Debat om arbejdsulykker på ScandBuild

Lovgivning omkring arbejde i højden er så kompleks, at den ofte ikke bliver fulgt. ScandBuild sætter fokus på sikkerhed

21-03-2007

En mand falder ned fra et tag. Han havde ikke sele på. Hans kollegaer heller ikke. Faktisk havde de kun én sele til deling. Selen var i øvrigt ikke egnet til arbejdet. Og sikringspunkterne var ikke vedligeholdt. Eksempler fra virkelighedens arbejdsliv kan være uhyrlige, men desværre almindelige. I Danmark er sikkerhedsproblemer desværre mere reglen end undtagelsen, og ansvaret for problemerne falder alt for ofte mellem alt for mange stole.
sikkerhed i højden
Som deltager på ScandBuild-messen vil Stephan Visser, sikkerhedsrådgiver i rådgivningsvirksomheden Sikkert Tag, åbne både arbejdsgiveres og politikeres øjne for, at der må laves en bedre lovgivning og ensretning om sikkerhed, montering, forsikring og ansvar.

”Der er jo ikke nogen, der med åbne øjne gerne vil udsættes for fare. I Danmark har mange imidlertid en fast tro på, at de kan klare alt og at det ikke lige går galt for dem. Men det gør det altså alt for tit. Sagen er dog paradoksalt nok, at det ikke er den enkelte, der har skylden. Vores lovgivning og regler er simpelthen for svære at hitte ud af for mange – og så lader de desværre helt være med at tænke sikkert,” fortæller Stephan Visser.

Der er mange forskellige problemer der er årsag til arbejdsskader i højderne, men meget skyldes efter Stephan Vissers mening desværre, at ansvaret netop lægges over på enkeltpersoner. ”Som mennesker kan vi selv i de bedste tilfælde jo ikke overskue alt, så sikkerhedsudstyr kommer ofte temmelig langt ned på huskelisten,” fortæller Stephan Visser, der bl.a. mener, at man kan kommer langt med en mere simple, overskuelig og i øvrigt dikterende lovgivning. ”I Danmark er der ca. 900.000 tage, der mangler den faldsikring, som loven ellers påbyder, hvis der skal arbejdes i mere end fire timer. Alligevel har vi fx slet ikke krav om permanent faldsikring på nye tage.”

Fra line til lov
Problemerne med sikkerhed er dog ikke løst med et knips med fingrene i Folketinget. En overordnet ny lovgivning på området, med fastsættelse af specifikke krav ville være skønt, men man skal dog også passe på med at generalisere. Et af problemerne arbejdssituationerne i højderne er nemlig, at de er meget forskelligartede.

”Hvis man går på en 10 meter høj bygning med altaner på, så nytter det ikke noget, at ens livline redder en fra at ramme jorden, men ikke fra at ramme en af altanerne. Og tilsvarende er det heller ikke nok, at man er sikret mod at ramme noget overhovedet. Som menneske skal man jo også kunne hives hurtigt op igen – eller fires ned - så evt. hovedskader eller tyngden af ens eget blod i kroppen ikke når at skabe indre trykskader, som giver permanente lammelser,” fastslår Stephan Visser, og tilføjer: ”Hver arbejdssituation er unik, og skal derfor også vurderes unikt. Det pokkers ved dét er så, at det ikke behøver at tage en evighed at vurdere sagen. Som samfund har vi dog tilsyneladende lidt glemt at være forsigtige.”

Derfor bør der da også, ifølge Stephan Visser, foretages en uafhængig risikovurdering af hver enkelt arbejdssituation. ”Tankerne bag APV’erne – altså arbejdspladsvurderingerne – er rigtig gode, men dels har vi aldrig haft krav om, at vurderingerne partout skulle føre til forbedringer og dels har mange stadig aldrig fået kigget på andet end hverdagens rammer. Og så falder arbejde på tag eller andre mere ’eksotiske’ steder mellem stolene. De seneste mange kontrolrazziaer fra Arbejdstilsynet viser problemer på 50-60% af alle byggepladser, små som store. Så det er på høje tid, at vi griber ind så vi kan skabe bedre sikkerhed og effektivt nedsætte risikoen for arbejdsulykker,” påpeger han.