UgensErhverv.dk

Ovenlys som ledetråd

Domicil til designvirksomhed holdes sammen af langstrakt atrium med glastag.

28-05-2008

Domicil til designvirksomhed holdes sammen af langstrakt atrium med glastag.



Af Niels Nielsen
arkitekt maa

Det nye hovedsæde til designvirksomheden Rosendahl uden for Hørsholm i Nordsjælland fremstår med den opdelte facade og de varierende taghældninger som en hel lille by.

Det sammensatte hus holdes sammen af et langstrakt atrium, hvor dagslyset strømmer ned fra oven gennem et stort glastag.

Som et træ

Set fra oven kan Rosendahls hovedsæde sammenlignes med et træ, hvor stammen er det langstrakte atrium, som grenene i form af husets øvrige rum knobskyder ud fra i mindre selvstændige bygningsenheder.

Atriet er bygningens hovedrum og sikrer en klar orientering i huset, der set udefra vokser frit i flere retninger.

Dansk bøgeskov

Bygningen er tegnet af Kim Utzon, hvis byggerier er karakteriseret af et efter danske forhold udsædvanligt personligt og ekspressivt arkitektonisk udtryk.

Formsproget har rod i Paustians berømte møbelhus beliggende i Kalkbrænderihavnen, som Kim Utzon opførte med Jørn Utzon tilbage i 1987.

Møbelhuset bygger på et rationelt og fleksibelt byggesystem af slanke hvide betonsøjler. Mellem søjlerne udspændes forskudte åbne etager, der danner høje lyse rum. Dagslyset lukkes ind fra oven og reflekteres ned gennem etagerne, så oplevelsen af rummet minder om stemningen under træerne i en dansk bøgeskov.

Hovedsædet til Rosendahl bygger på konstruktionssystemet og rumoplevelsen i Paustians Møbelhus, men bygningen er skræddersyet til virksomheden Rosendahl og det aflange østvest-orienterede grundstykke og får derved en egen selvstændig identitet.

Solens bane

Dagslyset i det sammenbindende atrium falder gennem et saddeltagsformet glastag med mørke sprosser. Solens stråler reflekteres på lodretstående lameller, der skærmer for direkte sollys ned i rummet.

Skyggerne fra glastagets sprosser tegnes i et dekorativt mønster på lamellernes hvide overflade, der skifter dagen og året igennem med solens varierende bane over himlen.

Malerisk afslutning

Gangforløbet under atriets glastag afsluttes med et bredt trappeforløb, der falder ned i et højloftet rum med udsigt mod vest til et malerisk havemiljø omkring et kunstigt anlagt vandbassin.

En monumental og malerisk afslutning på domicilet, der understreger byggeriets organiske udtryk og fastholder billedet af domicilets opbygning efter strukturen i et træ.


Se også Månedens byggeri fra juli: ´Selvgroet hovedsæde´



Skyggerne fra glastagets sprosser tegner et dekorativt mønster på de lodrette lameller, der skærmer for direkte sollys. – Foto: Tom Bartho.

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Ni byggetalenter fik fornem hæder ved WorldSkills 2026

Ni byggetalenter fik fornem hæder ved WorldSkills 2026

Ud af 68 lande sluttede Danmark samlet som nummer 8 ved WorldSkills 2026 i Shanghai. Det vidnede om et generelt højt niveau blandt de danske fagatleter, hvoraf 12 ud af 15 blev hædret med en Medal of Excellence. Otte af disse kom fra byggeriet

Wicotec Kirkebjerg på storindkøb i Vestsjælland

Wicotec Kirkebjerg på storindkøb i Vestsjælland

Teknikentreprenøren overtager 100 procent af aktierne i Rent-Tech, som beskæftiger mere end 500 medarbejdere og bl.a. består af selskaberne Multi-Tech og AGJ

Konkurser i byggeriet (Uge 40/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 40/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Standardiserede produktdata styrker digitale arbejdsgange i installationsbranchen

Standardiserede produktdata styrker digitale arbejdsgange i installationsbranchen

Som nyt medlem af Veltek intensiverer softwarevirksomheden EG nu arbejdet med Etim-standarden og et fælles datagrundlag, der kan skabe bedre sammenhæng mellem producenter, grossister, softwareleverandører og installatører