UgensErhverv.dk

Skuffelse over aftale om energibesparelser

Bygningerne bliver taber, og forbrugerne kommer til at betale, lyder det skuffet fra Dansk Byggeri om den nye aftale, regeringen har indgået om energiselskabernes spareindsats

14-11-2012

Ifølge klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard skal der nu spares energi svarende til et års forbrug i omkring 400.000 husstande. Men ifølge Dansk Byggeri vil langt størstedelen af energiselskabernes indsats ikke komme bygningsejerne til gode på trods af de potentialer, der er for energirenovering af bygninger.

- Sagen er, at energiselskaberne i dag blot realiserer cirka ti procent af deres spare forpligtelser i tilknytning til bygningers klimaskærme. Det er således skuffende at se, at der på trods af energiaftalens ordlyd om, at bygninger skulle prioriteres ikke tages initiativer til at fremme selskabernes fokus på bygninger i den netop indgåede aftale, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

Forbrugerne skal betale 1,5 milliard
Fordoblingen af energiselskabernes indsats betyder, at selskaberne fra 2015 og frem årligt vil opkræve 1,5 milliard kroner til at realisere indsatsen. Det vil sige, at energiforbrugerne dækker omkostningerne over energiregningen. Regeringen har således outsourcet den ubetinget største energisparerindsats herhjemme til energiselskaberne, hvilket af Dansk Byggeri betegnes som tankevækkende i betragtning af det ansvar, der følger med regeringens ambitiøse målsætninger for energibesparelser og konverteringen til et samfund baseret på fossilfrie energikilder.

- Vi havde håbet på, at der med den nye aftale var blevet langt større synlighed omkring, hvor meget energiselskaberne giver i tilskud til realisering af energibesparelser. Herunder hvordan andre aktører på energisparemarkedet kan medvirke til at opnå besparelserne og få del i indsatsen. Desværre må vi konstatere, at den nye aftale heller ikke på dette punkt kommer med forbedringer.

Regeringen bremser energirenovering
Dansk Byggeri noterer sig derfor, at der er langt fra de politiske hensigtserklæringer på bygningsområdet og den faktiske førte politik.

- Vi må endnu engang beklage beslutningen om at sløjfe den energirenoveringspulje, som skulle have afløst BoligJob-ordningen, men som ikke kom med i den netop aftalte finanslov for 2013. Der er desværre udsigt til stilstand i de kommende år, når det gælder energirenovering af bygninger, slutter Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

- jhn

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Virksomheder vil have adgang til register over vanvidsbilister

Virksomheder vil have adgang til register over vanvidsbilister

Uskyldige virksomheder rammes hårdt af vanvidskørsel. Dansk Industri foreslår blandt andet, at der oprettes et register over personer, som har kørt vanvidskørsel

Kortere momsfrist kan true sunde virksomheders overlevelse

Kortere momsfrist kan true sunde virksomheders overlevelse

DI Byggeri advarer om, at regeringens forslag om kortere frister for at betale moms er ”stærkt problematisk”, fordi fristen for de mindre virksomheder som hovedregel skæres ned fra omkring to måneder til 20 dage

Konkurser i byggeriet (Uge 46/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 46/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Ingen rabat for autorisation af små virksomheder

Ingen rabat for autorisation af små virksomheder

Differentieret gebyrordning for autorisation til Huseftersyn medfører ifølge erhvervsministeren yderligere administration