28-05-2008
Efter indførelse af nye regler betaler mange byggevirksomheder og håndværksmestre moms af penge, de ikke har fået fra offentlige bygherrer endnu. Byggeriets Arbejdsgivere BYG kræver, at det offentlige tager sig sammen og overholder gammel aftale om betalingsfrist.
Af journalist Lars Solberg.
Mange byggevirksomheder og håndværksmestre står i den groteske situation, at de bliver nødt til at betale tusindvis af kroner i moms til det offentlige, selvom de ikke har fået penge for de opgaver, som de har udført for offentlige bygherrer. Det er konsekvensen af nye regler for indbetaling af moms.
Denne situation har nu fået Byggeriets Arbejdsgivere BYG til at reagere. Der har været henvendelser til Boligministeriet om sagen, men lokalt bliver der også gjort noget.
- Vores medlemmer - byggevirksomheder og håndværksmestre - vil ikke længere være billig bankforbindelse for stat, amt og kommune. Der findes utallige virksomheder, som simpelt hen ikke har råd til dette, siger Karl Højhus Jeppesen, som er regionschef for BYG Region Vestjylland, hvor der er 500 medlemmer.
Han oplever, at mange af medlemmerne stønner under den ekstra byrde, og det har nu fået lokalafdelingen til at reagere. BYG har sendt et brev til Ringkøbing og Viborg amter samt til alle kommuner i de to amter, hvor organisationen gør opmærksom på problematikken.
Fælles aftale
Baggrunden er, at byggeriets parter, private og offentlige, i 1992 vedtog fælles aftaleregler, den såkaldte AB 92. Her fremgår det, at en offentlig bygherre har 15 dage til at betale en regning for udført arbejde.
I februar 1993 udsendte den daværende Bygge- og Boligstyrelse dog et cirkulære, hvor det fremgik, at der i særlige tilfælde kunne gives en dispensation på yderligere fem dage. Det vil sige, at betalingsfristen fra det offentlige til det private i særlige og konkrete tilfælde røg op på maksimalt 20 dage. Men fristen er mere end 20 dage, da den er udregnet i arbejdsdage, så den er reelt på 28 dage.
Denne frist bliver overholdt af nogle kommuner, dog er det ifølge regionschef Karl Højhus Jeppesen mere reglen end undtagelsen, at de offentlige bygherrer fraviger betalingsfristen.
Men selv om de offentlige bygherrer trak den langt, fik mestrene før i tiden som regel deres penge, før der skulle afregnes moms. Fristen for at betale momsen var på halvanden måned.
Men i forlængelse af finansloven sænkede Folketinget fristen for momsindbetaling fra halvanden måned til 25 dage med virkning i dette år. Det gælder virksomheder med en omsætning på over 10 mio. kr.
Dette var alvorligt for mestrene, da momsfristen er optalt i almindelige dage og ikke i hverdage. Sammen med dette og dispensationsfristen for indbetaling fra bygherrerne er der nu mange eksempler på situationer, hvor momsen skal betales tilbage, før regningerne er betalt.
Et stort problem
Dette er et stort problem for mange virksomheder, fortæller regionschef Karl Højhus Jeppesen.
- Selvom det går rimeligt inden for byggebranchen, viser undersøgelser, at der stadig er omkring 20% af virksomhederne inden for byggesektoren, som har underskud. Og når de skal betale moms tilbage, før de har pengene, betyder det en yderligere stramning, og det er ikke rimeligt, siger Karl Højhus Jeppesen.
Han mistænker visse af de offentlige bygherrer for spekulation i at styrke deres kreditværdighed.
- Når vi har henvendt os, har vi fået at vide, at arbejdsgangen er meget lang. Men at de nogle steder bruger 15 dage til bare at skrive en check, det kan ikke passe, siger han.
BYG i Vestjylland håber, at deres brev til myndighederne kan få de lokale politikere til at se fornuften i at betale deres regninger til tiden, så det ikke belaster den lille mesters regnskab.
Én kommune i deres region – Herning Kommune - har allerede reageret positivt. Og det er endda en af de kommuner, som tidligere havde overskridelser af betalingsfristen på samvittigheden.
Rimelig anmodning
Hernings Venstre-borgmester, Helge Sander, har meldt tilbage til BYG, at kommunen nu vil overholde den oprindelige AB 92 aftale fra 1992.
- Vi syntes, at anmodningen fra BYG var rimelig. Vi har derfor meddelt, at vi vil overholde den oprindelige betalingsfrist på 15 dage, siger han.
Han indrømmer, at kommunen tidligere har overtrådt betalingsfristen, men det var en fejl. Det var ikke et led i en bestemt betalingsstrategi, siger han.
Helge Sander vil ikke kommentere andre kommuners og amters adfærd på dette område. Det er deres egen opgave. Men han synes, at situationen er temmelig absurd.
- Der er et åbenlyst misforhold mellem betalingsfristen og momsbetalingen. Men det er jo ikke første gang, vi har set uhensigtsmæssige beslutninger, når Mogens Lykketoft skulle redde finansloven. Så bliver der taget nogle beslutninger, som har en uhensigtsmæssig konsekvens i den virkelige verden, siger Helge Sander.
Hernings reaktion får BYG regionschef Karl Højhus Jeppesen til at tro på, at der er lys forude.
- Mange steder har politikerne i kommuner og amter ikke behandlet vores brev. Men jeg tror, at de vil tage det positivt op og kan se det fornuftige i vores henstilling om, at de lever op til den aftalte betalingsfrist på 15 arbejdsdage, siger Karl Højhus Jeppesen.
Vinduer, døre, trapper og kviste
Tysk kvalitets siden 1860!
Læs september 2026 udgaven her
Tilbyder ByggepladsService og HåndværkerRengøring
Fra Typehus til Drømme Villa
Miljøsanering, PCB, asbest, skimmel mm.
Verificeret og cloud-baseret miljødokumentation - EPD
Kæmpe udvalg i trælister - Se mere her!
Beskytter effektivt mod svamp, skimmel & insekter
Salg og montering •••• Siden 1997 | Prisgaranti
Entreprenør S.P. Jensen i Svenstrup må ikke aflevere småt asbestaffald i lukkede murerspande, selv om de er forsvarligt emballerede. Det er spandene, der er problemet – ikke asbestaffaldet
Stark har officielt åbnet sit nye nationale distributionscenter i Brøndby. Centret skal sikre landets håndværkere adgang til et markant bredere sortiment, hurtig og præcis levering og dermed mindre ventetid på byggepladsen
Fra årsskiftet skal Johannes Fog have ny mand for bordenden. I en kort pressemeddelelse oplyser byggecenterkæden, at Karsten Østergaard Larsen
Ud af 68 lande sluttede Danmark samlet som nummer 8 ved WorldSkills 2026 i Shanghai. Det vidnede om et generelt højt niveau blandt de danske fagatleter, hvoraf 12 ud af 15 blev hædret med en Medal of Excellence. Otte af disse kom fra byggeriet