UgensErhverv.dk

Millionerne kan findes i ventilationsanlægget

300 millioner kroner. Så meget kan danske virksomheder - alene inden for privat handel og service - spare årligt på ventilation til rumvarme

12-12-2011

Ventilationsanlæg lyder ikke umiddelbart som en sællert i danske virksomheders budgetovervejelser. Men faktisk er det her, de for alvor kan finde hurtige penge. Der er millioner af kroner at hente på at styre ventilationsanlæggene efter det reelle behov og energioptimere anlæggene. Investeringen er som regel minimal i forhold til den årlige besparelse, viser helt nye beregninger fra Go’ Energi, der er en uafhængig, offentlig organisation, der skal skabe energieffektiviseringer i Danmark..

- Alene i virksomheder inden for privat handel, kontor og service er der 300 millioner kroner at spare årligt. Vel at mærke med investeringer i tiltag, der forrenter sig med 50 procent eller mere. Giver man lidt længere line til en forrentning på mellem 10 og 20 procent, er der yderligere 100 millioner at spare ved eksempelvis at indføre varmepumpeløsninger i ventilationsanlæg, siger projektleder Thomas Drivsholm i Go’ Energi, der har lavet beregningerne for at gøre danske kontorvirksomheder opmærksomme på de nemme og store besparelser i deres bygninger.

Energigennemgang viste besparelser
At der er millionbesparelser at hente for den enkelte virksomhed, bekræftes af for eksempel revisionsvirksomheden Deloitte. I en energigennemgang af egne bygninger har Deloitte fundet årlige besparelser på 2,5 millioner kroner ved at regulere ventilationsanlægget efter behovet i virksomhedens hovedkontor i København.

- Alene i vores domicil her på Islands Brygge regner vi med at spare 2,5 millioner kroner årligt på at regulere ventilations- og varmeanlæg. Vel at mærke for en investering på 600.000 kroner. Vores bygning er fra 2004, og den er bare ét eksempel på, at der er masser af rentable muligheder i energioptimering af nyere kontorbygninger. Stort set alle kontorbygninger af nyere dato har nemlig en styring, der langtfra er energioptimal, siger Peter Kjærgaard Svendsen, manager i Deloittes afdeling for green economy.

Han tilføjer, at indsatsen reelt bliver omkostningsfri, fordi Deloitte kan få tilskud til energibesparelsen på 600.000 kroner fra et energiselskab.


Dårligt indeklima
Revisionsvirksomheden Ernst & Young har tilsvarende opnået besparelser på samlet to til tre millioner kroner ved målrettet styring af ventilations-, varme- og køleanlæg.
Trods helt nye ventilationsanlæg i Ernst & Youngs gennemrenoverede bygninger i det tidligere tv-tårn EY-Tower i Søborg haltede indeklimaet, og energiforbruget var alt for højt.
Medarbejderne var derfor pejlemærket, da driftsleder i Ernst & Young, Eddie Laursen, sidste år satte ind med det, han selv betegner som ’benhård styring’ af ventilationsanlæggene. Det har givet markant bedre indeklima og store gevinster på driftsbudgettet. Alene på strømmen sparer Ernst & Young hver måned mellem 25.000 og 135.000 kroner. De fleste måneder er besparelsen over 100.000 kroner.

- Nu sidder medarbejderne ikke med konstant sideskilning, når de arbejder ved vinduerne. Lufttrykket er nedreguleret, så luften kommer ud med lavere hastighed og derfor heller ikke føles så kold, forklarer Eddie Laursen.

Indret efter behovet
I begge virksomheder opnås de store besparelser primært ved at regulere ventilationsanlægget efter behovet. Det gælder såvel bedre styring af driftstiderne som regulering af tryk i anlægget. Nedjustering af trykket har givet mindre træk i lokalerne og sænket elforbruget væsentligt. Det sker uden at gå på kompromis med krav til mængden af frisk luft i bygningerne. Dertil kommer øget recirkulering, som giver en del varmebesparelser.

- Vores beregninger og erfaringerne fra virksomhederne viser med al tydelig klarhed, at det for alvor kan betale sig for langt de fleste virksomheder at vende blikket mod ventilations- og varmeanlæggene. Det gælder virksomhederne i kontor, handel og service, men det gælder så sandelig også i andre typer virksomheder - og så bliver potentialet mange gange større. Så vi kan kun opfordre virksomhederne til at finde de mange millioner kroner i ventilationsanlæggene rundt omkring, slutter Thomas Drivsholm.

Her findes elbesparelserne - og millionerne:
Tilpasning af luftskifte til behov
Justering af driftstid
Minimering af tryktab
Udskiftning af gamle ventilatorer til nye energieffektive.
Varmebesparelser:
Tilpasning af luftskifte til behov
Justering af driftstid
Optimering af varmegenvinding.

-los




Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Skatteministeren vil ikke rokke ved CVR-bøder

Skatteministeren vil ikke rokke ved CVR-bøder

Kravet om virksomhedsoplysninger på visse vare- og lastbiler er et led i bekæmpelsen af sort arbejde

Konkurser i byggeriet (Uge 37/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 37/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Opbakning til ID-kort fra både arbejdsgivere og fagbevægelse

Opbakning til ID-kort fra både arbejdsgivere og fagbevægelse

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår kravet om ID-kort på byggepladser træder i kraft, da det nødvendige it-system først skal udvikles

Kommunerne er nødt til at følge op på regeringens ambitiøse planer for skolerne

Kommunerne er nødt til at følge op på regeringens ambitiøse planer for skolerne

Kommunerne har med økonomiaftalen for 2027 fået mulighed for at investere op mod 8 mia. kr. i blandt andet nedslidte skoler og dagtilbud. De skal omsættes til reelle investeringer i bedre rammer for børn og unge, mener Synergi