UgensErhverv.dk

Uddannelsesgaranti - bare uden praktikpladser

Håndværksrådet mener, at det ville have klædt forligsparterne at indgå et forlig med større fokus på praktikpladser end på skolepraktik

09-11-2012

Finansloven kommer til at indeholde en uddannelsesgaranti for erhvervsuddannelserne, men desværre får de mange praktikpladssøgende unge en uddannelses- og ikke en praktikpladsgaranti. Håndværksrådet mener, at det ville have klædt forligsparterne at indgå et forlig med større fokus på praktikpladser end på skolepraktik.

- De små og mellemstore virksomheder er skuffede over, at der er så megen fokus på skolepraktik i forsøget på at løse problemet med de manglende praktikpladser. Aftalen bærer præg af, at man har ønsket at kunne bruge ordet ”garanti” frem for at finde incitamenter til, at arbejdsgiverne vil oprette praktikpladser i højere grad end nu, siger Heike Hoffmann, erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet.

Arbejdsgiverne skal finansiere skolepraktikken
Den løsning, der blev præsenteret i går, sender regningen for skolepraktikken direkte ud i de virksomheder, der ellers kunne bruge pengene til at etablere flere af de praktikpladser, som står øverst på ønskesedlen hos både praktikpladssøgende, virksomheder og velsagtens også politikerne.

Aftalen skrotter præmieringsordningen, som i nogle år nu har fungeret som økonomisk incitament for især små og mellemstore virksomheder til at få oprettet flere praktikpladser. Som erstatning for denne gulerod bruger man nu pisken – hvis ikke I bruger pengene på at oprette praktikpladser, tager vi jeres penge og opretter flere skolepraktikpladser, synes tankegangen at være.

Fortsættes ...



- Vi er meget bekymrede for skiftet fra gulerod til pisk. Især fordi oprettelsen af praktikcentre på erhvervsskolerne meget let kan få endnu flere virksomheder til at afholde sig fra at ansætte lærlinge. Vi har en kraftig fornemmelse af, at mange virksomheder vil tænke, at det jo ikke er nødvendigt at oprette praktikpladser, hvis alle alligevel kan få en erhvervsuddannelse i et praktikcenter. Det er ikke godt for erhvervsuddannelserne, hvis uddannelserne i højere grad bliver gennemført på skolebasis – hverken for de unge eller for de virksomheder, der efterfølgende skal ansætte dem, siger Heike Hoffmann.

Der bliver færre praktikpladser i 2013
Afskaffelsen af præmieringsordningen vil i sig selv give et dyk i antallet af praktikpladser viser Håndværksrådets konjunkturundersøgelse. 60 pct. af de virksomheder, der uddanner lærlinge, vil ansætte færre eller ingen lærlinge, hvis præmieringsordningen nedlægges.

- Derfor er vi sikre på, at 2013 vil byde på færre praktikpladser. Timingen i forhold til den økonomiske situation i vores medlemsvirksomheder og nedlæggelsen af præmieringsordningen er simpelt hen så skæv, som den overhovedet kan være. Der kommer ikke flere praktikpladser af at lade virksomhederne betale for skolepraktikken. Men der kommer flere skolepraktikpladser i praktikpladscentrene – og dermed en større regning til de virksomheder, der ellers kunne have brugt pengene på at aflønne lærlinge, siger Heike Hoffmann.

- mir

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Virksomheder vil have adgang til register over vanvidsbilister

Virksomheder vil have adgang til register over vanvidsbilister

Uskyldige virksomheder rammes hårdt af vanvidskørsel. Dansk Industri foreslår blandt andet, at der oprettes et register over personer, som har kørt vanvidskørsel

Kortere momsfrist kan true sunde virksomheders overlevelse

Kortere momsfrist kan true sunde virksomheders overlevelse

DI Byggeri advarer om, at regeringens forslag om kortere frister for at betale moms er ”stærkt problematisk”, fordi fristen for de mindre virksomheder som hovedregel skæres ned fra omkring to måneder til 20 dage

Konkurser i byggeriet (Uge 46/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 46/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Ingen rabat for autorisation af små virksomheder

Ingen rabat for autorisation af små virksomheder

Differentieret gebyrordning for autorisation til Huseftersyn medfører ifølge erhvervsministeren yderligere administration