UgensErhverv.dk

Letbane på Ring 3 tæt på at blive til virkelighed

Ringby-Letbanesamarbejdet har netop offentliggjort en udredning, der viser, at man kan anlægge en letbane på Ring 3 med flere passagerer end på Kystbanen

15-03-2013

Udredningen skitserer, hvordan elektriske letbanetog med afgange hvert 5. minut vil transportere 43.000 passagerer om dagen - til 27 forskellige stationer. Den viser samtidig, at letbanen vil binde alle S-togslinjerne i Fingerplanen sammen til et netværk og dermed løse problemet med at komme på tværs af fingrene. Letbanen vil kunne stå klar i 2020.

- Letbanen er et af svarene på de trængselsproblemer, som tusindvis af borgere i hovedstadsregionen oplever hver eneste dag. Vi skal have bedre kollektiv trafik, og her vil den nye letbane gøre det hurtigere og nemmere at transportere sig mellem kommunerne, siger transportminister Henrik Dam Kristensen.

 

Udredningen viser, at letbanen dagligt vil flytte 4.000 personture fra bilerne over i letbanen.

 

- Letbanen vil give den kollektive trafik mellem de 11 Ringby-kommuner et tiltrængt løft og være et reelt alternativ til bilen. Den nye letbane er afgørende for, om vi kan skabe byudvikling, vækst og nye arbejdspladser, og jeg er stolt over det stærke samarbejde på tværs af kommunegrænserne med et fælles mål om at styrke hovedstadsregionens kollektive trafiknet, forklarer formand for styregruppen i projektet, borgmester i Gladsaxe Kommune, Karin Søjberg Holst.

 

Med letbane til Ringby-kommunerne er der ifølge udredningen et stort potentiale for byudvikling.Letbanen kan skabe grobund for op til 20.000 nye arbejdspladser og op til 40.000 nye indbyggere frem til 2032.

 

- Letbanen vil blive en ny trafikal rygrad i regionen, der vil tiltrække borgere, medarbejdere og virksomheder og dermed sætte skub i væksten i hele Region Hovedstaden. Herlev og Glostrup hospitaler er nogle af regionens største arbejdspladser, og her er den kommende letbane med stationer helt tæt på hospitalerne en stor hjælp for medarbejdere, patienter og pårørende, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen.

 

Projektet med at etablere en letbane blev indledt i juni 2011, og er et stærkt samarbejde på tværs af 11 kommuner, Region Hovedstaden og staten. En styregruppe og en embedsmandsgruppe har haft ansvaret for at udarbejde et beslutningsgrundlag, som nu er færdiggjort.

 

I de kommende måneder er det op til de 11 kommunalbestyrelser, Regionsrådet og staten at beslutte, om de vil etablere en letbane på Ring 3. Efter den politiske behandling forventes en principaftale godkendt.

 

- mir

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Virksomheder vil have adgang til register over vanvidsbilister

Virksomheder vil have adgang til register over vanvidsbilister

Uskyldige virksomheder rammes hårdt af vanvidskørsel. Dansk Industri foreslår blandt andet, at der oprettes et register over personer, som har kørt vanvidskørsel

Kortere momsfrist kan true sunde virksomheders overlevelse

Kortere momsfrist kan true sunde virksomheders overlevelse

DI Byggeri advarer om, at regeringens forslag om kortere frister for at betale moms er ”stærkt problematisk”, fordi fristen for de mindre virksomheder som hovedregel skæres ned fra omkring to måneder til 20 dage

Konkurser i byggeriet (Uge 46/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 46/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Ingen rabat for autorisation af små virksomheder

Ingen rabat for autorisation af små virksomheder

Differentieret gebyrordning for autorisation til Huseftersyn medfører ifølge erhvervsministeren yderligere administration