Kulturinstitutionen modtog Tyndpladegruppens pris og 100.000 kroner
24-11-2011
Helsingørs nye kulturinstitution, Kulturværftet, der rummer bibliotek, museum, multifunktions-sale, konferencelokaler og café, blev i dag hædret med Tyndpladegruppens Arkitekturpris 2011 på 100.000 kroner.
Prisen, som nu er uddelt for tredje gang, er oprettet af Tyndpladegruppen, en sammenslutning af leverandører af tyndplader til byggeriet.
- Efter sin gennemgribende ombygning udtrykker den krystallinske, sejlinspirerede facade i glas og tyndplader på fornem vis en markant, moderne identitet, som går i dialog med det historiske havneområde, fremhævede Tyndpladegruppens formand, Lars Nørskov Pedersen, administrerende direktør i Muncholm A/S, da han motiverede valget af Kulturværftet som vinder af Arkitekturprisen.
En værdig eksponent
Den nye facade omslutter værftets robuste bygningsmasse i én rumlighed, som spiller flot sammen med byen og Kronborg, og skaber en oplevelsesrig helhed med sin forening af fortid, nutid og fremtid.
- Kulturværftet er en værdig eksponent for et vinderprojekt, hvor tyndplade indgår som en integreret del af en ny rumgitterkonstruktion i gammel bygning på en måde, så det ikke kan være anderledes, siger jurymedlem, Martin Keiding og fortsætter:
- Som en konkret del af havnerummet understøtter tyndpladen et stort byggeri, så det giver mening hele vejen igennem. Her er tyndplader ikke kun brugt som &overtøj& til bygningen; tyndpladen fungerer også som solafskærmning og giver byggeriet et æstetisk, arkitektonisk udtryk. Tilmed er montagen af tyndpladen gjort med meget stor omhu.
Tyndpladen skaber ifølge Martin Keiding en arkitektonisk virkning i fladen, og jo tættere på beskueren kommer, des flere detaljer træder frem, så man til sidst kan se, at tyndpladen er perforeret. Synsmæssigt lægger projektet sig til rette for beskueren.
Anders Tyrrestrup, arkitekt og partner i den århusianske tegnestue AART architects, som vandt den konkurrence, Helsingør kommune udskrev for at realisere Kulturværftet, og hvis værk nu er blevet præmieret, har da også netop villet skabe en egen, ny identitet for byggeriet og samtidig forholde sig til omgivelsernes historiske værdi og det gamle værftsområdes pragmatik.
- Det kan læses i de sejlformede formationer, hvormed vi integrerer bygningen i den maritime atmosfære, mens den bagved liggende hvide stålkonstruktion giver associationer til det industrielle og de hvide Storebælt-færger, værftet byggede i sin tid, siger Anders Tyrrestrup.
Fyldt med kontraster
For AART architects har det også været vigtigt, at Kulturværftet skulle pege fremad, og ved at spille på tyndpladefacadens lethed blev der skabt kontrast til de store eksisterende teglvoluminer. Lige så vigtigt var det, at hele bygningen kunne udformes, så den giver brugerne gode vilkår, oplevelser og gode udsigtsforhold.
Det er blandt andet opnået gennem facadens facettering og sektionsvise åbning mod udsigten til Sundet og Kronborg og de perforerede tyndpladers solafskærmende virkning mod byen og den dominerende solorientering, hvorved der også skabes et godt lys indendørs.
Tyndplader er derfor et bevidst valg af facademateriale, nævner Anders Tyrrestrup:
- De er lette at bearbejde, og fordi de kan skæres frit, giver anvendelsen af dem metodemæssig frihed, siger han og fortsætter:
- Vi har facetteret facaden og nedskaleret den, så den ikke fremstår som én stor flade, men danner et dynamisk forløb og bevæger sig ud og ind, med både sprødhed og kant, siger han.
At få skabt facadestrukturen har i særlig grad kostet blod, sved og tårer, fortæller Anders Tyrrestrup:
- Hele byggeriet er udført på et teknisk højt niveau og løsningen løfter sig højt over traditionelle løsninger. Tyndplade Arkitekturpris er en fantastisk anerkendelse af vores og vores gode bygherres vision, og så er vi har altid drømt om det en stor ære at få en sådan pris af kompetente fagfæller, forklarer han.
Også udenlands har facadestrukturen gjort indtryk. Kulturværftet har i London netop modtaget den fornemme britiske pris Structural Award.
Tyndpladegruppens Arkitekturpris:
Tyndpladegruppen er sponsor for en arkitekturkonkurrence
for anvendelse af tyndplader i et byggeprojekt opført i Danmark.
Formålet er at belønne fremragende arkitektonisk anvendelse af tyndplader.
Prisen uddeles hvert andet år i forbindelse med Dansk Ståldag, som holdes i november måned.
Kriteriet for at deltage i konkurrencen er, at projektet skal være opført i Danmark og være færdiggjort i perioden fra 1. september 2009 til indstillingsfristen den 1. september 2011.
Præfabrikerede tyndplader skal indgå som det overvejende i den del af arkitekturen, som ligger til grund for indstillingen
Juryens medlemmer:
• Tina Saaby, Stadsarkitekten i København
• Bjørn Nørgaard, Kunstner
• Ib Falkenfleth, Arkitekt
• Martin Keiding, Ark. MAA, og ansvarshavende redaktør på Arkitekten
• Jan Søndergaard, Prof. Kunstakademiet og partner i KHR A/S
• Eilif Svensson, Civ. ing, Adm. Dir. ES-Consult A/S
-tibu
Vinduer, døre, trapper og kviste
Udlejning af containere til opbevaring og flytning
Danmarks største udbyder af entreprenørmateriel, teleskoplæssere og kraner
Magasin om bæredygtighed i byggebranchen
Tagdækkernes faldsikringssystem
Køb VVS online - Fri fragt ved køb over Kr. 599,-
Fra Typehus til Drømme Villa
Nedbrydning miljøsanering diamantskæring/boring
Beskytter effektivt mod svamp, skimmel & insekter
Stærkt sortiment til tætning, dæmpning og beskyttelse
Kravet om virksomhedsoplysninger på visse vare- og lastbiler er et led i bekæmpelsen af sort arbejde
BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår kravet om ID-kort på byggepladser træder i kraft, da det nødvendige it-system først skal udvikles
Kommunerne har med økonomiaftalen for 2027 fået mulighed for at investere op mod 8 mia. kr. i blandt andet nedslidte skoler og dagtilbud. De skal omsættes til reelle investeringer i bedre rammer for børn og unge, mener Synergi