UgensErhverv.dk
Vil totalrenovere Hotel Hvide Hus i AalborgDirektør Henrik Calum fra Ejendomsselskabet Calum A/S har købt Hotel Hvide Hus i Aalborg. Første tiltag bliver en gennemgående renovering

Vil totalrenovere Hotel Hvide Hus i Aalborg

Hotel Hvide Hus i Aalborg får ny ejer, og både værelser, konferencelokaler og restaurationsområder skal igennem en omfattende totalrenovering

26-11-2013

Det er Ejendomsselskabet Calum A/S i Aalborg, der køber Hotel Hvide Hus af Helnan International Hotels. Overtagelsen sker 1. januar, og renoveringen starter kort tid efter.

Calum har indgået aftale med den danske hotelvirksomhed Comwell, der vil drive hotellet under navnet Comwell Hvide Hus Aalborg.

Den markante hotelbygning i Aalborg er blevet købt for 'et betydeligt trecifret millionbeløb', som direktør Henrik Calum udtrykker det. Renoveringen af hele hotellet kommer til at koste et tocifret millionbeløb.

- Renoveringen bliver ret omfattende. Alle 198 værelser bliver totalrenoveret og får nyt moderne interiør, og hotellets restaurations- og selskabslokaler samt konferencefaciliteter fornyes til femstjernet status. Nutidens hotel- og konferencegæster kræver mere – og derfor skal vi sammen med Comwell tilbyde det bedste, siger Henrik Calum.

Planlagt i detaljer
Renoveringen vil foregå på den måde, at et par etager ad gangen lukkes, mens værelser og gangarealer bygges om. Både hotel, restaurant og konferencecenter vil være åbent, mens der renoveres, og det hele er planlagt i detaljer, sådan at det vil forstyrre gæsterne mindst muligt.

Hen på sommeren 2014 ventes hele renoveringen at være færdig.

- Vores mål er at gøre Comwell Hvide Hus Aalborg til landsdelens absolut førende hotel med et anerkendt køkken og med flotte faciliteter til både konferencer og store selskaber, siger Henrik Calum.

Koncentrerer sig om renovering
Den tilbygning til hotellet, der er givet kommunal tilladelse til, gennemføres ikke lige nu.

- Det er klart, at vi er opmærksomme på, at de færdige planer er der. Men lige nu koncentrerer vi os om den omfattende renovering af de 13.000 kvadratmeter i den nuværende hotelbygning, siger Henrik Calum.

Hotel Hvide Hus åbnede i maj 1969 på Vesterbro i Aalborg på det sted, hvor Restaurant Kilden lå. Hotellet blev bygget af tømrermester Aage V. Jensen, og som landsdelens førende hotel blev det hurtigt et af Aalborgs vartegn.

I 2007 blev Hotel Hvide Hus købt af Helnan International Hotels, hvis ejer, Enan Galaly, kom til hotellet som tjener og endte som direktør. Helnan International Hotels ejer blandt andet også Hotel Phønix i Aalborg.

-los

 

 

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Virksomheder vil have adgang til register over vanvidsbilister

Virksomheder vil have adgang til register over vanvidsbilister

Uskyldige virksomheder rammes hårdt af vanvidskørsel. Dansk Industri foreslår blandt andet, at der oprettes et register over personer, som har kørt vanvidskørsel

Kortere momsfrist kan true sunde virksomheders overlevelse

Kortere momsfrist kan true sunde virksomheders overlevelse

DI Byggeri advarer om, at regeringens forslag om kortere frister for at betale moms er ”stærkt problematisk”, fordi fristen for de mindre virksomheder som hovedregel skæres ned fra omkring to måneder til 20 dage

- Vi skal stoppe med at betragte gode byggematerialer som affald

- Vi skal stoppe med at betragte gode byggematerialer som affald

To nye brandstationer i Guldborgsund Kommune viser, hvordan cirkulære løsninger kan omsættes til praksis, og i december mødes branchen for at dele erfaringer

Konkurser i byggeriet (Uge 46/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 46/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger