UgensErhverv.dk
Alger giver energi til højhusetDet var et grønt algehøjhus, der løb med sejren ve

Alger giver energi til højhuset

Et ti-etagers højhus med algetanke i ydermurene kan blive en realitet på havnen i Århus, mener vindere af forskerkonkurrence

21-08-2012

Ydermurene er lavet af glas med et hulrum af algetanke. Et rørledningssystem sørger for friske forsyninger af alger fra havet. I bygningen næres de af beboernes husholdningsaffald, og et centralt raffinaderi sørger for, at højhuset på havnen stort set hele tiden har adgang til grøn energi i form af biodiesel. Sådan kan fremtiden måske komme til at se ud i følge det forskerhold, der netop er blevet kåret som vindere af årets PHD CHALLENGE ved Aarhus Universitet.
- Vi har forsøgt at tænke helhedsorienteret og sætte alle vores kompetencer i spil for at finde en ny måde at tænke bæredygtige bygninger på, siger Martin Christiansen, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet.

Algefacader kan gøre højhus selvforsynende
Det er ikke nyt at arbejde med alger som forsyningskilde. Det særlige ved vinderforslaget er, at algerne er tænkt som en integreret del af bygningen i alle dens flader, så den får en optimal udnyttelse af dagslyset.
Forskerne har i to døgn dystet om at finde den mest innovative måde at nedbringe en bygnings energiforbrug på med udgangspunkt i et fiktivt etagebyggeri på havnen i Aarhus. Udfordringen blev stillet af byggekoncernen NCC og Aarhus Kommune.
-Den måde, vi bygger på i dag, er ikke fremtidssikret. Vi har brug for at udvikle nye metoder, der kan nedbringe CO2-belastningen fra bygninger og boliger væsentligt. Mere forskning og udvikling skal hjælpe os med at realisere vores klimamål, siger Jan Nielsen, klimachef i Aarhus Kommune og en af dommerne i panelet for PHD CHALLENGE 2012.

NCC tager idéerne med sig
-Vi synes, at forslaget med mikroalger i facaderne er en idé med spændende perspektiver, der er værd at arbejde videre med. Det er ikke udelukket, at det kan blive en mulighed i forbindelse med fremtidens byggerier, siger Frank Skov Jensen, projektudviklingschef i NCC Property Development A/S.

Kan producere 93 % af energien
Forskerne har regnet på det og fundet frem til, at et højhus med mikroalger i ydermurene vil kunne producere cirka 93 % af den energi, beboerne har behov for, under ideelle forhold.
- Vores foreløbige beregninger viser, at det rent konstruktionsmæssigt kan lade sig gøre at arbejde med alger i ydermurene. Men vi skal selvfølgelig også arbejde med højhusets æstetiske udtryk. De fleste forbinder alger med noget ulækkert, så der knytter sig en spændende designmæssig udfordring til det visuelle. Man kan sige, at et algehøjhus vil blive grønt i ordets bogstaveligste forstand. Alger lever af fotosyntese, og det er derfor nødvendigt med glasvægge, siger Martin Christiansen.
Ved fotosyntesen vil algerne forbruge kuldioxid fra lejlighederne og omsætte det til ilt og på den måde bidrage til at opretholde et sundt indeklima for beboerne i højhuset.

Mange plusser for miljøet
En af fordelene ved at bruge mikroalger i havnehøjhuset er, at der hele tiden er ubegrænset adgang til nye forsyninger i havet. Da algerne skal leve af husholdningsaffald, er de desuden med til at reducere de miljøomkostninger, der i normale beboelsesejendomme er knyttet til affaldshåndtering.
Forskerne har også arbejdet med idéen om at etablere et stort fiskebassin i nærhed til højhuset på havnen. Restprodukterne fra produktionen af brændstof kan nemlig med fordel anvendes til foder.
- For at udnytte alle energiresurser mest optimalt kunne man etablere et bassin med fisk. Det ville være med til at gøre beboerne delvist selvforsynende med fødevarer og give dem mulighed for at spise mere klimavenligt, end hvis de skulle spise importerede fisk fra Stillehavet, siger Martin Christiansen.

-jhn


Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Skatteministeren vil ikke rokke ved CVR-bøder

Skatteministeren vil ikke rokke ved CVR-bøder

Kravet om virksomhedsoplysninger på visse vare- og lastbiler er et led i bekæmpelsen af sort arbejde

Konkurser i byggeriet (Uge 37/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 37/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Opbakning til ID-kort fra både arbejdsgivere og fagbevægelse

Opbakning til ID-kort fra både arbejdsgivere og fagbevægelse

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår kravet om ID-kort på byggepladser træder i kraft, da det nødvendige it-system først skal udvikles

Kommunerne er nødt til at følge op på regeringens ambitiøse planer for skolerne

Kommunerne er nødt til at følge op på regeringens ambitiøse planer for skolerne

Kommunerne har med økonomiaftalen for 2027 fået mulighed for at investere op mod 8 mia. kr. i blandt andet nedslidte skoler og dagtilbud. De skal omsættes til reelle investeringer i bedre rammer for børn og unge, mener Synergi