UgensErhverv.dk
Mindre slid, minus mandag - flere år på jobbetPer Rasmussens nyder det overskud, fleksefterlønso

Mindre slid, minus mandag - flere år på jobbet

Per Rasmussen har skåret det værste slid og mandagen væk . Det gør at han stadig går på job med glæde, selvom han er 62

01-11-2007

Tekst og foto: Tinne Buchholz Hansen

Per Rasmussen er bygningssnedker, og har været det lige fra han i sin tid gik ud af skolen. I dag er han 62 år, ansat i virksomheden Enemærke & Petersen, og er gået på en såkaldt fleksefterløn. Ordningen indebærer i korte træk, at han er gået lidt ned i timer, og samtidigt har fået mulighed for at sige nej til meget fysisk belastende arbejde.
Per Rasmussen må ifølge fleksefterlønsaftalen kun arbejde 29, 6 timer eller derunder i ugen. De resterende timer op til det almindelige fuldtidstimetal på 37 ½ får han så suppleret op med almindelig efterløn. Arbejder han f.eks. kun 20 timer, får han stadig efterløn for de resterende 17 ½ timer.

Skar ned på timerne
Per Rasmussen er rigtig tilfreds med ordningen, som han blev tilbudt efter et møde med sin håndværksmester for knap et års tid siden. Per havde ikke nogen deciderede skavanker med helbredet, men kunne godt mærke, at kroppen ikke kunne blive ved på højeste blus.
- Det ville passe mig godt at skære lidt ned på timerne og så samtidigt holde mig fra de hårdere ting som tagdækning og gulvlægning. Og det var der ikke noget problem med at få på plads, siger han.

Enemærke & Petersen afholder et personligt møde som det, Per var til, med alle, der har rundet de 55 år, en gang om året. Mødet følger i kølvandet på en seniorkonference, hvor de ældre medarbejdere i virksomheden orienteres om f.eks. forsikringer, pensionsordninger, og sundhed og forebyggelse af sygdom. Til samtalen er det muligt at lufte ønsker og eventuelle problemer, og arbejdspladsen orienterer om forskellige muligheder for den ansatte, f.eks. om fleksefterlønnen.

Ikke brændt ud om aftenen
Per Rasmussen og hans kolleger renoverer i øjeblikket en samling lejligheder i Albertslund. Det er tirsdag morgen, og altså første dag i ugen for Per. For han har nemlig valgt næsten altid at have fri om mandagen.
- Det er jo dejligt søndag aften, at vide, at man ikke skal op mandag morgen. Men det er ikke det eneste gode ved det. Jeg tror, den ekstra fridag gør, at jeg er mindre brændt ud, når jeg går hjem fra arbejde. Jeg har f.eks. en racercykel, som jeg cykler 30 kilometer på et par gange i ugen – det er spørgsmålet, om jeg ville have haft energi til det, hvis jeg arbejdede fuld tid, siger Per Rasmussen.

Hvis man spørger Per Rasmussen, hvorfor han har valgt at gå på fleksefterløn i stedet for fuld efterløn, er der flere grunde til det.

- Jeg har nogle gode kolleger, som jeg er glad for. Vi er tre stykker, der har gået sammen i nogle år nu, og det spiller helt sikkert ind. Jeg har fået lov til at få en fleksibel ordning, så jeg ikke skal ikke ligge og isolere en krybekælder eller kravle rundt oppe på et tag. Jeg kan få lov til at sætte lister på vinduerne i stedet for at sætte dem op, og det er jo privilegeret. Men det er da heller ikke nogen hemmelighed, at folk i min alder som regel ikke har de helt vilde pensionsordninger. Så det spiller da også en rolle, at det stadig kan betale sig for pengepungen at arbejde, siger Per Rasmussen.

tibu@odsgard.dk

Brochurer

Hverdag igen: Regeringen giver boligpolitik lav prioritet

Hverdag igen: Regeringen giver boligpolitik lav prioritet

I valgkampen og regeringsgrundlaget fyldte boligpolitik en hel masse – i regeringens nye arbejdsprogram fylder det bogstaveligt talt ingenting

Harald Blåtands Trelleborg vækkes til live

Harald Blåtands Trelleborg vækkes til live

Det begyndte med Dannevirke, men Harald Blåtand gav os ikke bare Jellingstenen, men også ringborge rundt om i landet. Trelleborg er den mest velbevarede og cementerede Danmark som et rige

Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Jyske entreprenører fusionerer

Jyske entreprenører fusionerer

Efter at have haft samme ejerkreds i en årrække, slår EMR, Murer & Entreprenør og Entreprenørfirmaet Poul Pedersen pjalterne sammen. Fusionen ændrer ikke den måde, virksomhederne drives på i dag