UgensErhverv.dk
Flytbare pavilloner kan spare masser af energiDer er store muligheder for at spare energi i pavillonen

Flytbare pavilloner kan spare masser af energi

Det kan bedre betale sig at skifte fra el-opvarmning til fx luft-vand-varmepumper end at efterisolere pavillonerne både udvendig og indvendig samt udskifte vinduer, fastslår ny rapport fra SBI

01-10-2013

Når man står med at akut behov for mere plads, bl.a. på uddannelsessteder, er en hurtig løsning at opstille en række midlertidige pavilloner, som kan indgå i lokalekapaciteten sammen med lokalerne i de permanente bygninger. Der er bare det problem ved pavillonerne, at de ofte er temmelig energikrævende. Årsagen er, at de typisk bruger el til opvarmning og varmt vand, og el-opvarmning har et brændselsforbrug, der er to en halv gange så stor som fx olie, naturgas og fjernvarme, som de permanente bygninger primært er opvarmet med.

En ny rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut(SBi) har derfor undersøgt mulighederne for at reducere energibehovet i hele flåden af eksisterende flytbare pavilloner.

- Man kan sagtens finde energibesparelser i pavillonerne. De største sparemuligheder ligger i at ændre opvarmningsformen, og det kunne fx være at gå fra el-opvarmning til fx luft-vand-varmepumper, siger Jørgen Rose, der er seniorforsker på SBi og forfatter til rapporten, der er finansieret via en såkaldt videnkupon fra Styrelsen for Forskning og Innovation bevilget til virksomheden CP ApS, som producerer pavilloner.

Bedre end isolering
Luft-vand-varmepumper indebærer dog, at der skal lægges gulvvarme i alle de eksisterende pavilloner, og dette vil naturligvis medføre en række praktiske problemer, ligesom der er relativt store omkostninger forbundet med omlægningen.

Det kan meget bedre betale sig at udskifte el med luft-vand-varmepumper, fjernvarme eller luft-luft- varmepumper, end at efterisolere pavillonerne både udvendig og indvendig samt udskifte vinduer. Ved skiftet væk fra el reduceres energibehovet stort set til et niveau svarende til energirammekravet, der gælder for permanent byggeri. Energirammen omfatter bygningens samlede behov for tilført energi til opvarmning, ventilation, køling, varmt brugsvand og belysning.

Solceller også mulige
Af rapporten fremgår det også, at solceller kan give væsentlige reduktioner i det samlede energibehov. Men der skal forholdsvis store solcellearealer til (ca. 1 kvadratmeter solceller pr. kvadratmeter opvarmet etageareal, hvis solceller betragtes som enkelttiltag) for at nå det energirammekrav, der gælder for permanente bygninger.

God økonomi i omlægning fra el
De løsninger, som giver den laveste energisparepris, er således overgang til henholdsvis. luft-luft- varmepumpe, overgang til luft-vand-varmepumpe eller til solceller. Disse tre løsninger giver energisparepriser på mellem 0,6 og 0,7 kr./kWh og kan derfor sammenlignes med prisen på fjernvarme, der er 1,0. Energispareprisen udtrykker, hvor meget det koster at spare en kWh. 

-jhn

Læs mere her:http://www.sbi.dk/miljo-og-energi/energibesparelser/energimaessig-opgradering-af-eksisterende-pavilloner/flytbare-pavilloner-kan-gores-mindre-energiforbrugende-1

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Virksomheder vil have adgang til register over vanvidsbilister

Virksomheder vil have adgang til register over vanvidsbilister

Uskyldige virksomheder rammes hårdt af vanvidskørsel. Dansk Industri foreslår blandt andet, at der oprettes et register over personer, som har kørt vanvidskørsel

Kortere momsfrist kan true sunde virksomheders overlevelse

Kortere momsfrist kan true sunde virksomheders overlevelse

DI Byggeri advarer om, at regeringens forslag om kortere frister for at betale moms er ”stærkt problematisk”, fordi fristen for de mindre virksomheder som hovedregel skæres ned fra omkring to måneder til 20 dage

Konkurser i byggeriet (Uge 46/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 46/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Ingen rabat for autorisation af små virksomheder

Ingen rabat for autorisation af små virksomheder

Differentieret gebyrordning for autorisation til Huseftersyn medfører ifølge erhvervsministeren yderligere administration