UgensErhverv.dk

Mere norsk maling i Danmark

Norges andenstørste producent søger forhandlere til salg af maling og træbeskyttelse.

01-03-2004

Norges andenstørste producent søger forhandlere til salg af maling og træbeskyttelse.

Af journalist Lars Solberg

Nordmænd kan det der med maling. Den største producent i Norge, Jotun, har allerede været i Danmark i mange år som Jotun Danmark A/S. Men nu vil den andenstørste på det norske marked - Gjøco - også ind på det danske marked. Og ifølge Ejgil Bek Røjkjær, der er direktør for Protect Aps - salgsansvarlig for Gjøco i Danmark - er der allerede gang i kontrakterne.

- Vi har indgået flere aftaler med farvehandlere i Danmark. Jeg kan ikke oplyse hvor mange. Men jeg kan sige, at vi forventer en omsætning på et tocifret millionbeløb i år 2004 - og et overskud, fortæller direktøren.

Aftalen mellem Protect og Gjøco er kommet i stand efter mange års samarbejde på et andet felt. Protect har specialiseret sig i imprægnering af fiskeudstyr som net og liner. Specielt med hensyn til imprægnering af remedier til lakseopdræt har de brugt produkter fra Gjøco, der er de tredjestørste på området i Europa.

Samarbejdet har været så vellykket, at Gjøco valgte Protect til at stå for den danske satsning med salg af hele sortimentet.

Mætningspunkt
Baggrunden for den internationale ekspansion er, at Gjøco har vurderet, at der er nået et mætningspunkt i Norge.

Virksomheden kunne ikke blive større, og derfor var det naturligt at kigge sig omkring efter nye markeder. Og i Danmark altså med Protect som bølgebryder.
Det danske firmas direktør, Ejgil Bek Røjkjær, understreger, at de udelukkende er salgsansvarlige. Protect bliver ikke et fordyrende led, da kunderne stadig modtager varerne direkte fra Gjøco.

Og det er vigtigt at kunne holde prisen nede, hvis Gjøco, der har et komplet sortiment inden for både inden- og udendørs malingsprodukter og træbeskyttelsesmidler, skal etablere sig i Danmark. Konkurrencen er hård og markedet trægt.

De to største i Danmark inden for maling er Sadolin og Flügger. Derefter følger Dyrup og Jotun. Så der er mange veletablerede navne at gå op imod, men Ejgil Bek Røjkjær tror på det.

- Gjøco´s produkter skal nok klare sig i Danmark. Produkterne er gode, prisen er lav, og så er virksomheden vant til at konkurrere. I Norge sidder de på omkring 10 procent af markedet, mens Jotun har 70 procent. Gjøco er den andenstørste på markedet, og den position sidder de godt på med omkring 275 forhandlere. Samtidig er det et firma, der er gearet til ekspansion både med hensyn til økonomi, organisation og logistik, fortæller han.

Nyt centrallager
Gjøco har netop købt den svenske fabrik Nite Produkter AB i Perstorp tæt på Helsingborg. Her skal de vandbaserede malinger produceres, mens de oliebaserede fortsat skal blandes i Norge. Den nye fabrik i Sverige skal også fungere som centrallager for Sverige og Danmark.

- Vores logistik og leveringshurtighed bliver helt i top. Vi kan garantere levering inden for 48 timer. Hvis for eksempel en forhandler i Danmark bestiller en række malingsprodukter fra os mandag klokken 12, vil han/hun have det i forretningen inden onsdag klokken 12, fortæller han.

Det er primært de private forbrugere, produkterne er rettet mod.

På spørgsmålet om, hvorfor Gjøco´s maling skulle friste danske farvehandlere, svarer Ejgil Bek Røjkjær prompte:

- Vi leverer høj kvalitet til lave priser. Hvis man sammenligner priserne direkte, er vi lavere, uden at der er slækket på kvalitetskravene. Endvidere har produkterne et emballagedesign, der er noget ganske særligt, siger han.

På landevejene
Ejgil Bek Røjkjær er i øjeblikket i gang med at besøge alle farvehandlere i Danmark, undtagen Flügger’s forretninger, der kun sælger deres egne produkter. Og besøgene har givet konkrete aftaler og styrket hans optimisme.

- Det er vigtigt for os at komme ud til alle farvehandlere. I visse forretninger kan vi kun blive et supplement til de andre mærker, men det er også fint. Andre steder får vi måske ikke nogen aftaler lige nu. Men det er alligevel meget vigtigt, at vi besøger dem. Vi får vist flaget - fortæller om produkterne og priserne, siger han.




Den danske virksomhed Protect skal hjælpe Gjøco med at sælge maling i Danmark. Her er direktør Ejgil Bek Røjkjær på besøg hos den norske producent.

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

172 boliger i Fælledby er så ringe sat sammen, at de må rives ned inden indflytning

172 boliger i Fælledby er så ringe sat sammen, at de må rives ned inden indflytning

En grundig teknisk undersøgelse af to kommende boligbyggerier i Fælledby har vist alvorlige og omfattende byggefejl i en sådan grad, at de må rives ned, og der må startes forfra. Nu hedengangne Scandi Byg har opført bygningerne

Skatteministeren vil ikke rokke ved CVR-bøder

Skatteministeren vil ikke rokke ved CVR-bøder

Kravet om virksomhedsoplysninger på visse vare- og lastbiler er et led i bekæmpelsen af sort arbejde

- Indfør fast track til virksomheder, der tidligt dokumenterer lavt klimaaftryk

- Indfør fast track til virksomheder, der tidligt dokumenterer lavt klimaaftryk

Byggeprojekter, der dokumenterer et markant lavere klimaaftryk eller en væsentlig anvendelse af genbrugte byggematerialer, bør komme hurtigere gennem den kommunale byggesagsbehandling. Det foreslår Dansk Erhverv

Projekt: Byggebranchen mangler viden om PFAS i byggematerialer

Projekt: Byggebranchen mangler viden om PFAS i byggematerialer

PFAS er fundet i en række byggevarer, men ingen har det fulde overblik over, hvor de problematiske fluorstoffer gemmer sig. Det gør det svært at undgå PFAS i nyt byggeri og står i vejen for sikker genbrug og genanvendelse af materialer