UgensErhverv.dk

Til kamp for et bedre image

Dansk Eternits problemer med ældre eternittage går ud over de øvrige leverandører af fibercementtage - Ivarsson vil gøre en indsats for at genskabe tilliden til produktet.

28-05-2008

Dansk Eternits problemer med ældre eternittage går ud over de øvrige leverandører af fibercementtage - Ivarsson vil gøre en indsats for at genskabe tilliden til produktet.

Af journalist Jørgen Hansen.

Dansk Eternit har igennem mange år været synonym med fibercementtage – bedre kendt som eternittage. De problemer, Aalborg-virksomheden har haft, er gået ud over de øvrige leverandører af fibercementtage, selvom de aldrig har haft problemer med deres produkters holdbarhed. De er således blevet ramt af det generelt mindre gode image, som er blevet skabt, og det vil der nu blive gjort en indsats imod.

- Vi kan ikke længere leve under det åg, det er at blive sat i samme bås med vore produkter som begrebet eternit, og vi vil derfor gøre en stor indsats for at få genskabt tilliden til fibercementtage, siger direktør Klaus Kristensen, Ivarsson, der er leverandør af tag- og facadeprodukter samt brandsikre byggeplader.

Begrebet eternit bliver fortsat forbundet med en masse dårligdomme.

Selv på det professionelle marked kan f.eks. bygherrer være skeptiske over for fibercementtage, og på privatmarkedet har husejerne været gået over til andre produkter.

Dansk Eternit har gennem adskillige år haft problemer. Det skyldes i første række, at kvaliteten i de første mange år, efter at asbesten blev fjernet fra tagpladerne, ikke var høj nok. Samtidig har Dansk Eternit afvist at betale erstatning for smuldrende tage til op mod 1000 kunder, ligesom det selskab, der skulle udrede eventuelle erstatninger, er sendt i betalingsstandsning på begæring af selskabet selv.

Fibercementtagenes andel af totalmarkedet er da også blevet reduceret.

- Den ligger nu på omkring 35%, hvor den burde ligge på i alt fald halvdelen, oplyser Klaus Kristensen.

Ivarsson med hovedsæde i Rødekro i Sønderjylland sætter nu ind for at få genskabt tilliden til fibercementtage ved at bearbejde både det professionelle marked og privatmarkedet.

- Det bliver et langt sejt træk, men vi bruger gerne store resurser på det, da vi har et produkt med særdeles gode egenskaber, og vi ønsker at opnå en større andel på totalmarkedet.

Øget markedsandel
Undersøgelser har ifølge Klaus Kristensen vist, at der er stor tillid til virksomhedens produkter.

- Kunderne mener, at vores garanti er det vigtigste. Det er ikke særlig vigtigt, om vi er en stor producent. Vigtigere er, at vi har været længe på markedet, og at vi har et produkt, der virker godt. Folk har generelt tillid til vore produkters holdbarhed, og derfor tror jeg også på, at vi via en øget indsats kan opnå en større markedsandel.

Ivarsson markedsfører fibercementplader fra det britiske Eternit Building Materials, et datterselskab af Etex, der har produktionsselskaber over hele verden og en omsætning på omkring 30 mia. kr.

Klaus Kristensen oplyser, at Ivarsson har en stigende andel af fibercementplademarkedet.

- I første halvår havde vi en fremgang på 10-15% på tagplader, og det var i forhold til første halvårs omsætning i 2000, som var væsentligt større end normalt som følge af orkanen i december 1999.

- Vores ambition er i første omgang at få genskabt tilliden til fibercement, så det kan få den samme andel af totalmarkedet som tidligere. I anden omgang vil vi være den førende leverandør af fibercementtage, og her har vi faktisk ikke så langt igen.

- Der er ikke tale om, at vi erklærer Dansk Eternit krig. Vi vil blot ikke længere stiltiende finde os i, at vore produkter bliver ligestillet med begrebet eternit, som har fået et mindre godt image, siger Klaus Kristensen.

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Bureaukrati forhindrer fornuftig asbesthåndtering

Bureaukrati forhindrer fornuftig asbesthåndtering

Entreprenør S.P. Jensen i Svenstrup må ikke aflevere småt asbestaffald i lukkede murerspande, selv om de er forsvarligt emballerede. Det er spandene, der er problemet – ikke asbestaffaldet

Nyt distributionscenter skal holde byggeriet i gang

Nyt distributionscenter skal holde byggeriet i gang

Stark har officielt åbnet sit nye nationale distributionscenter i Brøndby. Centret skal sikre landets håndværkere adgang til et markant bredere sortiment, hurtig og præcis levering og dermed mindre ventetid på byggepladsen

Fogs administrerende direktør vil ikke mere

Fogs administrerende direktør vil ikke mere

Fra årsskiftet skal Johannes Fog have ny mand for bordenden. I en kort pressemeddelelse oplyser byggecenterkæden, at Karsten Østergaard Larsen

Ni byggetalenter fik fornem hæder ved WorldSkills 2026

Ni byggetalenter fik fornem hæder ved WorldSkills 2026

Ud af 68 lande sluttede Danmark samlet som nummer 8 ved WorldSkills 2026 i Shanghai. Det vidnede om et generelt højt niveau blandt de danske fagatleter, hvoraf 12 ud af 15 blev hædret med en Medal of Excellence. Otte af disse kom fra byggeriet