UgensErhverv.dk

Virksomheder drages på ny af Rusland

Rusland er igen kommet på vækstkortet – flere byggematerialeproducenter tager springet mod øst.

07-04-2004

Efter genvalg af præsident Putin er Rusland igen kommet på vækstkortet – flere byggemateriale-producenter tager springet mod øst.

Af journalist Lars Solberg

Rusland er igen inde i varmen som et vækstområde for ekspanderende firmaer. Efter en årrække, hvor det gav flere problemer end profit at etablere sig i de gamle Sovjetrepublikker, har virksomheder med vækstpotentiale igen fået øje på mulighederne i øst både som produktionssted, og som et reelt marked, hvor der findes millioner og atter millioner af potentielle forbrugere, som i stigende grad får penge mellem hænderne. Alene i Moskva og Skt. Petersborg-området bor der 20 mio. mennesker.

Genvalget af præsident Vladimir Putin betyder endvidere politisk stabilitet.
Så flere virksomheder bevæger sig nu mod øst. Blandt andet har mange producenter af byggematerialer etableret sig i landet.

En af de store, der for alvor har slået sig ned, er Rockwool International. Firmaet har netop åbnet det andet produktionsanlæg i Rusland, der skal producere til det russiske og det baltiske marked.

Men der er også andre producenter, som vejrer morgenluft.
Senest har tagrendeproducenten Plastmo A/S fra Ringsted for alvor etableret sig i Rusland - nu med et direkte produktionsanlæg, hvor der skal produceres tagrender af plast.

Tagrender til russere
Plastmo har etableret to selskaber i Rusland.

Et salgsfirma, der skal sælge det tyske ejerselskabs produkter, og så et produktionsselskab, hvor Plastmo ejer 51% af aktierne, og som skal producere og sælge tagrender til det russiske marked – og kun til det.

Plastmo har været i Rusland siden 1997, hvor repræsentationskontorer i Moskva og Skt. Petersborg blev etableret.
Og det har båret frugt.

Ud af en koncernomsætning på godt 727 mio. kr. i det seneste regnskabsår stammer fem procent af omsætningen fra det russiske marked.

Så der er penge at hente i det store land, og nu tager Plastmo så skridtet helt ud og producerer i landet.

Den væsentligste forklaring på beslutningen er, at det er et land med et stort vækstpotentiale, og det ser ud til at bryde igennem for alvor i den nærmeste fremtid, fortæller Plastmos adm. direktør Klaus Hadsbjerg.

- Generelt ser det ud til, at landet politisk er mere i ro. Genvalget af præsident Putin gør i hvert fald, at man kan tillade sig at forvente en stor stabilitet fremover. Virksomheder, der ønsker at etablere sig, behøver ikke at frygte for, at der sker de store, drastiske forandringer, og det er vigtigt, siger Klaus Hadsbjerg.

Netop den politiske ustabilitet har tidligere betydet, at mange virksomheder har opgivet et russisk erhvervseventyr. Men den politiske atmosfære er nu bedre, og ifølge Klaus Hadsbjerg er der stabil vækst både for landets økonomi og for den enkelte russers økonomi.

Stort potentiale
Disse omstændigheder giver et stort potentiale især for sælgere og producenter af byggematerialer.

- Der er kæmpe renoveringsopgaver herovre. Efter planøkonomiens endeligt er boliger og huse blevet privatiseret i stor udstrækning. Det betyder, at folk selv ejer deres boliger, og der er et større ønske om at bevare dem og investere i dem. Samtidig er folk ved at få flere penge mellem hænderne. Det betyder, at der er store afsætningsmuligheder for eksempelvis vores tagrender, fortæller Klaus Hadsbjerg.

Der er også andre årsager til, at Plastmo vælger at etablere en decideret produktion i Rusland.

Firmaet undgår importafgiften ved at være inden for landets grænser.
Et andet argument er, at den russiske selskabsskat for nylig er blevet sat ned.
Dernæst er byggematerialer som tagrender vanskelige at transportere, så de skal produceres tæt på køberne. Endvidere er der billigere arbejdskraft i Rusland.
Men det sidste argument er ikke så godt, som det lyder, mener Klaus Hadsbjerg.

- Arbejdskraften er billigere, men i de store byer som Moskva og Skt. Petersborg er lønnen opadgående, og samtidig er den russiske arbejders effektivitet slet ikke på niveau med den danske. Den mindre udgift, vi har grundet arbejdslønnen, gives ud på den manglende effektivitet, siger direktøren.

Men det bliver bedre, mener han.

- Der sker meget i øjeblikket, og det russiske arbejdsmarked er ved at forandre sig.

Mindre kriminalitet
Et af de emner, der skræmmer mange udenlandske investorer, er udbredelsen af kriminalitet, korruption og bureaukrati, som igennem årene har slået mange gode projekter ihjel.

Men det er slet ikke så udbredt mere, siger Klaus Hadsbjerg.

- Vi er faktisk aldrig blevet kontaktet af nogen - hverken kriminelle eller korrupte skatte- eller politifolk, men det er der da sikkert nogle virksomheder, som er. Men det er mit indtryk, at den slags ting ikke sker så hyppigt mere, siger Klaus Hadsbjerg.

Han mener til dels, at det skyldes, at Putin har gjort en indsats for at bekæmpe det.
Endvidere er hele erhvervsmiljøet blevet bedre.

- Hvis den enkelte virksomhed sørger for at have rene regnskaber og holder sig til reglerne uden sorte penge, er det svært for eksempelvis skatte- eller politifolk at presse penge af firmaet. Så hvis man holder sig til reglerne, er man rimeligt beskyttet, siger han.

Klaus Hadsbjerg mener heller ikke, at bureaukratiet er så voldsomt mere.
Plastmos projekter er relativ hurtigt blevet godkendt af de russiske myndigheder.

Men det skyldes mindst, at firmaet har levet op til regel nummer et, når et firma skal etablere sig i Rusland.

- Det er meget vigtigt, at man finder sig en lokal rådgiver, der kan sproget og ved, hvordan systemerne fungerer i Rusland. Det bedste er at finde en forretningspartner, der også er involveret i projekter uden for Rusland, så vedkommende også kender til de internationale erhvervsforhold, siger Klaus Hadsbjerg.

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Danalim: store vækstmuligheder i Norden og Østersøområdet

Danalim: store vækstmuligheder i Norden og Østersøområdet

Efter et skuffende regnskabsår forventer Danalim fremgang i såvel omsætning som indtjening i det kommende år – datterselskab i Finland styrker nordisk fokus

Voldsom global vækst hos Dalux

Voldsom global vækst hos Dalux

Super-software til byggepladser er blevet en global succes for Dalux, der leverer digitale løsninger til dokumentation på byggepladser

Råddenskab hos udenlandske entreprenører undergraver den danske byggebranche

Råddenskab hos udenlandske entreprenører undergraver den danske byggebranche

Høring på Christiansborg gav rystende eksempler på, hvordan migrantarbejdere behandles i byggebranchen. Og det bliver næsten umuligt at stoppe

Lønstigninger har ikke påvirket inflationen negativt

Lønstigninger har ikke påvirket inflationen negativt

Danmarks Statistiks tal for inflationen i oktober 2024 viser en uændret inflation på 1,6 procent i november