UgensErhverv.dk

’Made in China’ er også kvalitet

Danske Trælast øger import af byggematerialer fra Kina blandt andet grundet højere produkt-standard.

18-06-2004

Danske Trælast A/S intensiverer import af værktøj og byggematerialer fra Kina blandt andet grundet højere produkt-standard.

Af journalist Lars Solberg

”Made in China” klinger af lowtech-produkter og kopi-boremaskiner, der kan købes i det lokale discount-supermarked. Men denne sejlivede fordom må vige for et mere nuanceret syn på de billige produkter fra det store land i Østen.
Kina er i øjeblikket inde i en rivende kommerciel og teknologisk udvikling, der i højere grad kaster kvalitetsprodukter fra sig. Både byggematerialer og værktøj kan nu købes også i høj teknisk kvalitet.

Danske Trælast A/S, der driver over 220 byggemarkeder og trælaster i hele Norden, er en af de helt store opkøbere på det kinesiske marked. Koncernen indkøber Kina-produkter både til dsine gds-kæder som Silvan og til forretningerne, der henvender sig primært til de professionelle håndværkere.

Kontor i Beijing
Virksomheden har fysisk været i Kina i mange år.

I begyndelsen sendte man indkøbere frem og tilbage, men i 2002 oprettede Danske Trælast en såkaldt sourcing-afdeling i Beijing. En række ansatte er tilknyttet kontoret, der tager sig af opkøb og at finde nye partnere og produkter i folkerepublikken.

Kontoret får mere og mere at lave, og Danske Trælast forventer, at koncernens ageren på det kinesiske marked vil vokse kraftigt.

- I Kina er der omkring 1,3 milliarder indbyggere. Det er et kæmpe land, som i øjeblikket oplever en voldsom vækst. I de seneste år er bruttonationalproduktet steget med 10 procent hvert år, så det er et område, hvor der udviklingsmæssigt sker noget hele tiden, fortæller Ole Mikael Jensen, der er indkøbsdirektør i Danske Trælast A/S.

Han mener, at Kina er det centrale indkøbssted i øjeblikket, men det merkantile centrum kan hurtigt skifte.

- På indkøbsområdet sker der noget hele tiden. Før i tiden hed det Japan og Taiwan, men nu er Kina vel det væsentligste marked; men det forandrer sig konstant. Indien er et godt bud på et stort marked i fremtiden, siger han.
Men det er Kina, der løber med det meste af opmærksomheden i øjeblikket.

Tjekker kvalitet
Før i tiden tjekkede indkøbere i Kina udelukkende pris, men nu kigger de også efter kvalitet. Og i dag er der noget at kigge efter, mener Ole Mikael Jensen.

- Kvaliteten på mange produkter er relativt høj. Vi taler ikke om tysk højtautomatiseret produktion, men den kinesiske knowhow og produktionsteknologi har forbedret sig betydeligt, fortæller han og nævner et par eksempler på avancerede produkter.

Blandt andet er det muligt at købe kvalitets-boremaskiner, der ikke bare er smækket sammen af discountdele fra billige underleverandører.

Danske Trælast har således kontakt til en fabrik, der producerer boremaskiner med styrechips, som virksomheden selv har udviklet.

Men ikke alle virksomheder er fulgt med. En stor del af den kinesiske industri er stadig meget primitiv.

- Kina er noget med 3.000 kilometer på hver led, og der findes alle mulige virksomheder, der svinger meget i effektivitet. Nogle har udviklet sig, men der er også mange steder, hvor man ser selv store produktioner, der minder om dansk industri i 1950’erne. De ansatte står ved en gammeldags stansemaskine, og der er intet samlebånd, da arbejdskraften er så billig, siger han.

Så Kina er en blandet landhandel, og det kan gøre livet besværligt for indkøbere.

- Det problematiske ved landet er, at standarden svinger så meget. Det kan være svært at udvælge den helt rigtige producent, og det er ikke let at styre kvaliteten på produkterne i den ordre, man har afgivet. Derfor er det vigtigt at være til stede i landet og skabe sig et netværk, fortæller Ole Mikael Jensen.

Ligesom Herning
Til gengæld er det ikke så svært at finde frem til de virksomheder, der producerer en bestemt type produkter.

- Det er lidt ligesom Herning, hvor mange tekstilvirksomheder er samlet omkring et geografisk område. I Kina ligger fabrikker, der producerer samme varetype, også tæt ved hinanden. Det gør det lettere at overskue, hvilke produkter vi skal satse på, siger indkøbsdirektøren.

Så Danske Trælast’s import fra Kina til salg i koncernens nordiske trælaster og byggemarkeder bliver bestemt ikke mindre.

Ole Mikael Jensen forventer vækst i importen, men fremtiden handler også om andet end Kina. Den kommercielle opdagelsesrejse stopper ikke ved grænserne.
Hele verden er grundet globaliseringen i meget højere grad blevet et potentielt indkøbssted, og Danske Trælast er da også kraftigt involveret i andre områder end Kina.

- Det gælder om at være fleksibel og opmærksom, da vi køber ind globalt. Vi har blandt andet netop handlet i Sydafrika, så der dukker hele tiden nye interessante markeder op, siger indkøbsdirektøren.

Brochurer

Hverdag igen: Regeringen giver boligpolitik lav prioritet

Hverdag igen: Regeringen giver boligpolitik lav prioritet

I valgkampen og regeringsgrundlaget fyldte boligpolitik en hel masse – i regeringens nye arbejdsprogram fylder det bogstaveligt talt ingenting

Harald Blåtands Trelleborg vækkes til live

Harald Blåtands Trelleborg vækkes til live

Det begyndte med Dannevirke, men Harald Blåtand gav os ikke bare Jellingstenen, men også ringborge rundt om i landet. Trelleborg er den mest velbevarede og cementerede Danmark som et rige

Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Jyske entreprenører fusionerer

Jyske entreprenører fusionerer

Efter at have haft samme ejerkreds i en årrække, slår EMR, Murer & Entreprenør og Entreprenørfirmaet Poul Pedersen pjalterne sammen. Fusionen ændrer ikke den måde, virksomhederne drives på i dag