandt andet via nettet, derfor kalder firmaet sig også LeBock.dk.

Baggrunden for den nye salgsstrategi er, at virksomhedens adm. direktør Ole Bock er træt af forhandlere, der efter hans mening tager sig for godt betalt. Produktet bliver dyrt og kan alligevel behandles efter forhandlernes luner.

- Vi er trætte af useriøs behandling, derfor prøver vi nu at gå andre veje, siger Ole Bock.
Han mener, at mange forhandlere har en salgspolitik, der reelt fører forbrugerne bag lyset.

- Vi har fået at vide hos flere forhandlere, at vi skal sætte vores priser op, så er det lettere at love kunderne en rabat. De foreslår, at prisen i butikken skal sættes op med 10%. Så koster det ikke nogen noget, når forhandleren under selve handlen giver 10% i rabat. Den slags aftaler er useriøse, og det vil vi ikke være med til, fortæller direktøren for firmaet, der er oppe mod hård konkurrence på markedet for sikkerhedsfodtøj.

Reservehjul
De fire store firmaer på området er Brynje, Sika, Bjerregaard og HKS. Og ifølge Ole Bock dominerer de markedet for sikkerhedsfodtøj, så det er svært for LeBock at komme ordentlig frem på forretningernes display-hylder.

- Forhandlerne har ikke prioriteret os særlig højt. Vi har været som et reservehjul til de fire andre. Og det var kun, når et af de fire hjul punkterede, at reservehjulet blev hentet frem. Det har været generende for os, og det er også en af grundene til, at vi vil prøve at klare os uden forhandlerne.

Firmaets produkter er ikke så kendte blandt håndværkere og industriarbejdere, men de er meget udbredt i andre kredse. Hver dag er der tusindvis af fødder, som glider ned i en LeBock-sko.

Firmaet er storleverandør til Rigspolitiet, Hæren, Flyvevåbnet, Søværnet, Hjemmeværnet og Post Danmark.

Men leverandøren vil nu også ud til håndværkere, mestre og industrien og prøver nu at få folk til at købe direkte på lageret og over nettet.

Og Ole Bock er overbevist om, at det kan lade sig gøre.

- Vores storkunder serviceres i dag direkte fra vores lager. Og vi ser ingen problemer i at overføre dette system til håndværkerne og industrien, siger han.

Sko over nettet
Det kan dog blive lidt af en opgave at få folk til at købe sko over nettet. Men Ole Bock tror på det.

- Vi vil lægge megen vægt på, at kunden får god vejledning. Og der følger altid en Post Danmark-returseddel med skoene, så de kan returneres gratis, hvis de ikke passer. Dagen efter modtager kunden så et par sko i den rigtige størrelse. Så at købe over nettet er ikke besværligt, og så er skoene 25-40% billigere end andre i samme kvalitet. For eksempel kan man over nettet købe et par af vores sko til 388 kr. Før kostede parret 600 kr. i forretningen, siger han.

Prisreduktionen skyldes ifølge Ole Bock alene, at firmaet springer forhandlerleddet over.

- Forhandlernes avancer er vokset voldsomt gennem de senere år. Vi har et eksempel på én, der havde en avance i 1996-97 på 24-28% og nu er oppe på 40%. Så er det ikke let at være leverandør, så nu vil vi prøve en anden metode. Det er på tide, at der sker noget andet. Og vi har intet at miste. Vi har vores store kunder at falde tilbage på. Men vi tror på det her koncept. Billige kvalitetssko vil altid trække folk til, siger Ole Bock.



Adm. direktør Ole Bock har droppet sine forhandlere og sælger nu firmaets sko billigere direkte til kunderne.

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Fast track gør det nemmere at snyde og bedrage med social dumping

Fast track gør det nemmere at snyde og bedrage med social dumping

3F ønsker en række stramninger omkring brugen af udenlandsk arbejdskraft, blandt andet at politikerne genindfører kravet om dansk bankkonto

Transporthelvede truer for benzin- og dieselbiler

Transporthelvede truer for benzin- og dieselbiler

De danske kommuner får mulighed for at forbyde køretøjer med forurenende udstødning i afgrænsede områder i de danske byer

Fejl og snyd i mere end halvdelen af kontrollerne for social dumping

Fejl og snyd i mere end halvdelen af kontrollerne for social dumping

Skattestyrelsens kontroller mod social dumping har i 1. halvår af 2024 ramt plet i mere end halvdelen af kontrollerne, hvor der er fundet fejl og snyd. Indsatsen har udløst udsendte opkrævninger for cirka 266 millioner kroner

Der er ingen begrænsninger

Der er ingen begrænsninger

Mercedes’ kommende Vito har en herlig 9-trins automatkasse. Vi tør godt svinge os helt op på, at Vito er tidens bedste automatgearede varebil, der kan købes på det danske marked. Prisen kan måske skræmme en anelse