Alt for mange forretninger har forkert lyssætning, mener lysekspert.
01-07-2004
Alt for mange forretninger har forkert lyssætning, mener lysekspert.
Af journalist Lars Solberg
”Mere lys - mere lys”, synes at være mantraet for mange forretninger og byggemarkeder. Men en armada af spotlamper giver ikke stor omsætning, i mange tilfælde tværtimod, mener Henning Meiltoft, der som belysningskonsulent hos armaturproducenten og lysrådgiverfirmaet Fagerhult har beskæftiget sig med lyssætning i flere årtier. Det gælder om at bruge den rette mængde lys de rigtige steder.
- Det er utrolig vigtigt, at forretningerne tænker sig om på dette område. Lys er en vigtig faktor, når det handler om at præsentere butikken og varerne på den mest indbydende måde. Der er ingen tvivl om, at et gennemarbejdet lyssystem kan øge omsætningen, siger Henning Meiltoft.
Han har netop været med til at organisere lyset i en større isenkramforretning, hvor en veldisponeret lyssætning har forandret butiksmiljøet.
- Alle ved, at lys er vigtigt, men der har været en tendens til, at der bare blev opsat et uendeligt antal spots, og intet kan være mere forkert. Butiksejerne ønsker, at alle varer bliver fremhævet, men det er ikke optimalt. Det er bedre at nuancere indretningen og fremhæve forskellige udvalgte varegrupper. Det gør forretningen meget mere spændende, siger han.
Typiske fejl
Igennem årene har Henning Meiltoft set mange fejl i lysopsætning.
Den typiske er, at der er for meget lys, men en anden klassiker er, at selve lyskilden er så dominerende, at det er den, øjet fanger i stedet for varen, som skulle være i fokus.
- Når en kunde træder ind i butikken, ved man, at vedkommendes udsyn og periferi ligger på 70 grader over vandret. Det betyder, at hvis der er synlige lyskilder inden for dette område, vil øjnene automatisk vende sig mod lyskilderne. Hvis kunden ikke ønsker at stirre ind i lamperne, vil vedkommende typisk bøje hovedet ned. På den måde ender kunden med at kigge ned i gulvet, og det kan jo ikke være meningen, siger han.
For at undgå dette skal lyskilden være afskærmet.
Det handler også om, hvilken lyskilde, der er mest effektiv og giver det bedste lys.
Henning Meiltoft mener, at de mest praktiske lyskilder er kompakte lysstofrør og metalhalogen-lys. De kan både bruges til almindelig grundlys og til spots.
De har en række fordele æstetisk, men også teknisk.
- Vores armaturer er alle lavenergi-baserede. De afgiver ikke så meget varme. Det store problem med mange lyskilder i mange butikker er, at de er baseret på lavvolts-energi. Og det afgiver meget varme. Det kan være en gene for kunderne, at der bliver varmt i butikken. Men i de fleste tilfælde bliver forretningen jo temperet af klimaanlæg og andet, men så koster det energi og dermed penge at transportere varmen ud af butikken, siger Henning Meiltoft.
Varmt og koldt lys
Men tilbage til det æstetiske, som ikke bare er klaret ved at købe de rigtige lamper.
Afhængig af hvilken lyskilde eller pære, der er i lampen, afgives der meget forskelligt lys. Den såkaldte farvetemperatur kan variere meget.
Man kan få blødt lys, varmt lys eller koldt lys. Og der er ikke noget rigtigt eller forkert valg.
Det handler om hvilken form, lyset skal have, og hvad det skal fremhæve.
- Med lysstofrør kan vi skabe forskellige atmosfærer - også glødelampeeffekt. Hvilken type lys, der skal til i den enkelte butik, afhænger af hvilken varegruppe, der skal sælges. Hvis det f.eks. handler om at belyse køkkenprodukter i en isenkram-forretning, kan vi montere lystyper, så der bliver det samme lys som i et typisk køkken. Og hvis det er til en kantine, kan vi skabe den særlige atmosfære, der er der, siger han.
De forskellige slags lyskilder er også specificeret til hvilke produkter, der skal oplyses. Således er Fagerhults metalhalogen som spot velegnet til de mere grønne og blå farver, mens det såkaldte White Sun-lys er bedre til farverne gul og rød.
- Disse to typer skal bruges til det, de hver især er beregnet til. Således vil en metalhalogen virkelig få en metalfarve til at funkle. Den er god til blandt andet biludstillinger. Mens White Sun kan få træprodukter som for eksempel Trip Trap til at fremstå på den mest charmerende måde, siger Henning Meiltoft.
Ikke enkelt
Så at vælge butiksinventar som lysarmaturer er ikke enkelt.
Ifølge Henning Meiltoft kræver det en indsats og en investering at få det rette lys, men det er penge, der er givet godt ud.
- I de seneste år har butikkerne været lidt økonomisk trængte, og de har ikke udskiftet inventar så ofte som før - og det kan ses. At opsætte lys i en forretning kræver omhu og omtanke. Det handler om at vælge det rette lys - hvor det skal sættes - og hvilke varegrupper, der skal fremhæves med en spot. Men der er ingen tvivl om, at når det helt rigtige lys står der, præsenteres produkterne på den mest indbydende måde, og kunderne føler sig godt tilpas, siger Henning Meiltoft.
Stærkt sortiment til tætning, dæmpning og beskyttelse
Tagdækkernes faldsikringssystem
Lad os gøre det sammen
Dansk importør af Bobcat
Køb VVS online - Fri fragt ved køb over Kr. 599,-
Tilbyder ByggepladsService og HåndværkerRengøring
Kæmpe udvalg i trælister - Se mere her!
Udlejning af containere til opbevaring og flytning
Online leasing af varebiler med ét klik.
Beskytter effektivt mod svamp, skimmel & insekter
Når Hyundai Staria Cargo melder sin ankomst, vil den med det samme blive førende på det danske marked. Den er teknisk avanceret og har godt med motorkraft, og prisen er lige på trapperne
BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger
En multiarena med plads til 1700 tilskuere skal stå klar i Ølstykke i 2028. Gråkjær er totalentreprenør på arenaen, der bliver ny hjemmebane for ligahåndboldklubben Høj Elite, og som samtidig skal give lokale foreninger bedre rammer
Omkring 30 procent af de leverancer, transport- og logistikvirksomheden Logistik Centralen kører for NorDan, bliver kørt med elektriske lastbiler, og det tal forventes at stige eksplosivt det kommende år