UgensErhverv.dk

Tagkoncern luger ud

Icopal vil spare 20 mio. euro på indkøb ved at halvere antallet af leverandører

28-05-2008

Icopal vil spare 20 mio. euro på indkøb ved at halvere antallet af leverandører

Af journalist Jørgen hansen

En af verdens største tagvirksomheder vil rense godt og grundigt ud blandt sine leverandører for at spare et større millionbeløb.
I dag har Icopal globalt omkring 22.000 leverandører.

- Det er alt, alt for mange. Inden udgangen af 2005 skal dette antal være halveret, fastslår koncernindkøbsdirektør Arne Bachmann Olesen, Icopal. - Udover at tynde ud i antallet af leverandører skal de varer og tjenesteydelser, der købes, fremover standardiseres.

Internet-auktion

Målet er, at der bliver sparet mindst 20 mio. euro på koncernens samlede indkøb.
Denne proces er allerede indledt, og Arne Bachmann Olesen ledede således slaget, da Icopal for nylig for første gang nogensinde afviklede en internetauktion på leverancer af koncernens emballagematerialer.

- Auktionen, som forløb over to dage, viste potentielle besparelser på op mod 25% i forhold til, hvad vi hidtil har betalt. Netop emballagematerialer var et velegnet område til en internetauktion, fordi det er en vare med en vis standard. For flere andre områders vedkommende kan det ikke lade sig gøre på den måde, fordi det er for komplekse områder, fortæller Arne Bachmann Olesen.

Sidegevinster

Icopal har indledt processen ved i første omgang specielt at se på de leverandører, som i dag leverer transport, bitumen, pakkematerialer og emballagepapir. Her er målet, at der på disse områder opnås årlige besparelser på fire-syv millioner euro.
Til efteråret vil nye arbejdsgrupper tage fat på andre områder.

- Målet er en samlet besparelse på minimum 20 mio. euro, men det er ikke på forhånd til at sige, at på dette eller dette område kan der spares så og så meget. Nogle områder kan der spares på, andre ikke. Derfor kan jeg heller ikke endnu sige noget konkret om, hvordan det bliver på det danske marked.

- Øvelsen består i at reducere antallet af leverandører – at koncentrere ydelserne hos færre leverandører for dermed at opnå bedre priser og bedre service. Det er storkøbstanken om igen. Jo mere man køber, desto billigere er det, fastslår Arne Bachmann Olesen.

Med andre ord gælder det om at gøre koncernen til en mere attraktiv kunde, så den får mere for sine penge.

- Det skulle også gerne betyde, at vi er i stand til at reducere vores administrative byrder, for det er naturligvis nemmere at håndtere 200 leverandører frem for 1000.
En af sidegevinsterne ved dette projekt er, at arbejdsgruppemedlemmerne får nogle nye erfaringer, som betyder, at de simpelthen bliver bedre indkøbere i deres dagligdag.

Øget effektivitet

Gennem det seneste halve år har en arbejdsgruppe bestående af tekniske chefer og økonomiansvarlige fra flere Icopal-lande analyseret tagpapfabrikkerne for at få et mere præcist billede af fabrikkernes effektivitet. Grupperne blev nedsat, fordi koncernen oplever et stigende pres fra leverandører, kunder og konkurrenter. Samtidig har Icopal haft reel overkapacitet på fabrikkerne.

Foreløbig har gruppen foreslået at flytte en produktionslinje fra Norge til fabrikkerne i henholdsvis Finland og Sverige. Hertil kommer, at den del af produktionen i Tjekkiet, som producerer til kunder i det nordlige og centrale Polen, flyttes til netop den polske fabrik.

Historisk set har fabrikkerne været drevet som selvstændige produktionsenheder, der alene skulle forsyne det lokale Icopal-selskab med produkter. Nu er virkeligheden en anden, eftersom Icopal er et internationalt selskab, som skal kunne betjene kunderne på tværs af gamle grænser. Resurserne skal derfor udnyttes optimalt.

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Fogs administrerende direktør vil ikke mere

Fogs administrerende direktør vil ikke mere

Fra årsskiftet skal Johannes Fog have ny mand for bordenden. I en kort pressemeddelelse oplyser byggecenterkæden, at Karsten Østergaard Larsen

Ni byggetalenter fik fornem hæder ved WorldSkills 2026

Ni byggetalenter fik fornem hæder ved WorldSkills 2026

Ud af 68 lande sluttede Danmark samlet som nummer 8 ved WorldSkills 2026 i Shanghai. Det vidnede om et generelt højt niveau blandt de danske fagatleter, hvoraf 12 ud af 15 blev hædret med en Medal of Excellence. Otte af disse kom fra byggeriet

Wicotec Kirkebjerg på storindkøb i Vestsjælland

Wicotec Kirkebjerg på storindkøb i Vestsjælland

Teknikentreprenøren overtager 100 procent af aktierne i Rent-Tech, som beskæftiger mere end 500 medarbejdere og bl.a. består af selskaberne Multi-Tech og AGJ

Konkurser i byggeriet (Uge 40/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 40/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger