Modernistisk byhus i Nyhavn, som forvandler udseende over døgnets timer er hædret med to arkitekturpriser
26-11-2013
For anden gang inden for bare otte dage er tegnestuen BPP Arkitekter præmieret for elegant indpasning af ny utraditionel arkitektur i historiske omgivelser. Det er den innovative ombygning af smykkefirmaet Trollbeads domicil i det historiske Nyhavn, som BBP Arkitekter høster hæder for.
Den 21. november blev huset præmieret af Københavns Kommune, som hvert år belønner gode og smukke bygninger af særlig kvalitet, der indgår som betydningsfulde træk i bymiljøet. Og den 14. november blev BBP Arkitekter hædret med Tyndpladegruppens Arkitekturpris 2013 for fremragende arkitektonisk anvendelse af tyndplade. En pris, som som uddeles af landets førende producenter af tyndplader og -profiler til byggeindustrien.
- Dette hus er arkitektonisk overbevisende og tilpasser sig poetisk og afdæmpet det historiske kvarter på stedet. Ved at supplere vores bygningskultur med ny arkitektur, der i et moderne formsprog tolker og fornyer den københavnske egenart, holder vi vores kulturarv levende, siger stadsarkitekt Tina Saaby fra Københavns Kommune.
En smuk kombination
På mange måder minder det gyldne hus om de gamle venetianske købmandspaladser med handel i de nederste etager og bolig øverst. Det kombinerer københavner-byhuset med et modernistisk glashus og løser det typiske dilemma, om man skal bygge moderne eller klassisk i historiske omgivelser.
Illusion og forvandling
Det nye Trollbeads domicil er en ombygning af et trist betonkontorhus fra 1960, som oprindeligt var trukket lidt tilbage fra gadens smukke gamle 1700-tals huse. Nu flugter huset med gadens øvrige bygninger, og facaden matcher de historiske nabohuses vinduesåbninger og kvadresten, så man på afstand knap bemærker det.
Men når man kommer tæt på, er huset ikke, hvad det giver sig ud for at være. Facaden er ikke af puds, men af messingplader. Om dagen rulles der op for vinduesåbninger udformet som vinduespartierne i gadens 1700-talshuse, og bygningen illuderer klassisk byhus. Efter arbejdstid lukkes messingskærmen automatisk til foran alle vinduesåbningerne. Når mørket sænker sig, tændes en dæmpet belysning bag skærmen, der svøber sig om glashuset som et prægtigt filigrangardin, og bygningen er forvandlet til et indbrudssikkert gyldent smykkeskrin i alarmtilstand.
- Vi er meget optaget af arkitekturhistorien, der på mange måder inspirerer os mere end de sidste nye tidsskrifter. Når man bygger i historiske omgivelser, er det vigtigt at finde stedets tone og spille videre på den. En bygning skal opføre sig normalt i bybilledet, men når man kommer tæt på, må den gerne overraske. Et godt hus må gerne være lidt gådefuldt," siger arkitekt MAA Ebbe Wæhrens, som er partner hos BBP og står bag transformationen af huset i Toldbodgade.
Sjældent vellykket ornamentik
Den perforerede udsmykning af skærmens messingplader associerer til regndråber og perlekæder i slægtskab med bygherrens egne Troldekugler og præsenterer huset sig som et eksklusivt smykkeskrin, der fremhæver identiteten af den virksomhed, som har domicil i huset. Den gyldne facade er skabt af tekstildesigner Lene Toni Kjeld.
- Det ornamentale og dekorative er en integreret del af enhver facade, som alle arkitekter er forpligtet til at tage stilling til. Det kan gøres begavet eller ubegavet – og ofte går det galt. Her har vi et meget vellykket eksempel på velproportioneret ornamentik og fin og enkel brug af den tynde plades arkitektoniske og dekorative kvaliteter. Hulmønstret i foldevæggen af messing tilføjer et strejf af humor til husets identitet. Der er noget underfundigt over huset," siger professor og billedhugger Bjørn Nørgaard, som var med i dommerkomiteen bag Tyndpladegruppens Arkitekturpris.
- jhn