UgensErhverv.dk

Stemninger på rulle

Tapet kan i højere grad end maling give et rum en særlig atmosfære.

28-05-2008

Tapet kan i højere grad end maling give et rum en særlig atmosfære.

Af journalist Lars Solberg

Et dekadent bordelmiljø taget ud af 1930’ernes New Orleans eller et engelsk herreværelse med plads til Chesterfieldstolen og en tør cognac. Mulighederne er mange, hvis et værelse bliver beklædt med tapet.

Det er et materiale med talrige udtryk og er unikt til at skabe en særlig atmosfære, mener firmaet Tapet-Café, som i øjeblikket oplever en overvældende søgning til deres mange tapetprodukter.

- Der sker en hel masse i tiden. Vi har haft en lang periode, hvor folk søgte det enkle og rene hvide look. Der skulle ikke være nogen finurligheder. Kataloger fra blandt andet ILVA og lignende var med til at skabe den trend. Men igennem de seneste år er der kommet en reaktion. Folk vil igen være forskellige. De vil sætte deres personlige og individuelle aftryk på boligen. Og her kommer vi ind i billedet. For tapet er et godt materiale til at skabe helt specielle rum, der udtrykker nogle bestemte følelser, som kunden ønsker at få frem, fortæller Jannik Martensen-Larsen, der er indehaver af Tapet-café.

Importør
Firmaet er importør af tapet fra både den eksotiske og den mere kølige del af verden. De bliver enten solgt direkte til kunden i forretningen i Gentofte eller distribueret ud til forskellige grossister, som sælger videre.

Virksomheden har eksisteret siden 1973 og har oplevet meget skiftende efterspørgsler, men er i øjeblikket på et absolut peak. Og det er ikke kun en eller anden retro-trend, der er i gang , mener Jannik Martensen-Larsen.

- Tapet er et godt materiale, når man skal indrette et rum med en bestemt atmosfære. I forhold til maling er der flere muligheder. Stofligheden kan ikke skabes med maling, og de mange mønstre er meget svære at kopiere. Tapet kan udtrykke alle stemninger fra noget intenst varmt til noget iskoldt. Maling er fladt, og dens opgave er at fremhæve noget andet. Tapet er noget i sig selv, siger Jannik Martensen-Larsen.

Køligt engelsk, eksotisk orientalsk eller hidsigt sydamerikansk. Der er mange muligheder, hvis kunderne vælger at bruge tapet til at lægge den sidste finish på deres hjem. Behovene er der, mener Jannik Martensen-Larsen, og det skal tapetforhandleren være opmærksom på.

- Vores tapet kan fås i mange priser, og noget af det koster en del. Men det er min oplevelse, at kunderne i dag er klar til at give noget ekstra, hvis de for eksempel har sat sig for at gøre noget særligt ud af et værelse. Så betyder prisen ikke så meget, bare resultatet kommer til at leve op til det, de ønsker sig, siger han.
Firmaet får mange forskellige forespørgsler både fra grossister og kunder.

Specielle kunder
En af de mere specielle kom fra en restaurant med navnet ’1.th.’, som ligger i Herluf Trollesgade i København. Den har et meget anderledes koncept, hvor man betaler på forhånd, og så foregår restaurantbesøget lidt ligesom, hvis man skal til en fest.
Gæsterne inviteres til en bestemt dag på et bestemt tidspunkt. De møder så op og starter med en fælles aperitif, før der lukkes op til selve spiselokalerne. De indledende manøvrer foregår i et rum med tapet fra Tapet-Café.

- Ejeren ønskede, at rummet skulle skabe en historie, som var lidt New Orleans-agtig med jazzmusik spillet på en gammel grammofon. Så vi valgte en tapet, hvor farven var ovre i det vulgærrøde med et mønster, som ledte tankerne hen på charleston. Alt i alt er der skabt et rum, hvor der er en atmosfære, som gør, at gæsterne kommer i den helt rigtige stemning, forklarer indehaveren af Tapet-Café.

Stærkere trend
De mange forskellige typer tapet importerer firmaet fra mange lande, bl.a. England, Frankrig og USA, hvor tapetbølgen brager med endnu større styrke end her.
Jannik Martensen-Larsen er overbevist om, at tapet som vægbeklædning vil brede sig endnu mere i fremtiden i Danmark.

- Allerede nu har mange fokus på tapet, men jeg er overbevist om, at trenden bliver endnu stærkere, når folk ser alle de muligheder, der ligger i at bruge tapet, når man skal indrette sit hjem, slutter Jannik Martensen-Larsen.



I højere grad end maling er tapet i stand til at skabe en bestemt stemning i et rum.

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Bureaukrati forhindrer fornuftig asbesthåndtering

Bureaukrati forhindrer fornuftig asbesthåndtering

Entreprenør S.P. Jensen i Svenstrup må ikke aflevere småt asbestaffald i lukkede murerspande, selv om de er forsvarligt emballerede. Det er spandene, der er problemet – ikke asbestaffaldet

Nyt distributionscenter skal holde byggeriet i gang

Nyt distributionscenter skal holde byggeriet i gang

Stark har officielt åbnet sit nye nationale distributionscenter i Brøndby. Centret skal sikre landets håndværkere adgang til et markant bredere sortiment, hurtig og præcis levering og dermed mindre ventetid på byggepladsen

Fogs administrerende direktør vil ikke mere

Fogs administrerende direktør vil ikke mere

Fra årsskiftet skal Johannes Fog have ny mand for bordenden. I en kort pressemeddelelse oplyser byggecenterkæden, at Karsten Østergaard Larsen

Ni byggetalenter fik fornem hæder ved WorldSkills 2026

Ni byggetalenter fik fornem hæder ved WorldSkills 2026

Ud af 68 lande sluttede Danmark samlet som nummer 8 ved WorldSkills 2026 i Shanghai. Det vidnede om et generelt højt niveau blandt de danske fagatleter, hvoraf 12 ud af 15 blev hædret med en Medal of Excellence. Otte af disse kom fra byggeriet