UgensErhverv.dk

Rockwool: Østeuropa kun lige begyndt

Rockwools østeuropæiske aktiviteter viser imponerende vækstrater, men væksten i Østeuropa er kun lige begyndt

20-10-2006

Rockwools østeuropæiske aktiviteter viser imponerende vækstrater, men væksten i Østeuropa er kun lige begyndt. Det vurderer administrerende direktør i Rockwool, Eelco van Heel.

- Jeg var på besøg på en af vores fabrikker i Polen i august. Det besøg overbeviste mig om, at hele renoveringen af den østeuropæiske boligmasse er ved at komme i gang. Det er det, vi har ventet på de seneste 15 år, siger Eelco van Heel i et interview med RB-Børsen.

- Når først det går rigtig i gang, kan jeg ikke se, hvad der skal kunne stoppe det, fortsætter han.

REALKREDIT GAVNER ØSTMARKED
Direktøren ser flere forklaringer på, at østeuropæerne begynder at isolere deres huse. En af dem er, at flere lande har fået etableret velfungerende realkreditsystemer.

- Det har haft betydning, at de har fået et realkreditsystem. Det betyder, at østeuropæerne nu kan låne penge til renoveringen, bemærker Eelco van Heel.

I første omgang er det husejerne, der isolerer deres boliger, men på sigt ventes boligblokkene at følge efter. Problemet har været, at Østeuropa ikke har tradition for at organisere en boligblok med ejerforeninger eller tilsvarende, og det står derfor sjældent klart, hvem der skal betale for renoveringen.

- Man ved ikke, hvem af de 80 familier i blokken, der skal betale for isoleringen, men det er ved at blive ændret, siger Eelco van Heel.

TEMPO I VESTEUROPA

Koncernen anslår, at det samlede marked for isolering i Europa er på 50 mia. kr., og det fordeler sig i øjeblikket med 80 pct. i Vesteuropa og 20 pct. i Østeuropa.

- Efterhånden som Østeuropa vokser bliver fordelingen 50/50, jeg kan ikke sige, hvornår det sker, men det er for tidligt med fem år, siger Eelco van Heel.

Selv om Østeuropa er vækstmarkedet, betyder det ikke, at Vesteuropa er helt tabt. Også her nyder den danske isoleringskoncern godt af væksten i byggebranchen.

- Makroøkonomisk ser det ikke så tosset ud. Husbyggeriet har været fornuftigt, og specielt erhvervsbyggeriet er på vej op på et højere niveau. På tre-fire års sigt tror jeg, at vi har et marked, der udvikler sig fornuftigt. Det gælder også Vesteuropa, hvor Tyskland viser gode tegn, siger Eelco van Heel og tilføjer, at et par procentpoint ekstra vækst i Tyskland har meget stor betydning, da markedet er koncernens største.

Rockwool venter en samlet vækst i omsætningen i år på 12 pct., men oplyser ikke, hvordan den ventes at fordele sig mellem vest og øst.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )


Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Kasketforvirring i certificeringsordning

Kasketforvirring i certificeringsordning

Samme virksomheder kan ifølge BygTeks kilder både kontrollere deres konkurrenter og selv byde på samme opgaver

Kommuner må ikke chikanere brandrådgivere og statikere

Kommuner må ikke chikanere brandrådgivere og statikere

Indberetninger skal ifølge boligministeren ”ikke bruges til chikane eller som middel til at lægge pres på certificerede rådgivere”

Forsvaret kalder kontorbyggeri for ”væsentligt nationalt forsvarsformål”

Forsvaret kalder kontorbyggeri for ”væsentligt nationalt forsvarsformål”

Forsvaret undtages fra alle muligheder for klager over byggeprojekter. Og det gør reelt borgerne retsløse

Gravemaskine styres 2200 kilometer væk

Gravemaskine styres 2200 kilometer væk

Zeppelin demonstrerede Cat Command på NordBau, hvor en gravemaskine i Málaga kan fjernstyres fra en kommandostation i Neumünster