Trælastkæden har succes under nyt navn og er klar til yderligere ekspansion.
15-02-2006
Trælastkæden har succes under nyt navn og er klar til yderligere ekspansion.
Af Lars Solberg
Igennem de seneste par år har Danske Trælast (hedder nu DT Group) redet på en vækstbølge, der mere end matcher aktiviteten i dansk byggeri. Både på gds-området og trælastområdet har firmaet oplevet voldsom omsætningsfremgang, og det medfører nu yderligere investering i flere medarbejdere inden for begge grene af virksomheden.
Gds-kæden Silvan er i fuld gang med at finde 150 ledige til oplæring i byggemarkedsekspedition. STARK vil også ansætte 150 nye medarbejdere.
I modsætning til Silvan vil STARK hyre specialiserede, uddannede og erfarne folk, der skal medvirke til at erobre en større markedsandel end den nuværende, der er på omkring 13%.
- Det går rigtig godt for os, og så er det jo oplagt at bruge resurser på at blive endnu bedre og yde mere service til vores kunder, siger udviklingschef hos STARK, Peter N. Andersen.
78 trælasthandler
Siden lanceringen i efteråret 2004 af STARK som det fælles brand for trælasthandlerne ejet af Danske Trælast, er det gået fremad for kæden.
I dag er der spredt over hele landet 78 trælasthandler under STARK-navnet. Selvom de er ejet af Danske Trælast, fungerer hver forretning selvstændigt. Dog er det nye initiativ med opnormeringer kommet fra centralt hold.
Og ambitionen er klar – kursen er lagt. Det handler om at blive endnu større, og ifølge STARK hedder vejen til dette mål – bedre service.
De 150 mand skal fordeles i tre grupper med hver deres opgave og funktion. At det lige er 150 mand – det samme antal, som Silvan vil ansætte - er ifølge Peter N. Andersen en tilfældighed.
- Vi har ikke på nogen måde koordineret dette med Silvan. Faktisk blev vores vækstplan aftalt sidste efterår, men den skulle først lanceres nu, så vi er gearet til forårets komme, hvor der for alvor kommer gang i byggeaktiviteten, siger udviklingschefen.
De 150 nye medarbejdere skal være med til at skabe en helt ny salgsstruktur.
Teamledere
50 af dem skal være teamledere. Det er et helt nyt begreb hos STARK.
- Traditionelt har det været sådan, at alle vores professionelle og større kunder får en kontaktperson tilknyttet. Men dette system har nogle svagheder. Det medfører praktiske problemer, når kontaktpersonen er syg eller på ferie, og så har vi oplevet, at én person ikke er nok til at være ajour med udviklingen inden for byggeri. Området er blevet kompleks med det nye bygningsreglement og andet. Derfor er det vigtigt, at vi nu har et team på tre til fem personer, der kan bakke op om den enkelte kunde, siger Peter N. Andersen.
Den anden gruppe på 50 nyansatte skal have en helt anden funktion. Den skal primært betjene privatkunden – den private bygherre.
- Et stigende antal almindelige mennesker kaster sig med større eller mindre held over store byggeprojekter. Ofte er det nødvendigt med en del rådgivning på dette område, og det bliver de 50 ansattes primære funktion. Vi vil fungere som sparringspartner, som den private byggeherre kan afprøve sin ideer på. Det betyder så også, at vi vil henvise til professionelle håndværkere, når det er nødvendigt, siger Peter N. Andersen.
Endelig er der den sidste gruppe på 50 personer. Den skal bruges til den almindelige ekspedition i trælasthandlerne, hvor der i dag er rigeligt at se til.
Tilfredse kunder
Alt i alt vil de 150 nye medarbejdere i STARK ifølge Peter N. Andersen medføre, at forretningerne kan gøre kunderne mere tilfredse.
- Dette tiltag giver uden tvivl en bedre service, både med hensyn til at opfylde kundens umiddelbare behov og vise dem nye muligheder, siger udviklingschefen.
Ansættelsen af de 150 nye medarbejdere bliver en løbende proces, der, hvis alt går vel, er på plads i løbet af foråret.
Læs det nyeste om vinduer. Udgives i samarbejde med VinduesIndustrien
Arbejdsbelysning til professionelle håndværkere
Læs september 2023 udgaven her
Markedsledende i afvandingsteknik
Læs november 2023 udgaven her
Fremover skal der meget mere til for at opnå en DGNB-certificering – også mere end de nye CO2-krav i bygningsreglementet. Antallet af kriterier, som en bygning måles på i DGNB, reduceres fra 36 til 14
BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger
Arbejdsgiverne svigter totalt løfter om lærepladser. 3F foreslår højere bøder til arbejdsgivere, der ikke opretter lærepladser. Pengene skal udbetales til arbejdsgivere, der opretter flere lærepladser, end de som minimum skal
Nrep og JCN Bolig går sammen om et Nordic Living-udviklingsprojekt i August Schade-kvarteret. Projektet består af 332 ungdomsboliger, som skal opføres langs Amagerfælledvej tæt på centrum i København