UgensErhverv.dk

Rundt om jorden efter sten

Natursten fra Kina fylder mere og mere i danske byggerier.

19-04-2004

Natursten fra Kina fylder mere og mere i danske byggerier.

Af journalist Michael Rughede

Lad gå med, at man går over åen efter vand. Men det virker måske lidt voldsomt at tage til Kina efter sten. Ikke desto mindre er det blevet en udbredt foreteelse på markedet for natursten, og et af de danske firmaer, der er længst fremme på naturstensmarkedet, er AV Andersen i Virum. Et 75-mand stort murerfirma der arbejder med alt fra almindelige teglsten til natursten i nybygninger, renoveringer og på historiske projekter.

- De kinesiske sten er prisbillige, og de har et utroligt udvalg i Kina. I forhold til de steder, vi traditionelt henter sten fra i Europa, kan man spare mellem 30-50%, siger Jørgen Andersen, adm. dir. i AV Andersen.

Trenden i det prestigefyldte offentlige byggeri og erhvervsbyggeri har siden 90’serne gået på en blanding af alu, glas og udtryksfulde natursten, og de gode priser har bragt kinastenene ind på markedet. Når arkitekternes visioner og bygherrens pengepung skal snakke, opstår der som regel sød musik, når et godt tilbud viser sig.

- Vi havde et godt eksempel ved byggeriet af Kommune Data i Ballerup. Arkitekterne ønskede oprindeligt islandsk basalt, men vi fandt ud af, at vi kunne få kinesiske basalt, der i udseende og kvalitet var helt på højde med de islandske men 5-6 gange billigere, siger Jørgen Andersen, der vandt ordren, fordi de økonomiske og kvalitetsmæssige argumenter var på plads.

- Kineserne bruger ikke det dyre maskineri, som bruges i de moderne stenbrud i dag, og derfor kan de gøre det billigere. I et italiensk stenbrud vil man typisk skære store blokke direkte ud af klippen og sende det gennem en kæmpe rammesav, der skærer f.eks. marmor ud i store plader. Kineserne derimod bryder som regel stenen med dynamit og skærer den ud med en rundsav. Men de er dygtige håndværkere og er i stand til at opnå en høj kvalitet, siger Jørgen Andersen, der regelmæssigt besøger Kina et par gange om året i forbindelse med kvalitetskontrol af sten, der skal leveres til danske byggeprojekter.

- Der er stenbrud spredt ud over hele Kina, så det gælder om at finde de steder, hvor stenene er af den rigtige kvalitet, og hvor man er i stand til at styre leverancer og transport, siger Jørgen Andersen, der foretrækker at besøge selve stenbruddet, når lejlighed byder sig, for at danne sig et indtryk af produktionen og geologien på stedet, så han ved, at han får de bedste og de rigtige sten. Siden 1998 har han arbejdet med kinesiske leverandører.

At finde den rigtige sten
En sten er ikke bare en sten. Der er mange forskellige stenkvaliteter, og nok virker granit og basalt utroligt hårde på overfladen, men der er eksempler fra danske byggerier, hvor store og stærke sten stille og roligt smuldrer, når den danske vinter skruer bissen på.

- Vores vinter består af en masse tø- og frostovergange, som er hårde ved materialerne. Er det porøst, kan fugten trænge ind om dagen, og når vandet fryser om natten, udvider det sig 10%, og så sprænger det let en sten.

Derfor skal stenen enten være opbygget, så intet vand kan trænge ind, eller den skal være så porøs, nærmest med hulrum som i en svamp, at vandet har plads til at udvide sig, siger Jørgen Andersen, der derfor tester, at stenene kan klare det danske klima, før han bruger dem.

- Vi lader altid nogle af de danske institutter eller geologer gennemføre en række tests på stenene, før vi bruger dem. Vi indregner det simpelthen altid i vores tilbud til kunden, og det koster 30-50.000 kr. afhængigt af, hvilke tests vi kører, siger Jørgen Andersen. Egentlig en ringe udgift sammenholdt med værdien af den samlede entreprise.
Det er især, når der arbejdes med fremmede sten, at den grundige kontrol er uomgængelig. Skal der arbejdes med f.eks. bornholmsk granit, er dokumentationen velkendt, så her kan man bedre forlade sig på erfaringerne.

Store krav til logistik og kontrol
Der er langt fra Kina til Danmark, så planlægning og kvalitetsstyring er nøgleord. AV Andersen laver alle beregninger og opmålinger hjemmefra til de sten, der skal bruges i et byggeprojekt. Dataene sendes til Kina, hvor stenene bearbejdes og sendes ud på en 7-8 uger lang rejse, før de ender i Danmark efter at have fulgt en serie planer for kvalitetskontrol, forsendelse og modtagelse.

- Det kan være nogle spændende øjeblikke, når vi står i et kinesisk stenbrud for at kontrolopmåle stenene, inden de sendes til Danmark. Sammen med direktøren og produktionschefen udtager vi stikprøver af hele forsendelsen, mens 50-100 arbejder står i rand omkring os og spændt følger med, når vi måler med skydelære og målestok, siger Jørgen Andersen, der ikke vil afvise, at der kan være blevet klippet en enkelt hårpisk af i ny og næ, når danskerne er rejst derfra igen.

- Al produktion omkring stenene ligger i Kina, og vi skal i princippet blot kunne tage dem ud og sætte dem op. Så alle ankerhuller og kantslibninger skal passe helt præcis efter vores anvisninger. Samtidig må der helst ikke ske skader under transporten, men vi bestiller altid ekstra materiale, vi kan forarbejde på pladsen for en sikkerheds skyld, siger Jørgen Andersen, der kun én gang har været udsat for sort uheld.

- Skibet røg ind i en storm og måtte søge nødhavn. Samtidig havde de ikke helt fulgt vores pakkeanvisninger, så stenene forskubbede sig i deres containere, og mange var slået i stykker, da vi åbnede kasserne. Så skulle der arbejdes rigtig hurtigt for at få nye sten frem, siger Jørgen Andersen, der som regel kan planlægge sig ud af logistikproblemerne.

Men det er dog sket, at man er tyet til den radikale løsning at flyve stenene til Danmark – men da gjaldt det blot en ekstra stenprøver til en entreprenør.

- Netop fordi der er usikkerhedsmomenter, sørger vi altid for at have materialerne hjemme i god tid. Det går ikke rigtigt at arbejde efter just-in-time princippet i det tilfælde, siger Jørgen Andersen.

Fremtiden for natursten
De senere år har især erhvervsbyggeriet været hårdt trængt og dermed også naturstensmarkedet. Men naturstenene er ikke af den grund opgivet af bygherrerne.

- Der er en international arkitektstrømning, som dikterer moden indenfor den slags byggeri. I øjeblikket er store glas- og stenfacader meget fremme. Samtidig er natursten velegnet, når et byggeri skal have en høj signalværdi. Det kan man se helt tilbage fra gammel tid, hvor sten altid var det foretrukne materiale til ’magtens huse’. Når man skulle imponere, siger Jørgen Andersen.

- Naturstenene bliver også brugt i renovering af eksisterende byggerier og til nybyg indenfor boligbyggerier med et eksklusivt niveau, hvor de især bruges til badeværelser og køkkener. Derimod kommer vi nok ikke til at se natursten særlig meget indenfor enkelthusbyggeriet, forudsiger Jørgen Andersen.

Brochurer

Konkurser i byggeriet (Uge 45/2024 -1)

Konkurser i byggeriet (Uge 45/2024 -1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

158.000 kroner i bøde for at snyde med vejbenyttelsesafgift

158.000 kroner i bøde for at snyde med vejbenyttelsesafgift

Tungvognskontrol på Sønderjyske Motorvej førte til flere store bøder på cirka 400.000 kroner i alt for flere forskellige forseelser

Her dukker fortidens synder op

Her dukker fortidens synder op

Boligselskabet Sct. Jørgen i Viborg har udarbejdet en helhedsplan for renovering og miljøsanering på Ellekonebakkens boligblokke

Oprensningen af Høfde 42 går ind i sin næste fase

Oprensningen af Høfde 42 går ind i sin næste fase

Aktivitet på Høfde 42 skal bane vejen for endelig myndighedsgodkendelse, som lader til at trække ud