UgensErhverv.dk

Pengekapløb mod svind

Gigantvækst i sikkerhedsudstyr og –foranstaltninger og mindre svind, viser opgørelse.

13-12-2005

Gigantvækst i sikkerhedsudstyr og –foranstaltninger og mindre svind, viser opgørelse.

Af Lars Solberg

Vesteuropæisk erhvervsliv og detailhandel er for alvor begyndt at investere i sikkerhedsudstyr og -foranstaltninger, der skal forebygge svind. I løbet af fem år er der sket en vækst på området med 25%. I det seneste regnskabsår 2004-2005 er der inden for detailhandelen i Vesteuropa brugt næsten 58 mia. kr. til udstyr og vagter, der skal sikre, at firmaernes svind bliver holdt nede. I år 1999-2000 var beløbet på knap 44 mia. kr inden for samme område.

Tallene kan læses i den nye rapport (The European Retail Theft Barometer 2005). Den dækker detailhandelen blandt andet i supermarkeder og gds-byggemarkeder. Rapporten er den eneste af sin art, men den giver også et billede på nogle trends, der kendetegner hele erhvervslivet.

Den overordnede konklusion på undersøgelsen er, at der bruges flere penge inden for sikringsområdet end nogensinde før, men undersøgelsen viser også en nedgang i mængden af svind.

Samlet ligger det gennemsnitlige svind i Vesteuropa i 2004-2005 på 1,25% af den samlede omsætning. Det er en nedgang med 6,7% i forhold til året før, 2003-2004, hvor den var på 1,34% af omsætningen.

I Danmark var det samlede svind regnskabsåret 2004-2005 på 3,8 mia. kr. En nedgang på 7,6% i forhold til året før.

Hænger sammen
Det er Centre For Retail Research og firmaet Checkpoint Systems, der har gennemført undersøgelsen - virksomheden er en aktiv spiller inden for blandt andet varesikring.
Firmaet er sikker på, at mængden af investering i sikring og nedgang i svind hænger nøje sammen.

- Bedre sikring og mere kontrol medfører mindre svind – det er der ingen tvivl om. Den store nedgang fra forrige år skyldes ikke, at folks moral pludselig er blevet bedre, men at frygten for at blive snuppet vokser i takt med mere sikringsudstyr. Det virker forebyggende, siger chef for Checkpoint Systems Danmark A/S, Allan Mortensen.

Mere internt svind
Som det ser ud, er der et generelt fald i svindet. Til gengæld er der en faktor, der vokser relativt - det interne svind.

I dag udgør det interne svind 29,9% af det samlede svind - en stigning på én procent i forhold til året før. I Danmark er det interne svind 32,5% af det totale svind.
Det vil sige, at næsten en tredjedel af al svind sker internt i virksomheden.

Allan Mortensen understreger, at det dækker over meget andet end tyveri.
- Svind er mange ting. Det kan være varer, der er gået i stykker under håndteringen, og som ikke registreres. Det kan for eksempel være en gaffeltruck, der under kørsel med seks gipsplader rammer en lagerreol ved et sving, og der knækker et stykke af pladerne. De ryger ud, og føreren tager nogle nye uden at registrere de gamle. Det betyder, at de ødelagte plader ved slutningen af året opgøres som svind, fortæller han.

Sweethearting
Men der er også en del personaletyverier inden for detailhandel. Og der bruges en lang række metoder, fortæller Allan Mortensen.

- Det er mange måder at stjæle varer på. Det kan være almindelige tyverier, hvor tingene puttes i lommen. Det kan også være varer, der i arbejdstiden puttes i en pose og sættes ud til containeren, og så hentes den efter fyraften. Der er tyverier i småtingsafdelingen, hvor en ekspedient spiser en Marsbar uden at betale. Og der er grove tyverier, hvor en kasseekspedient ikke taster nogle varer ind og derefter putter pengene i egen lomme, fortæller Allan Mortensen.

Og så er der vennetjenester, der i USA har fået navnet sweethearting. Det er, når en ekspedient søger for, at vennerne får varerne billigt eller i grelle tilfælde gratis. Det findes også i stor stil herhjemme.

En række muligheder
Der er en række muligheder for at mindske det interne svind.

- Øget videoovervågning og varemærkning kan være gode løsninger, men det hjælper også, at der simpelthen gives bedre informationer og klare regler til medarbejderne, fortæller Allan Mortensen.

Tyverierne varierer meget i antal og mængde - alt efter hvilke typer virksomheder der er tale om.

- Vores undersøgelse viser, at der er forskel på, hvor meget der stjæles, og hvor mange der gør det. I Danmark er der en verden til forskel fra de kæder, der ansætter erfarent personale og lønner dem derefter, og til de butikker, der ansætter helt unge mennesker uden erfaring, der kun er kort tid i forretningen. Der bliver et større svind med de hurtige og kortvarige personalerelationer, siger han.

Kort payback-tid
Ifølge Allan Mortensen kan det næsten altid betale sig at bruge resurser på at forebygge svind. I form af sikringsudstyr eller i form af personalekurser. Det er et område med en kort payback-tid.

- Hvert år forsvinder der for store summer. Med den seneste svindprocent på 1,25 mister eksempelvis et firma med 100 mio. kr. langt over en million kroner. Det er et stort problem – specielt i brancher, hvor overskuddet kun er få procent, siger Allan Mortensen.
Så han opfordrer folk til at komme i gang med sikring. Og det råd ser det ud til, at mange allerede har fulgt.

Brochurer

65.000 tilsyn mod social dumping

65.000 tilsyn mod social dumping

Alene sidste år gennemførte Arbejdstilsynet 7.900 tilsyn på danske og udenlandske virksomheder, og det resulterede i 4.300 reaktioner

Aarsleff er endelig ude af Rusland

Aarsleff er endelig ude af Rusland

Efter en knap et år lang proces har Aarsleff nu opnået alle de påkrævede godkendelser i både Danmark og Rusland, og salget af Aarsleffs russiske forretninger er nu gennemført

Ford har misforstået det danske marked

Ford har misforstået det danske marked

Hos Ford vil man gerne sælge sin Ranger Raptor som en fritidsbil, men det kommer ikke til at ske i Danmark, hvor den primært vil blive solgt som arbejdsbil og også kun kan købes på gule plader

Med på en kigger

Med på en kigger

I Frederiksberg Kommune har kommunalbestyrelsen besluttet, at alle byggehegn, der sættes op i forbindelse med Frederiksberg Kommunes bygge- og anlægsprojekter, forsynes med kighuller i forskellige højder