UgensErhverv.dk

Tømmerhandel satser på træhuse

Mangel på håndværkere stopklods for Cimbrias træhus-ekspansion øst for Storebælt

30-05-2005

Mangel på håndværkere stopklods for Cimbrias træhus-ekspansion øst for Storebælt

Af Jørgen Hansen

Gennem flere år har Cimbria Tømmerhandel A/S i Aabenraa haft eksport af byggesæt til Tyskland, men ændrede i april sidste år konceptet ved også at opføre nøglefærdige træhuse på det danske marked, og efter en indkøringsperiode, hvor tømmerhandlen i princippet kun havde et enkelt prøvehus at vise frem, tegner udviklingen nu særdeles lovende, efter at der foreløbig er solgt ti huse.

- Det vil altid tage nogen tid at bearbejde markedet, men nu er toget begyndt at køre, og salgsmæssigt ser det rigtig godt ud, så vi venter, at vi i år kan sælge og bygge 25 huse, fortæller direktør Jesper Fink, Cimbria Tømmerhandel.

Opførelsen af træhuse sker i datterselskabet CimberBo Huses regi. Det er et selskab, som Cimbria har ejet helt i tre år, om omlægningen fra udelukkende at have eksport til Tyskland til nu at opføre træhuse i Danmark har det seneste år bidraget negativt i regnskabet, men Jesper Fink oplyser, at træhusfirmaet i år vil give overskud.

- Det er naturligt, at vi som en tømmerhandel satser på træhuse, men trenden er jo også træ, da der er stærkt stigende interesse for træhuse i Danmark. Foreløbig er det hovedsagelig vest for Storebælt, vi opererer. Vi vil meget gerne ekspandere ved også at opføre træhuse på Sjælland, også fordi det sjællandske marked er noget større, men det kniber med at finde håndværkere, og håndværkerne har vist også meget at lave netop nu på Sjælland, så det har i alt fald indtil videre været en stopklods for vores ekspansionsplaner, men heldigvis ser det ud til, at interessen for vore bjælke- og bræddehuse er så stor Vest for Storebælt, at vi har nok at se til, siger Jesper Fink.

Mange lokale aktionærer

Træhus-salget skal styrke indtjeningen i den velkonsoliderede tømmerhandel, hvor Fink-familien nu er den dominerende ejer, men der er desuden over 200 lokale aktionærer.
Det har sin historiske baggrund i, at tømmerhandlen i 1925 blev rekonstrueret efter genforeningen med pengeombytning, hvor det blev en folkesag at drive virksomheden videre.

Siden er aktiernes værdi blevet flerdoblet, og virksomheden har i dag en egenkapital på 38,5 mio. kr. Resultatet før skat var i seneste regnskabsår på 1,1 mio. kr.

Tryk på salget

- Vi oplyser aldrig om den nøjagtige omsætning, men jeg kan da godt fortælle, at den i fjor steg med ca. 20 procent, og i år vil den stige endnu mere. Vi har tryk på, og det gælder vist for branchen som helhed, da 2005 er et større byggeår end 2004, hvilket vi tydeligt kan mærke her i Sønderjylland. Det er både professionelle og private, der bidrager til den øgede omsætning, men når det er sagt, så må der konstant effektiviseres for at få sorte tal på bundlinjen, ligesom vi hele tiden moderniseringer med lagerstyring m.v. Her er branchen lidt gumpetung, og vi var jo eksempelvis den sidste, der fik varenumre.

Cimbria har effektiviseret ved at sige farvel til otte ansatte og reducere vognparken for at få virksomheden tilbage på overskudskurs, efter at der i 2003 var et underskud på 1,2 mio. kr.

Dyrere varekøb

- I dag er der en enorm efterspørgsel, og priskonkurrencen har aldrig været større. Kunderne er særdeles prisbevidste, og da bruttoavancen er lavere end tidligere, er det nødvendigt at sælge nogle flere byggematerialer for at få det til at løbe rundt.

- Der er jo forskel på, om det er tykke eller tynde brædder, vi sælger, og vi kan tydeligt mærke, at GDS’erne ønsker dyrere ting end tidligere. I magre år prales der i kantinen på slagteriet med, at folk har fået de billigste gulvpriser, hvor det i de gode år er lige modsat. Når kvinden i huset ser, at naboen har fået nogle flotte fliser, får hun manden til at købe nogle, der er lidt flottere og dyrere. Det gælder for både gulvbrædder, vægfliser og anlæg i haven, at det i dag skal være lidt dyrere. Det skal lugte lidt af penge, fortæller Jesper Fink.

Cimbria, der i forrige regnskabsår investerede 3,5 mio. kr. i byggemarkedet i Aabenraa, hvor privat- og en gros-forretningen blev delt op, driver udover tømmerhandlerne i Aabenraa og Sønderborg samt træhusfirmaet også betonproduktion i Lundbjerg syd for Aabenraa.

God indkøbsforening

- Vi er ikke nogen kapitalkæde, og jeg plejer at sige, vi er et lille, lokalt A/S. Til gengæld er vi sammen med ni andre lykkelige tidligere Ditas-medlemmer med i Danmarks bedste indkøbsforening Danbuy, og det er ligesom at være stor.

- I Danbyu, der er landets næststørste indkøbsforening med en omsætning på knap 2 mia. kr., fungerer det godt, for her er vi enige om, hvad vi vil, siger Jesper Fink.


Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Sådan er Lemvigh-Müller blevet klar til den bæredygtige omstilling

Sådan er Lemvigh-Müller blevet klar til den bæredygtige omstilling

Hvordan kommer man i gang med den bæredygtige omstilling som virksomhed i byggebranchen? Det og mange andre spørgsmål gav bæredygtighedschef i Lemvigh-Müller, Pernille Kiær svar på i seneste udgave af BygTek Live. Se eller gense det her

Vrede underleverandører fik ingen betaling: Muffbyg er gået konkurs

Vrede underleverandører fik ingen betaling: Muffbyg er gået konkurs

120 medarbejdere mister jobbet ved konkursen, der kommer efter længere tids skriverier i pressen om udeblevne udbetalinger, og flere underleverandører står nu til at få en lang næse

Konkurser i byggeriet (Uge 12/2023 - 2)

Konkurser i byggeriet (Uge 12/2023 - 2)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Stram Finanslov skærper krigen mod inflationen

Stram Finanslov skærper krigen mod inflationen

Men som helhed er dansk økonomi bomstærk, og statskassen er fyldt op over alle kanter