UgensErhverv.dk

Organisationer raser mod regeringen

Regeringens planlagte stop for støtte til solcelle-ejere og stop for håndværkerfradrag, vil koste arbejdspladser og energibesparelser, lyder det fra både fagbevægelse og arbejdsgivere

27-09-2012

Udsigten til en betydelig ændring af nettomålerordningen(støtte til boligejere, der producerer el på solceller) og et stop for Bolig-Job Ordningen med udgangen af 2012 skaber vrede hos både fagbevægelse og hos arbejdsgivere. Det har nufået TEKNIQ, Blik og Rør, Dansk El-Forbund og VELTEK til i fællesskab at sende et brev til klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

-Set i lyset af hvor vigtig solenergi er i regeringens energiplan, virker foreslåede ændring af nettomålerordningen som det rene vanvid. Konsekvensen bliver formentlig et øjeblikkeligt stop for salget af solceller til private og dermed tab af flere tusinde arbejdspladser såvel som omsætning for dansk erhvervsliv. siger Willy Goldby, direktør i vvs- og el-tekniske leverandørers brancheforening, VELTEK, hvis medlemmer omsætter for 25 milliarder kroner.

Han kan samtidig ikke finde det mindste lyspunkt i finanslovsforslaget for 2013, hvor der bliver kompenseret for den energibbesparelse, der samtidig går tabt.

Tåbelig afvikling
Alene i 2012 genererede solcelleinvesteringer 1700 ekstra jobs herhjemme sammenlignet med året før, viser tal fra Dansk Solcelleforening og TEKNIQ, hvis medlemmer omsætter for 40 milliarder kroner.

- Nettomålingsordningen for solceller er en af de største energi- og klimapolitiske succeser. Med ordningen er det lykkedes at få 30.000 danskere til at investere 3 milliarder kroner af egen lomme i energibesparelser i hjemmet. Det vil vores øjne være tåbeligt at afvikle ordningen, i stedet bør man forbedre og udvide den, siger administrerende direktør i TEKNIQ, Niels Jørgen Hansen. Og uddyber:

- Bolig-Jobordningen kunne, hvis den var blevet til en energirenoveringspulje, have sat yderligere gang i energiinvesteringerne ude hos boligejerne. Det ville give både energibesparelser, vækst og arbejdspladser. Den mulighed er man nu ved at spille sig af hænde.

Klimaminister burde prioritere klima og job
Dansk El-Forbund opfordrer ministeren til at prioritere klima og beskæftigelse frem for inddrivelse af afgifter.

- Det er helt forfejlet af ministeren at sige, at nettomålerordningen har spillet fallit. Solcellepriserne er faldende, men at tro, at det i sig selv vil kunne drive markedet uden målerordning, er naivt, vurderer Jørgen Juul Rasmussen, formand for Dansk El-Forbund. Han fortsætter:

- Vi troede, at klima-, energi- og bygningsministeren var mere optaget af klimaet og beskæftigelse end at inddrive afgifter. Vi håber, at ministeren vil vedblive med at prioritere klima og beskæftigelse højest. Nettomålerordningen har været effektiv til at skabe job og grøn omstilling. Det er ærgerligt, hvis denne succes skal stoppes blot for at inddrive afgifter.

Behov for den lovede støtte til energirenovering
Også Blik- og Rørarbejderforbundet opfordrer ministeren til at sætte energirenovering og beskæftigelse over perspektivløs besparelse.

- Både nettomålerordningen og Bolig-Job Ordningen har været hjørnesten i regeringens arbejde for at sparke gang i økonomien, skabe et bedre klima og give arbejde til tusinder. Det arbejde er langt fra fuldført, siger Max Meyer, formand for Blik- og Rørarbejderforbundet.

Han opfordrer regeringen til i stedet at skærpe indsatsen, blandt andet med gennemføre sit tidligere løfte om en støtteordning til energirenovering.

- jhn Fakta
Når dit solcelleanlæg producerer mere strøm, end du forbruger, kører din elmåler helt bogstaveligt baglæns. Det kaldes nettomålerordningen og betyder, at alt den strøm, solcellerne producerer, får samme værdi som den, der købes fra el-nettet.
Energitjenesten

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Skatteministeren vil ikke rokke ved CVR-bøder

Skatteministeren vil ikke rokke ved CVR-bøder

Kravet om virksomhedsoplysninger på visse vare- og lastbiler er et led i bekæmpelsen af sort arbejde

Konkurser i byggeriet (Uge 37/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 37/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Opbakning til ID-kort fra både arbejdsgivere og fagbevægelse

Opbakning til ID-kort fra både arbejdsgivere og fagbevægelse

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår kravet om ID-kort på byggepladser træder i kraft, da det nødvendige it-system først skal udvikles

Kommunerne er nødt til at følge op på regeringens ambitiøse planer for skolerne

Kommunerne er nødt til at følge op på regeringens ambitiøse planer for skolerne

Kommunerne har med økonomiaftalen for 2027 fået mulighed for at investere op mod 8 mia. kr. i blandt andet nedslidte skoler og dagtilbud. De skal omsættes til reelle investeringer i bedre rammer for børn og unge, mener Synergi