Silhuetten ændrer sig i takt med, at tilskueren bevæger sig rundt om den
14-12-2005
Silhuetten ændrer sig i takt med, at tilskueren bevæger sig rundt om den
Af Tove Malzer
Kastrup Søbad strækker sig ud i Øresund nord for Kastrup Lystbådehavn - fra den nye Kastrup Strandpark - og ligger næsten som en skulptur i vandet.
Udvælgelseskomiteen for Byggeris konkurrence Udvalgte Byggerier 2005 fandt søbadet så ekstraordinært godt udformet, at det fik hædrende omtale i kategorien ’Åben’.
En 100 meter lang bro går fra strandbredden ud til en cirkelformet platform, der er opført i forskellige niveauer. Den ydre skærmvæg, som beskytter de badende mod vinden, er på det laveste sted to meter høj og på det højeste sted otte meter høj.
Tilsvarende er der muligheder for udspring fra varierende højder. Flere trapper fører ned i vandet.
Hurtigt ud på dybt vand
Formålet med broens placering er at give badegæsterne mulighed for hurtigt at komme ud på dybt vand og kunne foretage udspring, svømme og dykke. Vanddybden under broen er mellem to og fire meter.
’Badet er tænkt som en skulpturel, dynamisk form, der kan ses både fra land, fra havet og fra luften. Silhuetten ændres gradvist i takt med, at beskueren bevæger sig rundt om den,’ forklarer arkitekt Fredrik Pettersson, som er den projektansvarlige hos White Arkitekter, der har tegnet Kastrup Søbad.
’Den runde form samler anlægget, giver læ for vinden og fanger solens stråler. Formen åbner sig mod land for at give samhørighed med stranden og byder folk velkommen. Langs broen, der kobler søbadet til land, er indbygget en gennemgående solbænk, som gør broen til en aktiv medspiller i byggeriet.’
På lette ben en meter over vandet
Det samlede anlæg består af hovedbygningen på vandet, den nye badestrand og den dertil hørende servicebygning med toiletter og et handicapvenligt omklædningsrum.
Via træbroen kommer den besøgende frem til et cirkelformet anlæg, som gradvist stiger op over havet og ender i et udspringspunkt i fem meters højde. Søbadet står på lette ben cirka en meter over vandet, og den bærende konstruktion eksponeres ud mod Øresund.
Byggematerialet er træ, og træsorten azobé er valgt på grund af dens lange levetid i saltvand. Azobé er også så hårdt og så tungt, at det ikke flyder oven på vandet.
Specielt lyskoncept
Med til at gøre søbadet til en spændende arkitektonisk oplevelse og et behageligt sted at opholde sig er et specielt lyskoncept, udviklet til projektet.
Bygherren er Tårnby Kommune, som også har fastlagt brugervilkårene.
’En vigtig del af konceptet for søbadet er, at det uden krav om betaling er åbent for alle,’ oplyser Fredrik Pettersson. ’Badet skal tilbyde utraditionelle rammer for udøvelse af sport og motion. Her skal være plads til stemningsfulde aftenbade såvel som motionssvømning og sommerleg. På trædækket skal alle kunne finde sig en passende plads, såvel gamle fru Jensen som den mest akrobatiske strandløve. Med ramper og særlige foranstaltninger for mennesker med forskellige handicaps, er anlægget desuden tilgængeligt for den mindre mobile del af befolkningen.’
Din vejledning til tagrender - 15 % større vandkapacitet. Op til 25 års garanti.
Arbejdsmiljø
Læs juni 2022 udgaven her
DAFA tætner, dæmper og beskytter
Værktøjsmekka for håndværkere. Mærkevarer til gode priser.
Magasin om bæredygtighed i byggebranchen. Efterår/vinter
Alt i små kraner og vakuumløftere
Måleudstyr
Læs november 2022 udgaven her
Alt i container, køb, leje, brugt, isoleret etc
BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger
Efter at boligpriserne ramte toppen i midten af 2022, er de nu næsten tilbage på niveau som i slutningen af 2020
Siden 2015 har indsatsen resulteret i opkrævninger for knap 1,9 milliarder kroner. Sidste år alene 300 millioner kroner
Få et komplet overblik over alle stande og læs om alt det nye på årets byggerimesse, som har været fem år undervejs