UgensErhverv.dk

TIB: Varm luft fra regeringen på boligområdet

At regeringen sparer 250 mio. kroner på byfornyelse, men samtidig kalkulerer med, at private investorer skal fylde hullet ud, er at stikke borgerne blår i øjnene, mener TIB.

28-05-2008

At regeringen sparer 250 mio. kroner på byfornyelse, men samtidig kalkulerer med, at private investorer skal fylde hullet ud, er at stikke borgerne blår i øjnene, mener TIB. Det har regeringen ingen indflydelse på og har ikke noget med finanspolitik at gøre. Også regeringens boligudspil, der efter hensigten skal sikre ekstra 14.200 nye boliger over fem år, skydes i sænk.

I forbindelse med finanslovsforslaget som finansminister Thor Pedersen (V) fremlægger i dag, er der taget nye og smarte metoder i brug for at dække over det lovede skattestop, som regeringen har mere end svært ved at holde. Det nyeste trick er at tage penge væk fra et område og så love, at private investorer kommer løbende med pengene.

Netop dette er tilfældet med byfornyelsen. Her foreslår regeringen en besparelse på 250 mio. kroner, men kommer samtidig med det illusoriske håb, at private investorer kommer og fylder hullet ud efter regeringen.

- Det er det samme som at løbe fra en regning og bilde sin kreditor ind, at en anden kommer og betaler. Sådan fungerer virkeligheden bare ikke, siger forbundsformand Arne Johansen, TIB.

Han frygter, at byfornyelsen bliver skudt i sænk, hvis finanslovsforslaget vedtages. Ikke mindst set i lyset af, at byfornyelsesrammen allerede i indeværende år er reduceret med 38 procent.

Også regeringens boligudspil, der efter hensigten skal sikre ekstra 14.200 nye boliger, så det samlede tal for nybyggeri kommer op på 100.000 boliger over fem år, ser ud til at være varm luft. Allerede inden finansloven blev fremlagt i dag, skød pensionskasserne udspillet ned.

Ifølge dagspressen vil de fem mia. kroner fra erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) ikke række langt for pensionskasserne, fordi de kun vil dække cirka fem procent af de samlede boligomkostninger. Resten skal pensionskasserne selv investere. Det er de ikke uden videre sindet til, fordi indtjeningen skal mindst svare til, hvad de kan få ud af at sætte pengene i obligationer. En så høj en husleje vil lejerne ikke betale, og derfor er regeringens plan næppe realistisk.

- Pensionskasserne har en forpligtigelse til at investere deres formue der, hvor de får det højeste afkast. Derfor er regeringens udspil varm luft, siger forbundsformand Arne Johansen, TIB.

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Bureaukrati forhindrer fornuftig asbesthåndtering

Bureaukrati forhindrer fornuftig asbesthåndtering

Entreprenør S.P. Jensen i Svenstrup må ikke aflevere småt asbestaffald i lukkede murerspande, selv om de er forsvarligt emballerede. Det er spandene, der er problemet – ikke asbestaffaldet

Nyt distributionscenter skal holde byggeriet i gang

Nyt distributionscenter skal holde byggeriet i gang

Stark har officielt åbnet sit nye nationale distributionscenter i Brøndby. Centret skal sikre landets håndværkere adgang til et markant bredere sortiment, hurtig og præcis levering og dermed mindre ventetid på byggepladsen

Fogs administrerende direktør vil ikke mere

Fogs administrerende direktør vil ikke mere

Fra årsskiftet skal Johannes Fog have ny mand for bordenden. I en kort pressemeddelelse oplyser byggecenterkæden, at Karsten Østergaard Larsen

Ni byggetalenter fik fornem hæder ved WorldSkills 2026

Ni byggetalenter fik fornem hæder ved WorldSkills 2026

Ud af 68 lande sluttede Danmark samlet som nummer 8 ved WorldSkills 2026 i Shanghai. Det vidnede om et generelt højt niveau blandt de danske fagatleter, hvoraf 12 ud af 15 blev hædret med en Medal of Excellence. Otte af disse kom fra byggeriet