UgensErhverv.dk

Liftboom kræver øget sikkerhed

Produktkontrol og ny uddannelse skal forhindre ulykker med det populære løfteredskab.

18-06-2004

Produktkontrol og ny uddannelse skal forhindre ulykker med det populære løfteredskab.

Af journalist Lars Solberg

Personliften er der alle vegne. Hver dag hæver bomlifte, saxlifte og trailerlifte sig mod himlen på byggepladser, ved renovering og reparation mange tusinde steder i Danmark.

Personløfteren er for alvor blevet adopteret af de danske byggefirmaer. I løbet af 10-15 år er antallet af lifte fordoblet, så der i dag skønnes at være omkring 10.000 af dem i Danmark.

Men i takt med, at der bliver flere, stiger ulykkesrisikoen også. For at minimere den risiko er der netop blevet lanceret en ny lift-uddannelse i form af et todages kursus i AMU-regi. Uddannelsen starter i løbet af efteråret 2004.

Det er Liftgruppen under Materielsektionen i Dansk Byggeri, der har taget initiativet. Gruppens medlemmer - blandt andet udlejere - sidder på omkring halvdelen af de 10.000 lifte på landsplan, og gruppen gør en stor indsats for at hæve kvalitetsniveauet på hele liftområdet.

Kontrolordning
Sammen med Teknologisk Institut står Liftgruppen bag den såkaldte Liftkontrolordning, der føres ud i praksis af en række godkendte og autoriserede liftværksteder.

Værkstederne tjekker liftene og har retten til at udstede en særligt mærkat i form af et rødt mærke med en opadpegende grøn pil. Mærkaten hæftes på liften. Den er det synlige bevis for, at liften lever op til en række kvalitetskrav i forbindelse med det årlige lovpligtige eftersyn, da eftersynet er blevet udført af et godkendt og kvalitetstestet værksted.

Omkring halvdelen af landets lifte tjekkes på liftværksteder, der er med i denne ordning, og kontrolmærket er i dag bredt respekteret inden for blandt andet byggebranchen. Det er en garanti for, at liften teknisk er i orden.

Men Liftgruppen ønsker nu også en slags garanti for, at den manuelle styring af liftene sikkerhedsmæssigt er i orden. Det skal ske gennem undervisning.

- Der er et stort behov for uddannelse på området. I dag er der krav til materiellet, men der er ikke krav til føreren af personliften. I takt med, at der kommer flere og flere lifte, er det vigtigt, at man går ind og tilbyder en uddannelse, så man så vidt muligt undgår fremtidige ulykker, fortæller André Bakke, der er konsulent i Materielsektionen.

Der er ikke nogen ulykkesstatistik specielt på personlift-området, men der sker ulykker hvert år - også alvorlige.

- Det er klart, at bare man kommer nogle få meter op i luften, kan der ske ulykker. Og mange af dem kunne måske være undgået, hvis føreren havde haft en basal viden om at styre en personlift korrekt, siger André Bakke.

Forskellige slags ulykker
Liftulykker kan være krængningsulykker, hvor føreren styrer en lastet lift væk fra basis på jorden, og den tipper. Der sker vindulykker, hvor der ikke er taget nok højde for vejrforholdene, og hvor kraftig blæst kan tage voldsomt fast i liften.

Der er stabilitetsulykker, hvor underlaget for liften er for usikkert.
Men der kan også være deciderede styreulykker, hvor en lift kommer for tæt på elektriske ledninger.

Mange af ulykkerne skyldes manglende viden og for lidt omtanke.

- Der har været tilfælde, hvor brugere løfter sig i vejret, og så stiger de ud af liften i højden. Liften vil derefter flytte sig grundet mindre vægt, og så kan de ikke få fat i den igen. Den slags episoder kan vi forebygge med kurset, siger André Bakke.

Det nye uddannelsestiltag fra Liftgruppen er kommet til verden i et samarbejde med BAI (Efteruddannelsesudvalget inden for Byg, Anlæg og Industri) og AMU-skolerne EUC Midtvest og EUC Nordvestsjælland.

Kurset skal have en længde på to dage, og da det er i AMU-regi, er det næsten gratis. Arbejdsgiverne får endvidere lønkompensation. Så André Bakke er overbevist om, at det nok skal blive et hit.

- Da kurset ikke vil betyde noget økonomisk for arbejdsgiveren, er det oplagt, at de medarbejdere, der til daglig fører en personlift, får en ordentlig indføring i betjening af redskabet, så der ikke kommer til at ske ulykker. Så jeg forventer, at rigtigt mange vil gennemføre kurset, siger han.

Alle typer
Kurset vil tage udgangspunkt i brug af alle typer personlifte - bomlifte, saxlifte og trailer-lifte.

Den enkelte lift-type gennemgås, så kursisterne får den basale viden om den tekniske funktion af redskabet.

Endvidere bliver der instruktion i selve styringen af maskinen. Der undervises i, hvor meget en lift kan krænge, og der vil være indføring i fundering og underlag.

Også vejret bliver et vigtigt emne, da førerne skal lære at tage højde for blandt andet vindforhold. Konkret skal man vide, hvad et vist antal sekundmeter vind betyder for den enkelte lifttype.

Endelig skal kursisterne lære at foretage et nødstop og ikke mindst en nødsænkning, så man kan komme ned på jorden igen på den rigtige måde selv i en presset situation.

André Bakke er overbevist om, at kurset kan klæde brugerne på til at klare de udfordringer, der er på liftområdet.

- Sammen med Liftkontrolordningen vil uddannelsestilbuddet skabe en større sikkerhed inden for dette område. Så vi håber, at det vil blive så udbredt som muligt, siger han.



Brochurer

Hverdag igen: Regeringen giver boligpolitik lav prioritet

Hverdag igen: Regeringen giver boligpolitik lav prioritet

I valgkampen og regeringsgrundlaget fyldte boligpolitik en hel masse – i regeringens nye arbejdsprogram fylder det bogstaveligt talt ingenting

Harald Blåtands Trelleborg vækkes til live

Harald Blåtands Trelleborg vækkes til live

Det begyndte med Dannevirke, men Harald Blåtand gav os ikke bare Jellingstenen, men også ringborge rundt om i landet. Trelleborg er den mest velbevarede og cementerede Danmark som et rige

Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Jyske entreprenører fusionerer

Jyske entreprenører fusionerer

Efter at have haft samme ejerkreds i en årrække, slår EMR, Murer & Entreprenør og Entreprenørfirmaet Poul Pedersen pjalterne sammen. Fusionen ændrer ikke den måde, virksomhederne drives på i dag