UgensErhverv.dk

Mobiltelefon i værktøjskassen

Moderne kommunikation har gjort byggepladser mere effektive, men også mere stressede.

28-05-2004

Moderne kommunikation har gjort byggepladser mere effektive, men også mere stressede.


Af journalist Lars Solberg

For bare 15-20 år siden var byggehåndværkeres forhold til mobiltelefoner som deres forhold til strygejern. De vidste, hvad det skulle bruges til, og at det ikke var rart at få smidt i hovedet, og så heller ikke mere. Men verden er i eksplosiv forandring. I dag er mobiltelefonen blevet et uundværligt stykke værktøj på danske byggepladser. Den har gjort både bygningsarbejdet og logistikken mere effektiv, men samtidig har den også hævet stressniveauet.

Den oplevelse har blandt andet et af de byggefirmaer, der for alvor har taget den moderne teknologi til sig, Bertel Gantriis Byggevirksomhed A/S (BGB). Entreprenørfirmaet arbejder i øjeblikket på 29 byggepladser i Storkøbenhavn og har 192 håndværkere i sving på pladserne.

Firmaet har været med som en af de store underentreprenører på kæmpecenteret Fields og deltager i øjeblikket blandt andet i udvidelsen af Rødovre Centret.
BGB udfører primært tømrer- og snedkerarbejde som gulve og gipspladeopsætning.

Nødvendigt redskab
Med 45 firmamobiltelefoner er BGB et godt eksempel på et byggefirma, der følger med tiden.

Projektleder i firmaet, Jesper Maarschalk, mener, at mobiltelefonen er blevet et nødvendigt redskab, hvis en virksomhed skal overleve. Men den er også blevet et nødvendigt onde.

- Der er ingen tvivl om, at mobiltelefonen har gjort byggepladsen og byggeri mere effektivt, men det har også været med til at hæve stressniveauet. Før stod man på byggepladsen, hvor de forskellige opgaver blev noteret og så faxet af sted. Herefter blev punkterne behandlet på et byggemøde. I dag med mobiltelefonen ville den adfærd ikke blive accepteret. Ingen vil vente - vi skal have svar her og nu, og det skal være muligt at kunne få fat i alle med det samme, fortæller projektleder hos BGB Jesper Maarschalk.

Han mener, at mobiltelefonens indtog har medført, at branchen er blevet dårligere til at planlægge. Det er blevet lidt for nemt at ringe, hvis der er et eller andet, man lige skal have fra brystet. Og så bliver man ofte forstyrret af en ringende telefon, når man er ved at planlægge noget.

Men Jesper Maarschalk har lært at slukke for telefonen.

Mobiltriumf
Alt i alt mener han dog, at mobiltelefonens totale triumf - også inden for byggeverdenen – er et gode.

- Materialemæssigt, byggemæssigt og logistikmæssigt er der sket store fremskridt efter mobiltelefonens indførsel. Alt er nemmere at styre og have et overblik over. Når der før i tiden kom materialer til en byggeplads, skulle alt være nøje planlagt i detaljer. I dag kan man dirigere leverandørerne frem til det på leveringstidspunktet helt rette sted. Det betyder mindre leveringstidsspild, og det giver håndværkerne lettere adgang til materialerne. Mobiltelefonen er blevet et stykke værktøj, der er uundværligt som andet værktøj, siger han.

BGB har været tidligt med på mobilfronten. Allerede for knap 15 år siden begyndte virksomheden så småt, og i dag er den med helt fremme, hvilket blandt andet betyder, at der hele tiden bliver taget nye tiltag i takt med ny mobilteknologi.

Samlende kraft
Firmaets 45 mobiltelefoner befinder sig fast hos nøglemedarbejdere og deles ud efter behov til andre ansatte.

Formændene på de mange byggepladser har selvfølgelig hver sin telefon.

- Det er formanden, der er den samlende kraft. Han har overblikket og koordinerer derfor oplysninger og beskeder til og fra byggepladsen og internt på pladsen. Det betyder, at han får og foretager rigtig mange opkald - vores hovedkontor skal have fat i ham – han skal kommunikere med leverandører, og så skal han også i en fart kunne give oplysninger videre til andre medarbejdergrupper, fortæller Jesper Maarschalk

Og mobiltelefonen er til tider rødglødende. Før i tiden kunne en formand bruge to-tre batterier på en dag – nu kan de moderne batterier dog holde en hel dag. Men det er timer, der bliver talt i mobiltelefon hver dag for en formand.

Ud over byggepladsformanden har sjakformændene en telefon.
Hvis der er et hold, som laver gipspladearbejde, og et hold, der står for gulve et andet sted, skal byggepladsformanden kunne kommunikere i en fart med alle gruppeformænd.

Endelig har mange af de ufaglærte tømrerarbejdsmænd en telefon. De kører typisk gaffeltruck og transporterer materialer. De har derfor brug for at kunne modtage en besked eller en kontraordre med det samme.

Lokalnumre
BGB har en aftale med TDC Mobil på mobiltelefonområdet.

Byggefirmaet benytter det såkaldte Mobiflex Connect-system, som ud over at sikre en fast lav pris også gør det muligt at have lokalnumre, der gør det nemmere for de ansatte at ringe til hinanden. Lokalnumrene er på fire cifre - 70 først og derefter et fortløbende nummer, der afhænger af, hvilket nummer telefonen har.

- Det er nemmere at huske to cifre end otte, så i det daglige er opringningsprocessen blevet meget lettere, siger Jesper Maarschalk.

De forskellige ansatte med mobiltelefon er listet op på en hjemmeside under Mobiflex Connect. BGB kan når som helst gå ind og ændre listen.

- Vi kan hele tiden opgradere, hvem der nu har telefonen. Det giver et hurtigere overblik, siger han.

Endnu en vigtig funktion er, at telefonen kan viderestilles. Det gør, at der altid er en, som tager telefonen, når der bliver ringet op.

Computer i skuret
Fra at være et lille teknologisk vidunder, der blev behandlet med for megen ærefrygt, er mobiltelefonen nu blevet fast inventar i byggearbejderens værktøjskasse.

Den hurtige teknologiudvikling rykker også på andre områder, fortæller Jesper Maarschalk.

Blandt andet er computeren så småt kommet ud på byggepladsen.
De bærbare er der, og BGB har installeret computere i skure, som de ansatte så småt er ved at nærme sig. Således foregår blandt andet flere af de ansattes indrapportering af timer via e-mail.

Men det er bare begyndelsen.

- Med en computer under armen kan man en masse ting, der vil gøre hele byggeprocessen og administrationen meget lettere. Så det næste store skridt bliver, at bygningsarbejderne lærer at bruge computeren som et arbejdsredskab, siger Jesper Maarschalk.

Brochurer

Boligministeren: Byggeriet kan skabe sin egen plads i historien

Boligministeren: Byggeriet kan skabe sin egen plads i historien

Det er så længe siden, at de færreste i byggeriet kan huske det, at Danmark har haft en boligminister og byggeriet dermed ’sin egen minister’

Byggeboom giver Københavns befolkningstilvækst baghjul

Byggeboom giver Københavns befolkningstilvækst baghjul

Ifølge Dansk Erhvervs cheføkonom Tore Stramer viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik, at byggebeskæftigelsen steg med beskedne 700 personer i tredje kvartal 2019.

FRI: Fuld stop i boligbyggeriet

FRI: Fuld stop i boligbyggeriet

Rådgivende ingeniørvirksomheder oplever en opbremsning i væksten. Dog forventes fortsat en positiv samlet udvikling i Østdanmark, mens Vestdanmark balancerer mellem vækst og tilbagegang

Henning Larsen designer højhus i San Francisco

Henning Larsen designer højhus i San Francisco

I løbet af det sidste århundrede har San Franciscos havnekvarter Mission Bay hovedsageligt været defineret af tung industri. Nu skal et nyt byggeprojekt aktivere det urbane liv i området