UgensErhverv.dk

Ni nominerede til Icopal Prisen 2013

Ønsket om at løse samfundsproblemer via arkitekturen er et gennemgående tema i mange af de projekter, som konkurrerer om prisen

20-08-2013

Icopal Prisen, der uddeles hvert andet år, er en tilbagevendende konkurrence for studerende på arkitektskolerne i København og Aarhus. Prisen har særlig fokus på at stimulere til arkitektonisk kreativitet og innovation i forhold til tagfladen – også kendt som "den 5. facade".

I år havde 50 studerende fra arkitektskolerne i København og Aarhus valgt at deltage i dysten om Icopal Prisen. Dommerpanelet, der har mødtes i al hemmelighed for at vurdere samtlige projekter, har indsnævret feltet til 9 nominerede, og vinderen afsløres den 31. oktober.

Bæredygtighed er en trend

Fokus på bæredygtighed er en gennemgående tendens i mange af de projekter, som i år konkurrerer om Icopal Prisen, fortæller Peter Thule Kristensen, fagleder, arkitekt MAA og ph.d. på Kunstakademiets Arkitektskole.

- Hvor det tidligere primært var det æstetiske, som interesserede de studerende, så får ønsket om at løse samfundsproblemer via arkitekturen stadig større vægt. De nye årgange af arkitekter vil andet og mere end at løse arkitektfaglige problemer, og det synes jeg er meget opmuntrende, siger han og bakkes op af de seks erfarne arkitekter i dommerpanelet.

Stor spændvidde i projekterne

En af dem er Frans Drewniak, arkitekt MAA og studielektor på Kunstakademiets Arkitektskole.

- Der er kæmpestor spændvidde i konkurrencedeltagernes bud på, hvad taget og tagformen kan bidrage med i forhold til de problemstillinger, som bl.a. klimaforandringerne fører med sig, siger han.

Mads Mandrup, arkitekt MAA og partner hos C.F. Møller Arkitekter, sidder også i dommerpanelet. Han har ligeledes observeret stor bredde og variation i projekterne.

- En række af konkurrencedeltagerne præsenterer på mesterlig vis en poetisk arkitektonisk fortælling, som rammer lige i mellemgulvet. Der er tale om løsninger, hvor taget skaber nytænkende sammenhænge til bygning og omgivelser. For mig er det meget stimulerende at komme herud på Kunstakademiets Arkitektskole og se, hvad der optager de unge lige nu, siger Mads Mandrup.

Icopal Prisen som karrierestarter

Peter Thule Kristensen pointerer, at arkitektskolerne i Aarhus og København via Icopal Prisen kan tilbyde de studerende en attraktiv platform, hvor de kan få deres arbejder eksponeret nationalt og internationalt, og han ved erfaringsmæssigt, at prisvinderen styrker sine jobmuligheder efter endt uddannelse.

- Der er ingen tvivl om, at Icopal Prisen vægter tungt for en tegnestuechef, der skal vælge mellem et stort antal ansøgere, siger han. Og det kan Mads Mandrup bekræfte. Han vandt selv Icopal Prisen tilbage i 1997 – og den fik markant betydning for hans karrierestart.

- Icopal Prisen var med til at åbne nogle folks øjne for, hvad jeg var for en størrelse, så jeg fik mulighed for at bevise mit værd. Det er uvurderligt, når man er ung og uprøvet, siger Mads Mandrup.

Et godt match

Ifølge den ansvarlige for studenterkonkurrencer på Kunstakademiets Arkitektskole, Peter Arne Sørensen, kan det være en yderst udfordrende opgave at matche en stor erhvervsorganisation med et uddannelsessted, så begge parter får noget ud af det.

- En virksomhed kan let komme til at fremstå som et fremmedelement på en uddannelsesinstitution, fordi de ofte kommer med ønsket om at sælge eller promovere. Icopal har naturligvis også en kommerciel interesse, men de er meget bevidste om at give plads til et omfattende fagligt indhold i samarbejdet, siger han og fortsætter:

- Det gælder ikke mindst i forbindelse med planlægningen af arrangementet, hvor Icopal Prisen bliver overrakt. Her byder vi i samarbejde med Icopal bl.a. på en paneldebat om et aktuelt tema. I år står debatten mellem arkitekter udefra og en af vores egne forskere – og temaet er "bæredygtighed i arkitekturen", slutter Peter Arne Sørensen, der ser frem til både debat og prisoverrækkelse.

- mir

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Virksomheder vil have adgang til register over vanvidsbilister

Virksomheder vil have adgang til register over vanvidsbilister

Uskyldige virksomheder rammes hårdt af vanvidskørsel. Dansk Industri foreslår blandt andet, at der oprettes et register over personer, som har kørt vanvidskørsel

Kortere momsfrist kan true sunde virksomheders overlevelse

Kortere momsfrist kan true sunde virksomheders overlevelse

DI Byggeri advarer om, at regeringens forslag om kortere frister for at betale moms er ”stærkt problematisk”, fordi fristen for de mindre virksomheder som hovedregel skæres ned fra omkring to måneder til 20 dage

Konkurser i byggeriet (Uge 46/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 46/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Ingen rabat for autorisation af små virksomheder

Ingen rabat for autorisation af små virksomheder

Differentieret gebyrordning for autorisation til Huseftersyn medfører ifølge erhvervsministeren yderligere administration